Mobilsiden.dk  /   Anmeldelser  /   Samsung Galaxy Ace 2 - god men dyr (mobiltest)

Samsung Galaxy Ace 2 - god men dyr (mobiltest)

TEST: Samsung Galaxy Ace 2 er en fornuftig begynder-smartphone med god størrelse og features, men den fejler på prisen.

Samsung Galaxy Ace 2. (Foto: Mobilsiden.dk).
Samsung Galaxy Ace 2. (Foto: Mobilsiden.dk).
Foto: Mobilsiden.dk

De seneste par år har det været forbundet med en brugermæssig katastrofe, at vælge en smartphone i den billige ende. Langsommelighed, dårlige skærme og en oplevelse af, at være blevet taget ved næsen, er blevet resultatet for mange købere.

Heldigvis flytter techverdenen sig hurtigt, og dét der for godt halvandet år siden, var at betegne som en topmodel, kommer nu i nye forklædninger som lavpris-modeller. Samsung Galaxy Ace 2 (GT-I8160) er et eksempel på dette.

Galaxy Ace 2 har 800 MHz dual-core processor, 3,8 tommer skærm, GPS, 5 megapixels autofokus kamera, og videooptagelse- og afspilning i HD.

Ligger godt i lommen

Mobilen er udført i hvad jeg vil betegne som et stabilt plastikdesign, der slet ikke føles så billigt, som den rent faktisk er. Bagsiden er let nubret og det sikrer et godt greb, størrelsen på 62 x 11 x 118 mm er et godt kompromis, der vil matche mange hænder ret godt.

Med andre ord, er der tale om en meget lommevenlig smartphone.

Powerknappen er placeret øverst til højre, mens lydstyrken findes på telefonens venstre side. Fronten har ”menu” og ”tilbage” som, i øvrigt velfungerende, berøringsfølsomme områder. I midten hjemtasten, der er en fysisk knap, med en aldeles god klikrespons.

På toppen af mobilen finder vi stik til headset, mens ladestikket (micro-USB) er placeret i bunden, hvilket efter min mening, den absolut bedste placering for dette stik.

Samlet set er der i prisklassen tale om en robust smartphone.

Samsung Galaxy Ace 2. (Foto: Mobilsiden.dk).
Samsung Galaxy Ace 2. (Foto: Mobilsiden.dk).
Foto: Mobilsiden.dk

Overraskende god skærm

Billige smartphones har ofte meget dårlige skærme med lav opløsning, og selvom min forventning til Galaxy Ace 2 var lig nul, blev jeg alligevel overrasket.

Skærmen på 3,8 tommer (WVGA PLS LCD) har en opløsning på 800 x 480 pixels. Lysstyrke, farver og detaljegraden er godkendt, om end den ikke er på niveau med, hvad der findes i de HELT nye smartphones, hvilket jo heller ikke er rimeligt at forlange.

Der er ingen lysføler, så lysstyrken er konstant på det niveau man har defineret i indstillinger, men i daglig brug, gør det ikke noget. Kun når solen brager igennem, er der behov for justering af lysstyrken manuelt.

Der er kælet for de små detaljer, som f.eks. at baggrundsbilledet bevæger sig asynkront i forhold til ikonerne, når der slides fra side til side, og det ser cool ud.

Alle kendte programmer fungerer bare

Brugeren kan tilpasse forsideskærmene med de ikoner der oftest anvendes, lave mapper indeholdende genveje, samt anvende widgets, og Galaxy Ace 2 har faktisk mange af de muligheder og programmer, som findes på større og dyrere smartphones.

GPS-navigation i Google Maps fungerer glimrende, det samme gør de øvrige af Googles tjenester. I opsætningen godkender den samtlige mailopsætninger, så om du har Gmail, Exchange, Live Mail, Yahoo eller andet, kan du med Ace 2 få det hele med i lommen, inklusive synkronisering af kontakter og kalendere.

Internet-browseren åbner mobilwebsites såvel som komplette sider, og det gør den overraskende godt. Der er ikke det ”lag” som jeg ofte klager over på topmodeller, og indlæsningstiden er ikke unødigt lang. Det er ikke muligt at flytte på siden mens der zoomes, men det lever man fint med.

Det eneste tidspunkt hvor internettet bliver ulideligt på denne smartphone, er når man under indstillinger, aktiverer plugins, altså Adobe Flash, hvilket et langt stykke hen ad vejen, overhovedet ikke er nødvendigt at køre med.

Samsung Galaxy Ace 2. (Foto: Mobilsiden.dk).
Samsung Galaxy Ace 2. (Foto: Mobilsiden.dk).
Foto: Mobilsiden.dk

Elendigt headset men god til musik

En løbetur med applikationen Endomondo afslører, at GPS’en, der også kan udnytte det alternative system Glonass, er yderst præcis, og der er kræfter nok i telefonen til både at trække løbeprogrammet, Bluetooth headset og musikafspilleren, eller radioapplikationen TuneIn Radio - samtidigt.

Der medfølger et headset, som nok mest er med for et syns skyld, for kvaliteten er ELENDIG på alle måder. Så hører du meget musik på mobilen, er et andet headset en nødvendighed.

Jeg har testet lydkvaliteten fra mobilen med et ordenligt headset, og her overrasker Samsung. Lyden er virkelig god, og selv når der skues højt op, og lydbilledet hæves via equalizeren, er der kun begrænset forvrængning.

Musikafpilleren har i øvrigt de standard-features man kan forvente – Galaxy Ace, kan dermed sagtens være en fin musikmobil, hvilket understøttes af tilstedeværelsen af FM-radio.

Samsung Galaxy Ace 2. (Foto: Mobilsiden.dk).
Samsung Galaxy Ace 2. (Foto: Mobilsiden.dk).
Foto: Mobilsiden.dk

Enestående batteritid

Smartphones holder dårligt strøm, er de fleste enige om. Men efterhånden begynder det at ske noget på strømfronten, også i den lave priskategori.

Batteriet i Galaxy Ace 2 er ellers kun på 1.500 mAh, men mobilen er virkelig strømøkonomisk. Selv ved et højt forbrug har jeg haft drifttiden langt over ét døgn, hvilket er imponerende.

Jeg tør næsten ikke tænke på, hvor meget batteritid der kan presses ud af mobilen, hvis ens forbrugsmønster er mindre, end mit ”insane high-use”.

Køb ekstra hukommelse

Grundlæggende er der rimelig god plads til applikationer på Galaxy Ace 2. Jeg har aktuelt stadig 983 MB fri ud af godt 1,1 GB tilgængelig, og det efter installationen af alle mine nødvendige apps.

Men når det kommer til fotos og musik, er ekstra hukommelse en nødvendighed, da der ikke ligger et eksternt microSD kort i salgspakken. Derfor er konsekvensen, at der skal købes hukommelse, hvis du vil have dine favoritsange, eller billeder, med på farten.

Der sidder en fornuftig processor i denne mobil – dualcore med 800 MHz må siges at være ganske godt, i denne priskategori. Det betyder da også, at menu- og brugerinterfacet er dejligt flydende.

Kameraet på fem megapixels tager fornuftige billeder, og den er nogenlunde hurtigt klar til næste billede, når du har taget et. Kvaliteten er godkendt til hverdagsbrug, men det er ikke noget superkamera, du finder i denne mobil.

Samsung Galaxy Ace 2. (Foto: Mobilsiden.dk).
Samsung Galaxy Ace 2. (Foto: Mobilsiden.dk).
Foto: Mobilsiden.dk

Uvist om opdatering til Android 4.0 bliver muligt

Samsung Galaxy Ace 2 er født med Android 2.3.6 og det er ikke lykkedes os at få et svar fra Samsung i Norden, der be- eller afkræfter, om en opdatering til Android 4.0 Ice Cream Sandwich er på vej.

Hvis ikke den opdateres bliver Ace 2 hurtigt outdated på softwaresiden, specielt fordi der findes andre produkter i denne priskategori, der får den nyeste Android-version.

I øvrigt har Samsung lagt genveje i topgardinet til tænd/sluk på WiFi, Bluetooth, GPS, lydløs og autorotation.

Det er også muligt at tage screenshots, ved at holde power og home inde samtidigt, men det virker ikke ret overbevisende, og man kommer jævnligt til at gemme et screenshot, af noget forkert.

Billeder taget med Samsung Galaxy Ace 2

Samsung Galaxy Ace 2. (Foto: Mobilsiden.dk).
Samsung Galaxy Ace 2. (Foto: Mobilsiden.dk).
Foto: Mobilsiden.dk

Konklusion: God smartphone, men men men…

Det er svært for alvor at være sur på Samsung Galaxy Ace 2. Der er tale om et produkt, der gør det VÆSENTLIGT bedre, end de lavprismodeller vi hidtil har set fra den koreanske producent.

Lang batteritid, god på nettet, flot skærm og flydende betjening trækker op. Det samme gør dansk tastatur og ordbog i SMS-delen, der dog ikke er den bedste jeg har prøvet. Det er det tidligere beskrevne ”billedet hopper når man skriver”-problem, der irriterer her. Læs mere om det her

Det helt store problem er prisen. Ifølge Mobilpriser.dk er dagsprisen uden abonnement 2.300 kroner. Men for cirka den pris, kan du også vælge at købe Sony Xperia Arc S der blev lanceret som en topmodel, en Nokia Lumia 800 eller en Samsung Galaxy S Plus.

Den helt store joker er dog Huawei Honor til lige under 2.000 kronersom i vores test fik topkarakter, og som snart bliver opdateret til Android 4.0.

Set i det lys, bliver det kun til fire ud af seks stjerner, for selv hvis prisen havde matchet Huaweis, ville Honor stadig være et bedre køb.


Samsung Galaxy Ace II - billigste pris fra -kr.
Forrige artikel Næste artikel

Få notikationer:

Læs Mobilsidens debatregler her


Kommentar

Peter Frederiksen 25-06-2012 18:34:05

Ifølge videoen ser det ud til at der kommer ICS, samt bliver der reklameret for NFC!
http://www.youtube.com/watch?v=oyxi6_jaxaU&feature=player_embedded

Er der NFC i?

0 0
Kim Harder 25-06-2012 12:24:12

Med den pris er den ikke tiltænkt, at være lowend. Underlig man har sparet SD kort væk, til den pris, der bør der ligge et SD kort i salgspakken. Det er ikke godt gået.

Har man tjekket Huaweis mobil i samme prisleje og sammenlignet dem, siden det kun giver 4 stjerner?

1.500 mAh er da et rimelig kraftig batteri, og med den lille cpu, skulle det da gerne kunne give en rimelig god holdbarhed.

0 0
Mobilsiden.dk 25-06-2012 12:34:02

Hej Kim,

Ja, vi har testet Huawei Honor, som det fremgår af teksten. Og den er bare et bedre køb. Desuden holder den strøm i længere tid.

0 0
Kim Harder 25-06-2012 14:23:17

Hej John

Med de mangler som Huawei Honor har syntes jeg nu også i har været rundhåndet med karakteren på den. Manglende ÆØÅ på sms tastatur på en mobil, som sæges i Danmark.
Endvidere den dårlig lyd, den går ikke til den pris. Jeg vil blive meget skuffet, hvis jeg skulle give 2000 kr. og opefter, for en mobil med de mangler.

0 0
odbasso 25-06-2012 15:02:15

Kan godt følge dig Kim, men der er masser af alternativer til tastaturet, hvis man søger på google play (: . Lyden bliver også omtalt i anmeldelsen af Huawei Honor, hvor han håber, at en opdatering kan klare problemerne. En anmeldelse er jo en samlet vurdering og det var vel derfor, at den ikke blev trukket helt ned af de ting. De gode ting overskyggede simpelthen de dårlige (:

0 0

Om brug af cookies