Mobilsiden.dk  /   Anmeldelser  /   Samsung Galaxy S5 anmeldelse: S-serien når nye højder [TEST]

Samsung Galaxy S5 anmeldelse: S-serien når nye højder [TEST]

Femte kapitel i Samsung sagaen er blevet bedre på alle tænkelige måder.

Samsung misundes af mange. I Android økosystemet hersker den koreanske gigant som ubestridt leder. Hver gang en Android telefon bliver langet over disken, er det nemlig, i to ud af tre tilfælde, en telefon prydet med Samsungs logo. At påstå at Samsung har fat i den lange ende er en underdrivelse.

Se også: Samsung Galaxy S5 videotest [WEB-TV]

Med imponerende salgstal medfølger en vis forsigtighed. Samsung har en bred skare af følgere og entusiaster, som har valgt Samsung for deres kvalitet og egenskaber - samtidigt skal Samsung forsøge at gå nye veje for ikke at sakke agterud i forhold til konkurrenterne.

Samsungs nye flagskib, Galaxy S5, skal derfor at mestre den svære balancegang mellem konservative dyder og nytænkning i femte afsnit af deres populære flagskib. Hvordan skal det ellers kunne følge op på den kæmpesucces som Galaxy S4 var?

Læs også: Samsung Galaxy S4 anmeldelse- den sidste finish mangler

Første svar ligger i præsentationen. S4-lanceringen var et vildt festfyrværkeri, S5 lanceringen var omvendt tilbagelænet, der var højt til loftet og plads til hele verdenspressen, men hele showet udgjorde en mere moden og stilfuld kulisse til S5’erens fødsel.

Det er et tegn på at S-serien er moden. Samsung har ikke længere behov for at råbe op omkring et nyt medlem i S-serien, alle kender den og den er nu synonym med smartphone. Ganske som Apples iPhone er det på den anden side af mobilsegmentet.

Det bringer os til Samsungs nye superstjerne - er den så en kedelig nystøbning af sidste års model, eller har Samsung formået at bage noget revolutionært ind i den nye inkarnation af S-serien?

Samsung Galaxy S5 ligner sin forgænger til forveksling.
Samsung Galaxy S5 ligner sin forgænger til forveksling.

Sporty fætter

Ved første stjålne blik på det nye koreanske vidunder, er der ikke meget nyt at øjne på fronten. Det velkendte Galaxy-design er stadigt at finde her. Nærstuderer man telefonen er der dog nogle subtile ændringer, hvert hjørne er nu lidt skarpere, og designet minder mere om en mini-udgave af Note 3 end forgængeren.

Læs også: Samsung Galaxy S5 - S-serien bliver sporty

Vender man telefonen på siden finder man flere små forbedringer. Selve skærmen er omridset af den velkendte forkromede plastik. Det er ærgerligt at Samsung ikke anvender ædlere materialer til at omfavne deres darling. Smart er det dog, at rammen er hævet en smule, så telefonen ikke hviler direkte på skærmen, når den ligger på en flade.

Mindre smart er det at optikken på kameraet ikke får samme omsorg. Ikke nok med at den ikke får hi, så er den hævet en halvanden millimeter over bagsiden, hvor livets knubs kan ridse optikken.

Samsung Galaxy S5 er stadigt omgivet af billigt, forkromet, men solidt plast.
Samsung Galaxy S5 er stadigt omgivet af billigt, forkromet, men solidt plast.

På bagsiden hører familieligheden op. Samsung S5, er nu udstyret med et plastikcover som efterligner præget læder. Det ligner til forveksling, og føles *næsten* rigtigt. I den sorte udgave fremkalder det associationer til et sporty læderrat. I den hvide, eller rettere, perlemorsfarvede udgave, henledes tankerne til en designertaske.

Se også: Samsung Galaxy S5 - det store billedgalleri

Med det nye bagcover følger også et væsentligt bedre greb. Væk er den slibrige finish fra S4-serien. Denne telefon vil ikke glide ud af hænderne som forgængeren. Og godt det samme, for S’eren har fået vokseværk. Den fylder nu 142x73x8.1mm og vejer 145 gram, 15 gram mere end S4. Som så mange Android-flagskibe, så nærmer den sig grænsen for hvad en enkel hånd kan række ud over.

I bunden røber en plastik-flap over USB-porten (3.0) at Galaxy S5 har et partytrick. Den er nemlig vandtæt. Eller rettere, den er designet til at holde sig tør i op til en halv time i en meters dybde. Ikke helt så vandtæt som Sonys Z2, men nok til ikke at frygte hverken soppebasin eller Super Soaker.

Samsung Galaxy S5 er vandtæt, men har stadigt udskifteligt batteri.
Samsung Galaxy S5 er vandtæt, men har stadigt udskifteligt batteri.

Selvom den ikke viger fra vand og andre våde varer, har Samsung formået at holde fast i det aftagelige bagcover. Lidt af en bedrift, for det gør, at man stadigt kan udskifte både batteri, micro-SD kort og micro-SIM. Det kræver dog lidt omhu, er man uforsigtig, risikerer man at bryde det vandtætte segl mellem telefon og bagcover.

Micro-SD kortet er velset, for S5 er kun født med 16GB lagerplads. Vil man hellere have sine data i skyen, medfølger der 50GB Dropbox lager i to år.

Til højre finder man power knappen og til venstre er volumenknappen. Begge er i perfekt højde, så både tommel og pegefinger kan nå. Rart er det også, at knapperne klikker resolut, i modsætning til andre vandtætte telefoner hvor de kan være lidt ledløse.

Fuld knald på farverne på Samsung Galaxy S5
Fuld knald på farverne på Samsung Galaxy S5

Som slik til nethinden

Power knappen skubbes i bund og Galaxy S5 vågner. Den 5,1 tomme store skærmen blusser op – og hold da op! Her er kræs til nethinden. Samsung har længe udviklet og forfinet deres AMOLED display-teknologi og målet må siges at være nået.

Det her er 1920x1080 perfekte pixels. Skærmen fremstår skarp, kontrastfyldt og ekstrem farverig, uanset om man er indendørs eller udenfor, i en kulkælder eller på en alpetop.

Til tider er det næsten for meget af det gode. Farverne, og de medfølgende baggrundsbilleder, er så dopede at det ætser nethinden. Men Samsung har tænkt på folk med sarte øjne, som undertegnede. Slår man skærmen over til biograf eller foto-modus er det perfekt afstemte og naturlige farver man møder.

I biograf mode bliver farverne mere dæmpede og naturlige.
I biograf mode bliver farverne mere dæmpede og naturlige.

Lyden fra Samsung S5 imponerer mindre. Den enlige bagud vendte højtaler spiller dog overraskende højt, lydtrykket kan faktisk sammenlignes med det fra lydeksperter som HTC One (M8). Bass og præcision er derimod ikke at finde her. Fint til samtale og knævren på P1, men til musik og film er et smut til hørebøfferne omvejen værd.

Det inkluderede headset redder S5’eren på lydfronten ved at levere vellyd, en sjældenhed iblandt et hav af intetsigende tilbud fra konkurrenterne. Alt i alt leverer Galaxy S5 en hæderlig lydoplevelse og en fænomenal billedside.

For at gøre multimedie oplevelsen hel, understøtter Galaxy S5 både Wi-Di og DLNA så lyd og billede kan overføres trådløst til stuealteret. En lille infrarød diode i toppen gør det også muligt at fjernstyre enhederne fra sofaen.

Den lille højtaler spiller overaskende højt.
Den lille højtaler spiller overaskende højt.

En dieselhakker i motorrummet

Det koreanske flagskib er, som forgængerne, udstyret med sidste nye skrig på både processor og software-fronten. Det er Qualcomms Snapdragon 801, en tjep, firekernet sag boret ud til 2,5 gigahertz der sikrer top ydelse mens Android 4.4.2 styrer systemet.

I daglig brug betyder det, at Galaxy S5 er en lynhurtig sag. Med sine 2GB RAM æder den YouTube-video, netsurfen og 2D-spil som barnemad. Tunge hjemmesider og multi-tasking kan dog få Galaxy S5 til at tøve til tider. Rivalen HTC One har eksempelvis vist sig, konsekvent at være en tand hurtigere når hjemmesider eller applikationer åbnes.

Det hænger nok sammen med at Samsung er dygtige til at drosle processoren ned til vågebluset for at holde strømforbruget i skak. Lidt for dygtige.

Tunge 3D-spil, eksempelvis Real Racing 3, begynder nemlig at hakke efter en halv times ræs. Lidt generende når nu det er en topmobil. Fordelen er at der tæres mindre på batteriet: der vanker hele 5 timers snurren på racerbanen - omtrent en time mere end rivalen HTC One (M8).

Alt i alt, lader det til at Samsung er en kende for aggressive med strømstyringen, men det kommer så driftstiden til gode. Galaxy S5 er dog veloptimeret og nipper generelt kun sjældent til det 2800 mAh store batteri. Holder man igen med 3D-spil og YouTube, kan man få to dages drift ud af telefonen. Dermed slutter Galaxy S5 sig til førerfeltet af langdistanceløbere som HTC One (M8) og LG G2.

Er der rigtig langt til næste opladningsstation, kan man tilvælge en sædvanlig strømspare-program der holder forbruget i skak – og dæmper skærmen markant. Er det ikke nok kan man slå over til ’ultrastrømbesparende tilstand. Et spartansk modus hvor alt lukkes ned – selv farverne på skærmen.

Samsung Galaxy S5 i sort/hvid vågeblus
Samsung Galaxy S5 i sort/hvid vågeblus

Verdenen er nu sort-hvid og skåret ned til det væsentligste: telefon, SMS samt småting som diktafon, lommeregner og notesblok består. Mindre væsentlige, men rare, apps som browseren, Twitter og Facebook fungerer også! Og driftstiden, den er uendelig: i 10 timers standby, sippede den kun to sølle procent af strømbeholderen.

Er batteriet drænet, lader Samsung S5 også hurtigt op med den medfølgende lader. På bare en time gik batteriet fra 5% til 75%, og var altså klar til endnu en dags strabadser.

Galaxy S5 udemærker sig også ved at være udstyret med nyeste 4G. Datasignal og tale fungerer upåklageligt. Til de utålmodige kan S5’eren kombinere både de hurtige 4G-bølger sammen med Wi-Fi for at downloade ekstra tjept. Og brage igennem ens månedlige datagrænse.

Facebook og internet er stadigt brugbart i økonomi-mode.
Facebook og internet er stadigt brugbart i økonomi-mode.

Et tiltrængt ansigtsløft

Før man begiver sig ind i den nye inkarnation af Samsungs software skal man igennem låseskærmen. Og den kan man åbne på vanlig vis eller, som noget nyt, med ens fingeraftryk. I indstillingerne kan man lære S5’eren at afkode op til tre forskellige fingre, eller tæer. Otte svirp ned af Hjem-knappen og Galaxy S5 kan nu genkende dit unikke aftryk.

Anvender man den mest oplagte finger til formålet, tommeltotten, er frustrationen sikret. Denne anmelder har endnu til gode at få åbnet telefonen ved første stryg – ganske uacceptabelt. Anvender man pegefingeren virker det, efter lidt tilvænning, efter hensigten. Det er dog langt fra så elegant og effektivt som Apples egen løsning – især hvis fingeren er lidt fugtig.

Tivoli er nu åbent og man kan orientere sig inde i TouchWiz - Samsungs, til tider udskældte, interface. Allerede ved første blik er det dog tydeligt, at Samsung pønser på at forstumme kritikerne med deres nye interface. Der er bestemt kommet forbedringer.

Ikoner er blevet større og pænere på Galaxy S5
Ikoner er blevet større og pænere på Galaxy S5

Selve grænsefladen er strammet op, med simplere, større og renere ikoner. Indstillingerne er stadigvæk til stede i hobetal, men det nye ikon-design gør det lettere at få overblik over de mange funktioner. Det kræver en hvis investering af tid at hitte ud af alle funktioner.

Meget af fyldstoffet som var at finde i S4, er nu fejet væk fra startskærmen og gemt væk i menuerne. Godt det samme, for nogle af de tvivlsome apps som S-voice, SmartScroll og AirView er stadigt ligeså kluntede som dengang de blev til.

Samsung har allieret sig med populære Flipboard til at drive en magasin-fane, ikke ulig den som HTC tilbyder med Blinkfeed. Fokus er dog mest på engelsksprogede nyheder, fremfor feeds fra sociale tjenester. Facebook og Instagram er f.eks ikke at finde. Samtidig vil applikationen ikke vise mere end to rækker af nyheder.

Galaxy S5 er også med på motionsvognen med tredje udgave af app’en S-health. I partnerskab med en indbygget pulsmåler kan man tilføje puls til den selv-trackende applikation der ellers holder styr på løbe, cykle og gåture.

Pulsmåleren overbeviser ikke synderligt, ikke fordi den ikke måler korrekt, me fordi det er besværligt at måle puls på den måde. Desuden findes en række Android applikationer kan udføre samme job. Her vil Samsungs Gear Fit med indbygget pulsmåler, levere en konstant strøm af målinger for at give mere meningsfyldte data. Man kan dog også vælge, at tilslutte ANT+ kompatibel motionsudstyr.

Pulsmåleren rammer typisk plet i målingerne selv i forhold til en dedikeret pulsmåler
Pulsmåleren rammer typisk plet i målingerne selv i forhold til en dedikeret pulsmåler

Videokamera i særklasse

Under løbeturen kan der opstå fotomuligheder og her kan S5 levere ualmindeligt flotte billeder til status-updaten. Samsung har været ambitiøse med deres nye kamera som nu pakker hele 16 megapixels og en masse understøttende elektronik. Selve billedchippen er vokset til 1/2,6” tomme og nærmer sig nu hvad man finder i kompaktkameraer. Det lover godt for S5’eren som kamera.

Kameraet anvender nogle af de mange pixels til fase-detektion, dedikerede pixels som forbedrer nøjagtighed og hastighed i fokuseringen. Samsung hævder at kameraet kan finde fokus på under 250 millisekunder. Ganske rigtig, så fanger S5 fokus på bare et øjeblik i dagslys.

Selv når man zoomer helt ind er der masser af detaljer at finde på Galaxy S5
Selv når man zoomer helt ind er der masser af detaljer at finde på Galaxy S5

Når mørket falder tager det noget længere før fokus er i hus – her må S5 indtage bagsædet i forhold til mørkespecialisten HTC One (M8).

Zoomer man ind på billederne er kameraet i Galaxy S5 i en klasse for sig – i dagslys. Billederne er skarpe, farverige, faktisk er det kun specialist-telefoner som Nokias Lumia 1020 der formår at overgå den.

I svag belysning daler foto-kvaliteten betragteligt, men det koreanske flagskib er stadigt på samme høje niveau med natteravne som HTC One (M8).

Samsung er glade for features og kameraet er ingen undtagelse. Her finder man 33 forskellige indstillinger til kameraet – og flere kan endda downloades. HDR, Panorama, de-fokus og både manuelle og kreative filtre er til stede.

Det stopper dog ikke her for inde i galleriet vanker der 45 fotofiltre og effekter til efterbehandling. Den kreative eller entusiastiske fotograf vil løbe tør for strøm, før alle muligheder er afprøvede.

Er der et område hvor Samsung brillerer så er det videokvaliteten. Og Samsung leverer varen i spandevis. I den maksimale 4K-optagelse er detaljegraden så ekstrem at man gen-overvejer hvorvidt det dyre 4K-TV i Fona nu også er pengene værd.





Samtidig er både slowmotion, HDR og digital billedstabilisering til stede, for at give hjemmevideoen et pift og de fungerer upåklageligt.

En ulv i fåreklæder

Skal Samsung Galaxy S5 beskrives kort så kan den opsummeres som en ulv i fåreklæder. Maskineriet, skærmen, kameraet, det vandtætte ydre – det er alt sammen labert og hurtigt. På trods af de rigtig mange dyder står man til sidst med en ulden smag i munden.

Første uldtot i munden er Touchwiz, Samsungs tilpasning af Android styresystemet. Selvom den tilbyder et hav af features kan det nemt blive uoverskueligt for begyndere. Samsung entusiaster kan dog glæde sig – det er langt den bedste og mest anvendelige udgave af Touchwiz til dato.

Anden lille bet, er ydelsen. Samsung S5 halter konsekvent efter rivallen fra HTC. Ikke meget, men nok til at man undres. På papiret skulle Samsung nemlig være hurtigst. I tunge 3D-spil er forskellen tydelig, og man undres endnu mere.

Læs også: HTC One (M8) anmeldelse - Velkommen til første klasse

Til sidst er ærgres man over, at Samsung ikke har anvendt mere adelige materialer i deres nye stjernetelefon. I 2014 er det faktisk det eneste flagskib hvori metal ikke indgår i designet. Apple har det, Nokia har det, Sony har det, HTC har det i den grad. Eneste undtagelser er LG og Googles topmobiler, men begge blev lanceret til en langt mere favorabel pris.

Det er hver især små kritik punkter, som kan, og vil, blive overset af loyale Samsung fans. Samsung byder jo på nye unikke features. Vandtæthed er utvivlsomt et plus. Hvorvidt en utilregnelig aftrykslæser og en pulsmåler trækker opad må den enkelte afgøre. Jeg blev ikke helt overbevist.

Samsung Galaxy S5 får derfor 5 ud af 6 stjerner

Sådan bedømmer mobilsiden.dk

Samsung Galaxy S5 vil ramme de danske hylder fra den 11. april. Den fås i hvid, sort, blå og guld. Find den bedste pris her på mobilpriser.dk

Fordele:
Lang driftstid
Brilliant skærm
Vandtæt skal
Udskifteligt batteri

Ulemper:
Hakker til tider
Forkromet plastik føles billigt
Aftryks-scanner virker ikke optimalt

Samsung Galaxy S5 anmeldelse
,
1 2 3 4 5 6
Samlet Karakter:

Samsung Galaxy S5 - billigste pris fra 3399kr.
Forrige artikel Næste artikel

Få notikationer:

Læs Mobilsidens debatregler her


Kommentar

Fantasifoster 11-04-2014 17:15:56

Kan ikke forstå folk går så meget op i, at det er plastik. Taber jeg en aluminiums tlf. får den en bule hvorimod plastik absorberer stødet... Det der til gengæld ærgrer mig er, at det ser ud til at fingerprint scanneren er vildt dårlig, og hvis man hver gang man skal åbne sin telefon, skal stå og føre sin finger tusind gange henover knappen, så er det jo ligegyldigt. Kunne ellers være rart at slippe for den tvungne kode på arbejdsmobilen :/

3 0
Jonas_a 09-04-2014 18:36:22

Rigtig fint anmeldelse.
Hvad angår telefonen, var der ikke nok til at kunne få mig til at opgradere fra min S4.
Det blev en HTC One M8, og er en glad mand. :)

5 1
09-04-2014 19:16:21

Enig, skulle også købe S5, men ikke nok nyt så købte også m8 :)

3 0
Peter Lyck 09-04-2014 13:25:10

Fin anmeldelse, i beskriver det man fornemmer. At Samsung på visse områder kører i de samme riller.

Einstein sagde engang noget med at man ikke kan løse problemer med de samme metoder som skabte dem. Samsungs problem er plastik

Det gode er at Sony og HTC måske kan få lidt mere plads.

5 0
CJ 13-04-2014 15:58:23

Har ikke haft en "metal" telefon siden HTC Desire (som jeg dog var meget tilfreds med) og er mere til plastic. Har lige fået en iPod Touch og synes at metalbagsiden er ligegyldig hvis ikke irriterende. Det er andre ting end metal der får mig til at synes det er en ok mp3 afspiller. Vil nok vælge en telefon med metalbagside fra som det første... Smag og behag :-)
Tror ikke at Samsungs problem er plastic. Har trods været en del af nogle af de bedstsælgende smartphones nogensinde. Hvis man kan kalde det et problem er det nok at top producenterne alle laver hammergode telefoner nu. Fordel for os. Vi kan vælge ud fra de ting (materialer/features) der tiltaler os mest.

2 0
Trentors 09-04-2014 21:58:30

Problem? Går det specielt dårligt med deres indtjening og deres salg af mobiler?
Går det specielt godt for HTC?

Jeg syntes ikke plastik er et problem og det ser ikke ud til det påvirker salget i forhold til konkurrenter som IKKE er af plastik.

5 6
Jonas_a 10-04-2014 17:07:09

Tja, de mister da måske ikke voldsom mange, men en del kunder.
Jeg har selv haft Samsungs tre sidste Galaxy S modeller, håbede på at S5 ville få en bedre byggekvaliitet, men øv.. :(
Nu er jeg hoppet med i HTCs vogn og er meget tilfreds.

2 1
08-04-2014 20:33:43

Plastik eller ej, så er den sq imponerende på nogle områder:http://www.cultofandroid.com/61031/galaxy-s5-endures-unbelievable-water-torture-survives-video/

4 1
08-04-2014 16:56:10

God anmeldese, men hvilken telefon ville redaktionen mene er bedst af HTC One, Galaxy S5 og Z2?

1 0
Alex Pedersen 08-04-2014 15:29:37

@Lasse -Ja plastik er bedre til at aflede varme, det er derfor man bygger køleribber i plastik og ikke i alu, vent hvad. ironi kan forekomme :-)

3 0
09-04-2014 11:09:09

Det kunne jo være at det er ment som, ikke optager varmen lige så hurtigt. Så du ikke står med en isnende kold mobilos ind til kinden en vinterdag..... Det har i hvert fald været en af deres begrundelser.

1 1
Jonas_a 09-04-2014 18:40:23

Nu er det forsiden man holder ind til kinden og den er lavet af glas, men ja, resten kan godt blive en kold fornøjelse hvis man ikke have den i lommen.

4 0
08-04-2014 13:57:29

På min personlige top 3 ligger den på en trejdeplads. HTC One M8, Xperia Z2 og så Galazy S5. Håber de snart gør noget ved det "billige" plastik design.

5 2
Lasse Øksbro 08-04-2014 14:04:11

Har snakket med samsung folkene

De vil ikke ændre plastic designet, det er grundet plastic afleder varme bedre en aluminium

2 6
08-04-2014 14:15:50

Det går da ellers meget godt for de producenter der producerer mobiler i aluminium :-) Så det lyder lidt som en dårlig undskyldning.

7 1
Lasse Øksbro 08-04-2014 15:04:57

Det var hvad samsung sagde da de fremviste s5

0 3
08-04-2014 16:01:33

Kvalitet før varme. Samsung kan lave styrke, men de kan ikke lave ordentligt kvalitet endnu, der er det HTC One der rykker med kvaliteten.

4 0
Lasse Øksbro 08-04-2014 12:09:11

Hvad betyder dette?

Til de utålmodige kan S5

1 0
Niels de Boissezon 08-04-2014 13:06:08

På Galaxy S5 kan man downloade over både Wi-Fi og 4G samtidigt. Samsung kalder det 'Download Booster'

4 0
Lasse Øksbro 08-04-2014 14:05:11

Bliver spænende at se om det kun virker til download fra hjemmesider
Eller man kan bruge det til at speede store download fra google play
Og andre programmer op

1 0
Fantasifoster 11-04-2014 17:12:20

Det virker i hvert fald til Play...

0 0
08-04-2014 08:27:48

God anmeldelse!

16 0

Om brug af cookies