Samsung Galaxy Tab 4: Snusfornuftig og børnevenlig [TEST]

Fjerde generation af Samsungs begyndertablet byder på klare fordele til en lavere pris. Men der er stadig plads til forbedringer.

Samsung Galaxy Tab 4: Snusfornuftig og børnevenlig [TEST]

Samsung nye tablets får det svært. Tabletmarkedet har mistet pusten og Samsung bløder markedsandele. Men prisvenlige produkter som Galaxy Tab 4, kan vise sig at være dem der kan vende skuden for den koreanske gigant.

Tidligere versioner som Tab 2 og Tab 3 fik ellers ikke mange roser her. Alt for lidt power, en gumpetung interface og en urealistisk pris på 3000,-kroner gjorde at mobilsiden.dk sendte Samsung hjem igen med to stjerner og en formaning.

Læs også: Samsung Galaxy Tab 3 – skuffende langsom [TEST]

Årgang 2014 ser anderledes interessant ud. Listeprisen sniger sig under 2000,- kroner, kabinettet er både solidt og let, mens en hæderlig fire-takter tikker i maskinrummet. Softwaren er samtidig opgraderet.

Det er en interessant tablet Samsung her har sammenstykket.

Tab 4 findes i 3 størrelser: 7, 8 og 10,1 tommer. Dagens testtablet er den store 10,1” variant.

Specifikationer Samsung Tab 4 10.1

Mål: 243x176x8 mm, 487 gram
Skærm: 10,1” 1280×800 (149 PPI), TFT IPS-teknologi
Ydelse: Snapdragon 400, 1,2 GHz Quad-core, 1GB RAM, Adreno 305 grafik
Kamera: 3,15MP f/2,4 optik, 720p optagelse, 1,3MP front
Lager: 16GB + micro-SD op til 32GB. + 50GB Dropbox.
Batteri: 6800 mAh
Software: Android 4.4.2 KitKat
Øvrigt: Fås i hvid eller sort.

Overaskende solid

Er man bekendt med Apple iPads og deres metalfinish vil Tab 4 virke uvant. Her er plast hele vejen rundt – ikke synderligt adeligt, men i Tab 4 er det solidt skruet sammen.

Designet vil ikke vinde nogens hjerter, men røber ikke umiddelbart at her er tale om en billig tablet. Den forkromede plastkant er Samsungs adelsmærke og er naturligvis også at finde her.

iPads trænger ofte til både hjelm og knæbeskyttere før poderne kan slå sig løs på det fine finish – her er Tab 4 bare ligeglad, den er indforstået med at absorbere børneværelsernes mange knubs.

Læs også: Næste iPad Air får en langt bedre skærm

Vægten er nede i iPad Air ligaen og sammen med en perfekt nubret bagside sikres et glimrende greb om maskinen.

Samsungs insisteren på at huse en fysisk hjem-knap driller dog. Android styresystemet er udviklet med kontrolknapper der følger med uanset hvilken vej tabletten peger og det savnes her. Kommer man til at aktivere home-knappen i utide, eksempelvis når den gemmes i tasken, bliver det decideret irriterende.

Irritationen fortsætter omkring volumen og power-knapperne. De er gemt godt nede i kanten og kan være svære at ramme hvis man ikke besidder finkirurgisk motorik.

Samsung Tab 4 10.1

Sparer på billedet

Samsung er yderst farveglade, men i Tab 4 er vi langt fra storebror tab S opulente farveorgier. Verdenen er generelt mere mat og udvasket i Tab 4 og når skærmen desuden ikke er synderlig skarp efterlyser man mere gavmildhed fra Samsung. En opløsning på 1280×800 pixels spredt ud over 10,1” hører efterhånden til forrige årti.

Læs også: Samsung Galaxy Tab S – Smuk skærm stjæler billedet [TEST]

Højtalerne er til gengæld ikke dumme. Først og fremmest fordi de er to, og fordi de sidelæns peger hver deres vej og sikrer reel stereolyd. De kan naturligvis ikke spille op til fest, men tale og film går klart igennem. Som i de fleste tablets er bass en mangelvare.

Til Netflix og anden adspredelse danner skærm og højtalere trods alt et fornuftigt tandem. Det skal nok kunne tilfredsstille de fleste.

Hestekræfter nok

Poppes motorhjelmen op dukker største forbedring i forhold til sidste års model op. Antallet af cylindre er fordoblet. Det er nu en firekernet processor der tvinger Galaxy Tab frem. Og tak for det.

Til alt fra browsing af billeder og nettet, til killinger og kællinger på YouTube er det endeligt slut med stammen og tøven. Selv større grafiske opgaver som 3D-spillet Real Racing 3, lystrer som det skal, men det er tydeligt at detaljerne er skruet ned for ikke at give processoren overarbejde.

Læs også: Samsung vil folde din tablet næste år

Driftstiden placerer sig i midten af feltet blandt Android-tablets. Man kan hive en lille dags brug af Tab 4, udfordrer man den med tunge spil dratter levetiden dog under 5 timer.

Ram og lagerplads forbliver uændrede på henholdsvis 1GB og 16GB. Bliver lagerpladsen knap, er Samsung så flinke at inkludere 50GB i Dropbox-skyen i to år – yderst gavmildt i en budgetmodel. Løber man derimod tør for RAM er der intet fix – tabletten vil kløjes og køre langsommere.

Kan også jonglere

Heldigvis er det Android 4.4 KitKat som udgør det underliggende styresystem. Google styresystem er optimeret til enheder med 512MB hukommelse, og så længe du ikke svinger multitasking-pisken for hårdt løber du ikke ind i problemer.

Og det er både godt og ondt, for lige præcis multitasking er ellers Samsung tabletternes store styrke. Et svirp fra højre fremmaner en menu hvorfra der samtidigt kan afspilles to programmer – i hver deres vindue. Det er praktisk, men udvalget af apps er begrænset. Oplagte apps som Facebook Messenger eller bare en lommeregner savnes her.

Læs også: LG G Pad anmeldelse – Et gedigent godt køb [TEST]

I modsætning til den dyrere Note eller S serie er der sparet lidt i Tab 4’s softwarepakke. Her finder du hverken dedikeret Flipboard nyhedslæser, Kids Mode eller digitale magasiner.

Hvad man til gengæld får er praktisk og anvendeligt: eksempelvis det glimrende tastatur, Dropbox eller Hancom Office-pakken der både kan læse og redigere Microsoft Office-filer.

Samtidigt kan du hente størstedelen af den store udstyrspakke igennem Samsungs Apps. I sidste ende frigiver det mere lagerplads, for ubrugte apps fylder ikke unødigt.

Intet fokus på kameraet

Tabletkameraer er typisk ikke noget at råbe hurra for, men i Tab 4 fristes man næsten til at buhe. Der er kun 3 megapixels at gøre godt med her. Samtidig udviser Tab 4 en kedelig tendens til at udviske de få detaljer der er.

Kameraet er fix-fokus, hvilket gør, at der ikke kan fokuseres på nære motiver som QR-koder. Farver og kontrast er dog hæderlige, og det gavner især ved videooptagelser som ikke skuffer nær så voldsomt.

Frontkameraet er heller ikke fantastisk, men til Skype i god belysning er det dog brugbart.

Tæt på, kedelig skærm

Samsung har taget kritikken til sig og rettet op på mange af forgængernes graverende fejl og mangler. Nu er det slut med frustrerende ventetider og hakken ved brug, samtidig er materialer og byggekvalitet væsentligt forbedret.

Der er dog stadigt en akilleshæl hvor Samsung bør yde en ekstra indsats: skærmen. Det er forståeligt, at Samsung ikke vil investere i fineste og dyreste display-paneler som dem der satses på i Tab S. Men det nuværende er for skrabet.

Spændet mellem Tab S-seriens fantastiske skærm og det man finder i Tab 4 er ganske enkelt for stort. Den nuværende er for blodfattig og lav-opløst – selv for en budgetskærm anno 2014.

Se også: Reklame – Samsung Galaxy Tab S vs. Apple iPad Air

Kan man se igennem fingre med den kedelige skærm er Tab 4 ellers et behageligt bekendtskab. Den klarer alle opgaver med bravour og Samsungs software-funktioner som skærmopdeling er praktiske.

Med en dagspris på ca. 2000,- kroner består Tab 4 og får 4 af 6 mulige stjerner.

Fordele:

  • Billig begyndertablet
  • Hæderlig ydelse
  • Multitasking
  • Fornuftig lyd

Ulemper:

  • Ringe skærm
  • Dårligt kamera
  • Irriterende knapper
 

Det næste i sagen

Siden redaktionen publicerede denne nyhedsartikel er der kommet nyt i sagen. mobilsiden valgte at gå videre med sagen. 21/8/2014 fulgte redaktionen op med en vinkel på Apple fordobler hukommelsen – Nyheden kan læses her. Se også de seneste nyheder om emnet her.