Mobilsiden.dk  /   Anmeldelser  /   Samsung Gear 2 anmeldelse: En nem, men begrænset oplevelse [TEST]

Samsung Gear 2 anmeldelse: En nem, men begrænset oplevelse [TEST]

Gear 2 er en overraskende naturlig udvidelse af din smartphone, men funktionaliteten er noget begrænset, og det er en skam.

Hvis du er vant til at gå med ur, så er det allerede naturligt for dig at have noget siddende på håndledet. Hvis ikke, så er det mit bedste bud, at du hurtigt vænner dig til det, for det er så let lige at skæve ned til den lille skærm, hvor du får at vide hvem e-mailen er fra, og på den måde let kan bestemme dig for, om den er værd at læse nu, eller om den kan vente.

Det er en mere helstøbt enhed end den sidste inkarnation af Gear-serien, og Gear 2 er helt sikkert et skridt i den rigtige retning for Samsung. Tizen er blevet skiftet ind, da koreanerne er gået væk fra Googles Android, men forskellen er ikke til at mærke. Menuerne kører let og glidende, og når man først lige har fået de få, simple navigeringsmetoder ind på rygraden, er der næsten ingen problemer med at komme rundt i Gear 2.

Læs også: Samsung Tizen telefon kommer før juli i år

De kolde facts

Samsung Gear 2 har en kvadratisk skærm på 1.63” med en opløsning på 320x320 pixels. Indeni sidder en dual-core processor på 1GHz og 512MB RAM med 4GB lagerplads. Det er rigeligt til at få hele maskineriet til at køre som smurt, og Gear 2 har ingen problemer med at køre de apps, der ligger på den.

Gear 2 kommunikerer med din smartphone via Bluetooth, og det giver en rigtig stabil forbindelse, der meget sjældent falder ud. Uret er sådan set styret af telefonen, og det er der selvfølgelig fordele og ulemper ved.

Læs også: Samsung Galaxy S5 anmeldelse: S-serien når nye højder [TEST]

Skal man eksempelvis parre uret med en anden telefon, men beholder Gear Manager-appen, så beholder man også indstillingerne, hvis man skal skifte tilbage til den første telefon igen. Til gengæld ryger en del af brugbarheden selvsagt, når telefonen ikke er i nærheden. Eksempelvis er der ingen GPS i Gear 2, så vil man have styr på, hvor langt man har løbet, så skal man altså have telefonen med sig.

Batteriet holder cirka to dage på en opladning, og om det er nok, er en smagssag. Det er det efter min mening, men jeg forstår godt, hvis man synes, det er for lidt. Skærmen er meget skarp og let at læse, men lyset kan justeres for at nærme sig en tredje dags brug.

Klassisk spænde, der er let at bruge og justere
Klassisk spænde, der er let at bruge og justere

Hurtigere end lommen

Det, Gear 2 gør bedst, er at give overblik. Det gør uret både i form af den træningsapp, Gear 2 er født med, og med skridttælleren, som giver et overblik over træningen og ens generelle aktivitet i løbet af dagen, men også vejret, kalender og e-mail er med i Gear 2, og notifikationerne fra især e-mails har jeg fundet ganske nyttige.

At man ikke skal have hånden ned i lommen og hive telefonen op for at se, hvem den mail nu var fra, bare for at finde ud af, at det er tilbudskataloget fra Bilka, er en rigtig dejlig ting, det mener jeg ikke, man kan komme udenom.

Det samme gælder for opkald, hvis man står midt i en opgave på arbejdet og telefonen ringer. Det er bare hurtigere at kigge på håndleddet, om det er mor, der ringer for sjette gang i dag, eller om det er chefen der ringer.

Minimalt udvalg af apps

Den helt store svaghed for Samsung Gear 2 er, at der er meget få apps til uret. Via Gear Manager-appen, som skal installeres på telefonen, kan man komme ind til Samsungs apps, der er understøttet af Gear 2, men udvalget er mildest talt magert.

Lige godt 50 apps kunne jeg vælge imellem, men det er inklusive omkring 15, der egentlig bare er et nyt look til uret.

Læs også: Samsung Galaxy S5 kommer snart i deluxe-udgave

Ifølge Samsung skulle der være omkring 100 apps i deres egen app store via Gear Manager, ligesom det er muligt at støve nogle apps op i Google Play, der kan køre på Gear 2. Det har jeg bare ikke været i stand til at finde, selvom jeg har fulgt Samsungs anvisninger.

Eksempelvis appen Atooma skulle være i stand til at køre på Gear 2, men selvom jeg har den installeret på min telefon, kører den ikke på uret, ligesom den ikke er at finde via Gear Manager-appen.

Ved siden af det 2MP kamera sidder også en infrarød blaster, så du kan få de basale funktioner fra fjernbetjeningen over i uret
Ved siden af det 2MP kamera sidder også en infrarød blaster, så du kan få de basale funktioner fra fjernbetjeningen over i uret

ICE kamera

Flere og flere telefoner har mulighed for at indkode såkaldte ICE-kontakter. ICE står for ‘In Case of Emergency’, og det er i den situation kameraet i Gear 2 skal bruges. I og med, at uret ikke kan bruges til det helt vilde uden en smartphone, og de telefoner uret virker med er relativt nye, så giver det ikke meget mening at sætte et kamera i uret.

Det er en fordel, at kameraet nu sidder i selve uret og ikke på remmen som i Galaxy Gear, men med kun to megapixels er opløsningen langt lavere end den er i den smartphone, Gear 2 er parret med, og softwaren kan ikke gøre op for den lave opløsning.

Læs også: Samsung Galaxy K Zoom: en ny standard for kameratelefoner 

Er telefonen løbet tør for batteri, og du går forbi en brændende bygning, hvor en tiger bærer en baby i sikkerhed, så er det godt at have kameraet i Gear 2. Når det så er sagt, så er der ikke mange andre situationer, hvor det ikke er værd at tage telefonen op og bruge den i stedet.

Herunder kan I se eksempler på billeder taget med kameraet

Uret oplades via en lille dock, der sluttes til en klassisk micro USB-oplader. Docken klikkes så på uret, som set her
Uret oplades via en lille dock, der sluttes til en klassisk micro USB-oplader. Docken klikkes så på uret, som set her

Tal til uret

Gear 2 har også indbygget mikrofon og højtaler, så man kan bruge uret til at ringe til folk. Om det er at betegne som håndfrit, så man ikke risikerer en bøde for at tale i telefon under kørslen er jeg lidt i tvivl om, når det nu sidder, hvor det gør, men muligheden er der.

Lyden er en smule skinger og skrattende, men det har en del smartphones også til en vis grad tendens til, og lyden i den anden ende er rigtig fin, så det er bestemt en mulighed at bruge denne funktion.

Det er selvfølgelig, hvis du er en af dem, der ikke har noget imod, at alle andre omkring dig også kan følge med i samtalen.

Summasummarum

Alt i alt er Gear 2 sådan set meget praktisk. Det er rart, at man hurtigt kan se de første ord af den sms, der lige er tikket ind, eller notifikationen fra TV2 Nyhederne om at mobilsiden er Danmarks mest populære website, eller hvad der nu ellers måtte stå.



Det er bare så ærgerligt, at Gear 2 ikke rigtig gør meget mere end det. Jo, der er skridttælleren, kameraet, pulsmåleren og den slags, men det er bestemt til at finde andre steder også, og meget ofte i den smartphone, uret selv er koblet til. Og for mig at se er det et kæmpe problem, at der ikke er flere apps, der kan installeres efter købet i en meget begrænset app store.

Mulighederne for et sådant ur er efter min mening mange. Tænk hvis man kunne få navigation på den lille skærm, Twitter-feed på skærmen, eller en second screen-oplevelse som man ser i nogle af de nye spil.

Prisen på Samsung Gear 2 ligger de fleste steder på lige godt 2000 kroner, og det er for meget i mine øjne. Karakteren vakler mellem 3 og 4 stjerner, men prisen bliver afgørende i den lille kattepine.

Samsung Gear 2 får 3 ud af 6 stjerner

Her kan du læse, hvad Mobilsidens karakterer betyder

Samsung Gear 2 anmeldelse
,
1 2 3 4 5 6
Samlet Karakter:
Forrige artikel Næste artikel

Få notikationer:

Læs Mobilsidens debatregler her


Kommentar

Louise 02-05-2014 08:31:39

Nej det er ikke kun notifikationer. Dem får man også, men det er heller ikke lykkedes mig at få det til at fungere. Men der er en mail app, hvor man kan se sine mails. Man kan selvfølgelig ikke svare... Men intet af det virker.. æv æv.

1 0
Mikkel Guldbjerg Jensen 02-05-2014 09:59:41

Hej Louise

Hvilken mail har du? Og har du sat din mail op i Samsungs indfødte email-klient? Det er nemlig den, Gear 2 synkroniserer fra, og i den kan du vælge det interval, der skal synkroniseres i.

Eventuelt kan du tjekke i Gear Manager, om din mailkonto er kommet med under mine apps --> E-mail --> indstillinger/tandhjulet.

Jeg håber, det hjælper.

Venlig hilsen Mikkel, Mobilsiden.dk

0 0
Louise 02-05-2014 10:14:06

Ja jeg har bare brugt den indbyggede mail app. Og sat min email op i samme. Og når jeg kigger i gear app'en er det også den email der er flueben ved. Har sågar forsøgt med gmail også, men der er stadig ingen emails på uret.. Har talt med samsung support, han havde ikke en løsning men ville måske finde en.. Det håber jeg.

Tak for svar :)

0 0
Keld Daugaard 01-05-2014 22:54:50

Louise.. det er kun til notifikationer... du suger ikke mail over på uret, i den forstand, med mindre de har lavet helt om på det... det tvivler jeg på.

2 0
Louise 01-05-2014 21:15:52

Hej mobilsiden.

Nu har jeg brugt de sidste par timer på forgæves at synkronisere mine emails med gear fit 2 fra galaxy s5, men gear fit bliver ved med at sige at der ikke er nogen emails når jeg åbner app'en. Har opsat den korrekt, kan simpelthen ikke gennemskue hvad der er galt. Har i et bud på hvad der kan være galt?

0 0

Om brug af cookies