Samsung Gear 360 – Et kamera der deler oplevelserne [TEST]

Anmeldelse af Samsung Gear 360 VR-kamera. Del oplevelser, rejser og livsbegivenheder og giv dine tilskuere en plads på allerførste parket.

Samsung Gear 360 – Et kamera der deler oplevelserne [TEST]

2016 er året hvor Samsung sammen med Facebook går all-in på Virtual Reality. Selskabets topmobiler leveres flere steder med et tilhørende Virtual Reality headset – men det vækker samtidig et behov for at kunne kreere indhold til de virtuelle verdener.

Netop sådan en løsning er Samsungs Gear 360 kamera – et kamera med et sælsomt design der optager alt, hvad der foregår omkring en.

Se også:  Samsung Danmark: VR tager fart i 2016 [WEB-TV]

Samsung Gear 360 VR kamera
Samsung Gear 360 kommer kun med lidt, men veltænkt ekstraudstyr. Foto: Mobilsiden.dk

Specifikationer Samsung Gear 360

Mål: 66 x 62mm i diameter, 151 gram
Optik: f/2 linse med 2x 180 graders fiskeøje
Kameraopløsning: 2x 15 megapixels 1/2,3” sensor
Ydelse: DRIME V processor, op til 4K/30 fps, 2.5K/60 fps, Full HD
Batteri: udskifteligt 1.350 mAh, micro-USB opladning.
Pris: omkring 3.000 kroner

Minimumskrav til Gear 360 software: Mac eller PC med mindst 3GB RAM, Intel Pentium/AMD A4 eller hurtigere.
Anbefalet til 4K-redigering: 64-bit styresystem, mindst 6GB RAM, Intel Core i7/AMD FX eller hurtigere, NVIDIA GT-series/AMD Radeon R5 eller hurtigere, 2GB video-RAM.

Samsung Gear 360 VR kamera
Samsung Gear 360 batteri og lager kan skiftes ud. Foto: Mobilsiden.dk

Lækkert fremtidslook

Det er ikke bare konceptet bag Gear 360 der smager af fremtid, selve designet på Gear VR synes også at være importeret fra en højteknologisk fremtid der vækker associationer til kult sci-fi spillet Portal.

Gear VR er en sfærisk sag der størrelsesmæssigt befinder sig halvvejs mellem en tennis og bordtennisbold. Den fylder og vejer omtrent det dobbelte af et actioncam, hvilket giver mening for kameraet består teknisk set også at et front og bagudvendt ditto.

Hele pakken er samtidig vand- og støvafvisende, men jeg ville nu alligevel være forsigtig med det på det næste store eventyr, for optikken er noget udsat, på grund af sit 180 graders design.

Læs også:  Sony afslører dansk lanceringsdato for PlayStation VR

Samsung Gear 360 VR kamera
Samsung Gear 360 ligner noget fra fremtiden. Foto: Mobilsiden.dk

Smart tilbehør

At optikken er så udsat som den er, bekræftes ofte, for der synes hele tiden at sætte sig spor af mine fedtfingre på glasset. Heldigvis er den medfølgende bærepose uhyre godt tænkt, for det indvendige mikrofiber-for gør det let at pudse optikken hver gang kameraet tages ind og ud af posen. Glimrende detalje.

Gear 360 leveres øvrigt med et smart kombineret mini-stativ/greb, samt en lille strop til at sikre kameraet til håndleddet. Det følger altså ikke et arsenal af greb, monteringsplader eller andet godt, der typisk følger med et actioncam – men Gear 360 er altså heller ikke gearet til det vilde eventyr.

Sidste stykke tilbehør skal du selv hente, da der er tale om Cyberlinks Gear 350 ActionDirector – et stykke software til efterbehandling og klipning af dine cirkulære videoer.

Læs også:  HTC Vive – Pris og tilgængelighed på HTCs VR headset

Samsung Gear 360 VR kamera
Samsung Gear 360. Foto: Mobilsiden.dk

Visse krav

Før du overhovedet kan komme i gang med Gear 360, skal du sikre dig, at du har en af de nyere Samsung modeller der understøtter kameraet. Listen er kort:

  • Samsung Galaxy S6
  • Samsung Galaxy S6 Edge
  • Samsung Galaxy S6 Edge+
  • Samsung Galaxy Note 5
  • Samsung Galaxy S7
  • Samsung Galaxy S7 Edge
  • Samsung Galaxy Note 7

Har du en anden mobil end ovenstående kan du glemme alt om at bruge Gear 360 – eller håbe på, at Samsung på sigt vil brede supporten til andre smartphones. Der findes dog et brugbart hack.

Med det af vejen, skal kameraet oplades via et micro-USB stik og du skal have et hurtigt micro-SD kort hånden for at sikre dig, at du kan optage i de højeste opløsninger.

To Samsung apps er ydermere nødvendige for at få mobil og kamera til at tale sammen: Samsung Gear Manager og Gear 360 app’en.

Den yderlige parring foregår igennem bluetooth samt NFC og er en formssag: lad de to enheder nærme sig hinanden og de vil automatisk knytte sig til hinanden.

Læs også:  Nu kan du tage 360 graders foto med Google [TIP]

Samsung Gear 360 VR kamera
Samsung Gear 360 skal holdes helt vandret og helt roligt for at give de bedste resultater. Foto: Mobilsiden.dk

Kræver en rolig hånd

Nu er du klar til at skyde løs med Gear 360 – du vil dog hurtigt indse, at der skal tænkes og skydes anderledes end med et sædvanligt kamera eller actioncam.

Hvidbalance, eksponering og ISO-følsomhed fungerer som på et almindeligt kamera, men så stopper lighederne også der.

Der optages i op til 3840 x 1920 pixels ved 30 fps – tæt på 4K opløsning, eller ved 2560 x 1440 pixels op til 60 fps. Førstnævnte er at foretrække, da det kun er et udsnit af videoen der afbilledes, når det bagefter vises på skærmen eller i et VR-headset.

Derefter kommer selve optagelsen. Her skal der ikke længere tænkes på komposition – det begreb eksisterer ganske enkelt ikke i 360-graders film. Du kan dog se, hvordan resultatet vil tage sig ud på mobilen, den høje opløsning gør dog, at her er mere tale om et slide-show end et decideret live-visning.

Læs også:  Facebook introducerer videoer i 360 graders visning

Samsung Gear 360 VR kamera
Her er det som Samsung Gear 360 kameraet ser. Foto: Mobilsiden.dk

Hvad du især skal være opmærksom på, er hvordan kameraet placeres i forhold til det du vil filme. Gear 360 befinder sig bedst midt i handlingens centrum, men med tre uhyre vigtigt forbehold: kameraet skal altid holdes helt vandret, det skal bevæge sig minimalt under optagelserne og du skal tage dig god tid.

Glemmer du de to første gyldne regler, vil dine optagelser hurtigt vække søsyge hos dine tilskuere. Sidste råd er også vigtigt, for det giver dine tilskuere tid at bevæge sig rundt i dine optagelser og få en fornemmelse af, at få det hele med.

Vil du nøjes med at tage fotos, gælder samme råd: placer kameraet der, hvor tingene sker og hold det for guds skyld helt vandret.

Kameraet kan slutteligt også benyttes som et mere klassisk actioncam, med et 180 graders synsfelt. Det er dog fortsat en anelse bredere end et GoPro Hero 4 med dets 170 graders synsfelt.

Læs også:  YouTube understøtter nu 360 graders visning

Kræver efterbehandling

Når klippene er i hus kan de overføres trådløst fra kamera til mobil – det tager lidt tid, for billedfilerne og filmklippene fylder en del.

Vil du dele din 360-videoer vil jeg dog råde dig til at vende dig mod din PC eller Mac og gå i krig med den Cyberlinks videoredigeringsprogram. Samsungs mobiler tillader nemlig ikke, at redigere i fuld opløsning.

Jeg vil igen understrege, hvor vigtig opløsningen er her for selvom 4K lyder af meget, er det udsnit der vises i meget lavere opløsning og man føler sig hensat til DVD-kvalitet. Altså godt, men ikke prangende i disse HD-dage.

Eksporterer du derimod dine optagelser i lavere opløsninger, giver resultaterne flashbacks til de glade VHS- og Betamax-dage – en æra, som nødigt skulle gøre comeback.

Redigeringssoftwaren er forholdsvis basisk, men lader dig klippe og klistre dine videoer sammen og krydre det med et lydspor, overgangseffekter og nogle filtre.

Resultatet kan derefter uploades direkte til enten Facebook eller YouTube.

Læs også:  Eksklusiv test af HTC Vive: Så godt virker det nye VR-headset

Samsung Gear 360 VR kamera
Zoomer du ind på de enkelte detaljer, kan du se at selv med 30 megapixels opløsning, bliver detaljerne hurtigt udviskede. Foto: Mobilsiden.dk

Billedkvaliteten er der

Samsung Gear 360 er ikke det første amatør VR-kamera, den ære tilfalder Ricohs Theta-serie som siden blev efterfulgt af Kodaks modulære PixPro.

Gear 360 er dog det første forbrugerkamera der tilbyder video og foto-opløsninger som er høje nok til, at både video og stillfotos har den detaljerigdom der skal til, for at tilskuerne føler, at de bliver transporteret et nyt sted.

Rigtig godt bliver det, når resultaterne afspilles og man som tilskuer placeres i en domkirkes midte, på førersædet af en arrig Lamborghini eller centralt inde i en kunstinstallation. Tager du et VR-headset på, så indfries VR-teknologien løfte – det bliver som at være der selv.

Klik her for at se levende 360-panorama taget med Gear 360.

Farver og kontrast er, som så ofte hos Samsung, spillevende og generelt er resultaterne flatterende. Der er dog, som altid, plads til forbedringer.

Dynamikken i billederne og videoen er ikke særlig høj, og det kan selv HDR-funktionen ikke rette synderligt op på. Højlys vil derfor udtværes i hvide plamager, mens skygger vil sortne. Samtidig er overgangen fra front- til bagkameraets optagelser ikke altid lige jævn. Den maksimale bitrate på 50 mbps er samtidig også i den lave ende.

Kameraet formår dog at holde styr på støjen – selv indendørs. I nattetimerne bliver det dog hurtigt for mørkt til detaljerede videoer.

Alt i alt har Gear 360 et stort potentiale, for at være godt udgangspunkt til at give sig i kast med 360 videoer og fotos. Jeg ærgres dog lidt over, at avancerede features som en pendant til GoPros Protune-mode eller en RAW-funktion ikke er inkluderet. På sigt kan det begrænse dem, hvis ambitioner er til mere end hjemmevideoer.

Se også:  Se Samsung Gear VR

VR kameraet til folket

Med Gear 360 har Samsung taget et produkt som i grunden er uhyre indviklet, et 360 graders kamera, og gjort det tilgængeligt for de fleste. Forudsat, at de fleste i forvejen er ekviperet med en nyere Samsung-mobil.

Resultaterne er gode nok til, at de fleste vil nyde at dykke ned i de virtuelle billeder og film, men samtidig er kameraet stadig både stærkt, kompakt og forholdsvis enkelt at betjene.

Dagsprisen på lige omkring tre tusinde kroner er høj, men er fortsat rimelig, taget i betragtning at Gear 360 reelt set er to glimrende action-kameraer samlet i en enkel enhed. Skal du have bedre resultater, skal du investere mindst det femdobbelte i langt mere komplicerede enheder som GoPros Freedom 360 eller Iris 360.

Det bliver derfor til 5 ud af 6 stjerner.

Fordele:

  • Enkel opsætning og betjening
  • Vilde muligheder
  • Kan bruges som almindeligt actioncam
  • Gode farver og kontrast

Ulemper:

  • Virker kun med visse Samsung-telefoner
  • Basiske redigeringsmuligheder
  • Sløv live-visning

Fortsættelse af sagen

Alle gode fortællinger har sin fortsættelse. mobilsiden kørte videre med bolden. 24/8/2016 postede redaktionen en ny vinkel med artiklen Ny OnePlus teaser: lancerer ’noget særligt’ i morgen – Historien finder du her. Temaet lever stadig. Tjek de sidste nyheder om Headset..