Mobilsiden.dk  /   Anmeldelser  /   Samsung Gear S2 - innovativt og solidt smartwatch [TEST]

Samsung Gear S2 - innovativt og solidt smartwatch [TEST]

Anmeldelse: Samsungs Gear S2 smartwatch er robust og byder på en glimrende interface. Men er desværre ikke nok.

Smartwatches er efterhånden ikke nogen ny opfindelse. Samtidig er sydkoreanske Samsung ingen nybegynder i genren, med deres Gear-familie af smart-ure som nu tæller 7 medlemmer, siden den første debuterede i 2013.

Men hvor smartphonen hurtigt blev hvermandseje, har Samsung og de andre elektronikproducenter fortsat svært ved at overbevise den brede befolkning om, at et stykke håndledselektronik er et must.

Derfor ser du sjældent noget Gear ur (eller noget andet smartwatch for den sags skyld) i gadebilledet - det vil Samsung lave om på med Gear S2 - selskabets nyeste og mest ambitiøse bud på et smartwatch.

Gear S2 ere mere avanceret end nogensinde, og vrager nu det klodsede firkantede look for i stedet at ligne et regulært ur - med et rundt og flot display.

Læs også: Samsung Gear S - Langt fra sci-fi til virkeligheden [TEST]

Foto: samsung

Specifikationer Gear S2

Mål (Gear S2): 42,3 x 49,8 x 11,4mm, 47 gram
Mål (Gear S2 Classic): 29,9 x 43,6 x 11,4mm, 42 gram + rem.
Display: 1,2” AMOLED display 360x360 pixels (302 PPI)
Ydelse: Exynos 3250 1,0 GHz dual-core, 512MB RAM
Software: Tizen
Batteri: 250 mAh
Sensorer: pulsmåler, skridttæller, lyssensor
Øvrigt: IP68-vandtæt, NFC, Bluetooth 4.1, WiFi
Pris: fra 2.990,- kroner

Find den billigste pris på Samsung Gear S2 her

Foto: Mobilsiden.dk

Gear S2 står som en diametral modsætning til sin forgænger Gear S. For Gear S var en kolos der mest af alt lignede et stykke halvsmeltet mini-smartphone om håndledet. Det er slet, slet ikke tilfældet med Gear S2, som i mest af alt forsøger at ligne et normalt armbåndsur.

Ur-udseendet kommer mest fra den runde formgivning og en størrelse der med sin 42 mm bredde urkasse vil passe til de fleste herrers håndled uden at virke for voldsomt.

Se også Samsung Gear Fit anmeldelse: Futuristisk og frustrerende [TEST]

Samtidig er uret tilgængeligt i to forskellige finishes, der hvert efterligner velkendte urtyper. Du kan vælge den almindelig variant, der med sin robuste stålkonstruktion og bløde plastrem vækker associationer til de bedre Swatch-ure, eller ty til den dyrere Classic variant.

Gear S2 Classic skifter plast ud med 20mm aftagelig læderstrop og blankpoleret rustfrit stål, og prydes af en nubret urskive der minder om traditionelle sports- og dykkerure til mænd.

Foto: Mobilsiden.dk

Sportspræget

De sportslige strejf bekræftes i begge modeller og deres vandtætte IP-68 konstruktion, der gør at uret kan tåle vand og sprøjt. Et decideret dykkerur er det dog ikke, så du bør ikke regne med uret i svømmepølen.

Det er den billigere non-Classic variant jeg tester, og med sit mørkegrå plastlook, opleves den som henvendt til motions- og idrætsfolket, med et design der placerer sig mellem det enkle Swatch-look og dedikerede løbeure fra f.eks. Polar eller Garmin.

Læs også: Sony Smartwatch 3 SWR50 - Aktivt og vågent smart-ur [TEST]

Remmen fæstnes ved hjælp af et Samsung-udviklet system, der kræver at du trykker en spænde frem og trækker i remmen. Det tog mig noget tid at regne den ud, men efter at have kæmpet med mekanismen i nogle minutter fik jeg grejet den og kan nu se, at det er en hurtig men alligevel sikker mekanisme.

Den alternative rem betyder dog, at du kun kan vælge iblandt Samsungs begrænsede udvalg af tilbehør som kun tæller en håndfuld farver og designs. Uret leveres med to størrelser rem: Large og Small.

Vil du have et støre remudvalg skal du spendere noget mere og få Classic-varianten. Den kommer med 20mm standard urrem, og kan derfor udstyres med alt hvad den klassiske urverden kan byde på af plast, læder, metal, slangeskin eller andre eksotiske materialer.

Testemnets sportslige fremtoning underbygges af et hav af sensorer, herunder en pulsmåler, der registrerer dagens udfoldelser såsom tilbagelagte skridt eller træningspas.

Pulsmåleren døjer dog med samme problem som mange af sine kolleger, den har ofte svært ved at registrere min puls, hvilket i praksis udelukker pulstræning for mit vedkommende. Den fungerer dog igen, når jeg måler i ro og mag, men så ryger idéen jo lidt.

Foto: Mobilsiden.dk

Genial urkrans

En af de store udfordringer for smartwatch-producenter generelt, er at give brugerne en tilfredsstillende måde at interagere med uret.

Knapper, touch-skærme og stemmestyring har begrænsninger, og dem omgår Samsung på smart vis ved at gøre hele ringen omkring displayet til et stort klikhjul.

Det fungerer glimrende i al sin simpelhed.

Kransen er tæt på at være perfekt afstemt til at yde en let modstand, der markerer når der skiftes mellem apps eller hjemmeskærme.

Se også: Apple Watch til test: Sporty og kringlet luksus [TEST]

Samtidig går der er cirkulært tema igennem interfacet. En selvfølge - når nu uret er rundt, men det er der ingen af de rivaliserende runde smartwatches, der kan prale af.

Kransen suppleres af to knapper: den øverste fungerer som en ’back’-knap, mens den nederste bringer en tilbage til hjemmeskærmen.

Samsung fortjener stor ros her. Det er i al sin enkelhed den bedste fysiske interface i et smartwatch til dato.

Foto: Mobilsiden.dk

En glimrende skærm

Når uret er på armen er den dybsort, men så snart du vender den mod dig liver uret op, og viser sig fra sin allerbedste side: det 1,2 tommer store display.

Skærmen har en opløsning på 360x360 pixels, hvilket resulterer i skarpe 302 PPI – hvilket får al tekst og grafik til stå trukket skarpt op.

Displayet er af den såkaldte AMOLED-type, og består derfor af tusindvis af små lysdioder der lyser op når der er behov for det - og som slukkes helt når de går i sort. Det giver en dyb kontrast, hvis lige kun ses i Apples Watch, LG’s G Watch R og Urbane.

I modsætning til LG’s alternativer, ejer Gear S2 en lysmåler der gør, at skærmen konstant tilpasser sig omgivelserne. Alt står derfor flot, uanset om du står under højfjeldssol, eller sidder inde i en mørk biograf.

Skærmen beskyttes af Gorilla Glas 3, hvilket gør den ridsefast, dog uden at være lige så stærk som safirbeklædte ure som Apples samt Huaweis Watch. Udover den lille svaghed, er urets skærm bare en af de bedste af sin slags.

Foto: samsung

Masser af urskiver

Den dejlige skærm akkompagneres af et rigt udvalg af urskiver, som endvidere kan udvides ved en shoppetur i Samsung Gear app-butik.

Som hos Apple kan visse urskiver skræddersys og det fremviser en af smarturets største attributter: den kan tilpasse sig din garderobe, uanset om du er på vej til fest, eller en løbetur i skoven.

Urskiverne kan justeres i selve uret, men også via den Samsungs Gear-app der danner navlestreg til mobilen.

Efter at have leget med de forskellige urskiver, fra tourbillion-ure til digital neonskrift, kan de enkelte urskiver tilpasses yderligere med andre baggrunde, visere eller farver.

Læs også: Gear S2: tæt på den roterende ring omkring urskiven

Foto: Mobilsiden.dk

Knap så smart opsætning

Men inden alle funktionerne kan udforskes, skal uret først parres med din mobil. Det kræver at din smartphone har Android 4.4 KitKat eller nyere samt halvanden GB RAM og at du installerer Samsungs Gear-app.

Opsætningen er dog ikke færdig endnu, du skal også oprette en Samsung-konto for at komme i gang. Derefter rådes du til at installere yderligere to apps (Samsung Accessory manager og S Health) for at få den fulde funktionspakke.

Altså i alt 3 apps og en konto-oprettelse skal der til, før du er i gang. Lidt for meget af det gode.

Når alt er installeret slutter applikationerne sig til uret via bluetooth, og hele parringsprocessen kan speedes op ved at bruge urets indbyggede NFC-chip.

Se også: Samsung Gear S2 - Smartwatch i to varianter

Foto: Mobilsiden.dk

For få apps

Den langtrukne parringsdans åbner op til Samsung app-butik til Gear, som desværre ikke imponerer ved at bugne med indhold.

Mine to favorit-apps til smart-ure, Endomondo og Google Maps, er eksempelvis ikke at finde. Førstnævnte undrer desuden lidt, for den findes til den ældre Samsung Gear.

Samtidig savner jeg kommunikations apps som Facebook, Messenger, Gmail og Hangouts, men disse finder dog vej til uret via notifikationer fra de enkelte apps

At app-udvalget er begrænset, betyder dog ikke, at funktioner nødvendigvis udebliver. Nokia’s udmærkede Here Maps kan eksempelvis benyttes af Gear S2, og Nikes løbeapp kan erstatte de fleste af Endomondos funktioner.

Det sparsomme udvalg ærger, for den måde der navigeres igennem apps er så simpel og ligetil, at jeg ikke vil have noget imod at have et hav af apps på uret.

Som med de fleste app-butikker, så kræver det nogen tid før udvalget begynder at blomstre. Samsung Gear-butik har heldigvis potentiale til at blive et af de mest udbredte app-økosystemer til Android-telefoner. Derfor tror jeg, at de mest nødvendige apps nok skal dukke op på sigt.

Foto: Mobilsiden.dk

Brug Samsungs app i stedet

Samsung ekviperer samtidig uret med deres egne applikationer til at sikre, at de grundlæggende funktioner er på plads.

Kalender, besked og vejr-apps fungerer som de skal, men så snart der skal indtastes noget, er man henvist til et mikroskopisk T9-tastatur som mine pølsefingre aldrig blev fortrolig med.

Alternativt kan stemmen bruges sammen med Samsung S-voice, men denne forstår altså ikke dansk endnu – hvilket hurtigt bliver et problem for danske navne og stednavne optræder ofte i mine aftaler og beskeder.

Foto: Mobilsiden.dk

Snappy sag

Min oplevelse af uret er generelt flydende og gnidningsfri. Jeg har ikke oplevet mange af de pauser, der får en anmelder til at undersøge hvilken form for mekanik der gemmer sig bag skærmen.

Men for fuldstændigheden skyld skal det nævnes at det er Samsung egenudviklede Exynos-processor og Tizen styresystem der svinger taktstokken i den runde dingenot.

Det er en dual-core der kun snurrer ved 1 GHz, men den lader til at være velegnet til at drive Tizen-systemet som har været at finde i Gear-enhederne i de sidste halvandet år.

Strømmen leveres af et overraskende lille batteri på 250 mAh, mindre end i selv det mindste Apple Watch.

Det rækker til to dages brug, hvis skærmen indstilles til at sætte ud når uret ikke er i brug. Slår du ’Always On’ til, skal du være opsat på at slå et smu forbi opladeren hver aften, før du går i seng.

Selve opladningen foregår trådløst via en lille kompakt dock, men kan foregå ved enhver anden Qi-kompatibel flade – dog kun hvis du knipser remmen af så den kan hvile fladt på ladefladen.

Eftersom opladningen foregår trådløst, sætter det en grænse for hvor hurtigt strømmen kan leveres, og en fuld opladning tager derfor en smule over to timer. Den ene morgen hvor jeg havde glemt at lægge uret til opladning, havde en quick-charge feature dog været velset.

Foto: Mobilsiden.dk

Glimrende hardware, tvivlsom software

Samsung Gear S2 har på mange måder været et behageligt bekendtskab under testperioden. Uret er behageligt, sportslig at se på, skærmen er fantastisk og klikkransen omkring er genial.

Som notifikationsforlænger er den nye Gear kompetent og den holder rimeligt på strømmen.

Alligevel kan jeg ikke se mig selv som Gear S2 ejer lige foreløbigt, dertil er sportsfunktionerne for begrænsede af manglende apps og en tvivlsom pulsmåler.

Når prisen samtidig flirter faretruende med de tre tusinde kroner, bliver Gear S2 ganske pebret i forhold til funktionerne.

Vi lander derfor på 4 ud af 6 mulige stjerner.

Se også: Samsung Gear S2 klar til salg i Danmark

Fordele:

  • Robust hardware
  • Krans og interface er geniale
  • Skærmen er flot og funktionel
  • Rimelig driftstid

Ulemper:

  • Dyr
  • Vigtige apps mangler
  • Ingen dansk stemmestyring
  • Pulsmåler virker ikke under træning
 




 

Samsung Gear S2 test
,
1 2 3 4 5 6
Samlet Karakter:

Samsung Gear S2 - billigste pris fra 2395kr.
Forrige artikel Næste artikel

Få notikationer:

Læs Mobilsidens debatregler her



Om brug af cookies