Mobilsiden.dk  /   Anmeldelser  /   Samsung GT-B7722 - Dual-sim mobil med touchscreen (mobiltest)

Samsung GT-B7722 - Dual-sim mobil med touchscreen (mobiltest)

En kraftig dual-sim mobil med blandt andet WiFi og 5 megapixel kamera, men der er desværre en række irritationsmomenter og mangler.

For et halvt års tid siden havde jeg for første gang fornøjelsen af at teste en ægte dual-SIM-mobil.

Altså en mobil, der har plads til to sim-kort, hvor begge er aktive samtidig.

Dengang var der tale om Samsung C5212, men nu har jeg haft fingrene i storebroderen B7722, som har lidt mere under motorhjelmen, blandt andet WiFi tilslutning, 5 megapixel kamera og en trykfølsom skærm på 3,2 tommer, selvfølgelig kombineret med dual-SIM-funktionen.

Dual-SIM fungerer stadigvæk

Jeg vil ikke gå frygteligt meget i detaljer med dual-SIM-funktionen, det fungerer akkurat på samme måde som i forgængeren C5212, der kan læses lidt flere detaljer i den gamle anmeldelse her.

Det fungerer stadigvæk upåklageligt, jeg oplevede i hvert tilfælde ingen problemer, da jeg hoppede frem og tilbage imellem SIM-kortene. Jeg er stadigvæk lidt imponeret over, at Samsung har formået at lave et system, som tilsyneladende fungerer så gnidningsløst.

En enkelt gang oplevede jeg, at det ene SIM-kort mistede signal (begge kortene kører på samme netværk), på trods af, at jeg befandt mig et sted, hvor der altid har været dækning - det tog dog ikke andet end et par sekunder før det var på igen.

Det er ikke lykkedes mig at genskabe fejlen, så jeg formoder, at der er tale om et lille uheld.

Design og materialer

Designet kan umuligt skræmme folk væk, telefonen er helt sort med en ramme af sølv rundt om fronten, samt en smule sølv i forbindelse med knapper og kameraet på bagsiden.

Materialerne er plastik hele vejen igennem, dog virker det stadigvæk som værende kvalitet, der er ingen mislyde og telefonen ligger ganske fint i hånden.

Det største ankepunkt ved designet og materialerne er, at den er meget modtagelig over for fedtede fingre, både på skærmen og på bagsiden. Der går ikke mange øjeblikke, før den ser meget fedtet ud.

B7722 vejer 112 gram og fylder en lille smule i landskabet med dimensionerne 113,5x55,5x14,3 millimeter. Men tager man i betragtning, at der er tale om en dual-SIM mobil med en nogenlunde stor trykskærm, så syntes jeg, at både vægt og størrelse er helt i orden.

Bruger-interface

Mobilens brugerflade er baseret på Samsungs TouchWiz system. Man har tre startskærme at gøre godt med, og der kan swipes imellem dem, ved at køre fingeren horisontalt hen over skærmen.

Menuen er nærmest uoverskuelig, alle programmer er smidt derind i en pærevælling, tre sider med godt og vel 36 menu-punkter, og selvom man kan flytte rundt på dem efter behov, syntes jeg stadigvæk, at det er noget rodet.

Heldigvis kan man fylde de tre startskærme op med widgets, så jeg behøvede ikke benytte menuen særlig tit.

Desværre syntes jeg i det store hele, at mobilens brugerflade virker noget klodset. Jeg tror til dels, at det skyldes, at de widgets man kan tilføje, er rimelig store og derfor optager meget plads.

Man skal selvfølgelig kunne betjene mobilens trykskærm med én finger, men det hele virker lige stort nok syntes jeg - det giver en lidt for ungdommelig fornemmelse, som mobilen ellers ikke burde have.

Det samme kan egentlig siges om menu-ikonerne, man kunne sagtens have lavet ikonerne lidt mindre, uden at de bliver umulige at ramme, og måske smidt nogle af dem ind i en undermappe.

Indtastning

Al indtastning foregår selvølgelig via tryksærmen, man kan vælge imellem et standard tastatur-layout, eller vippe telefonen og få et komplet QWERTY-keyboard.

Begge muligheder fungerer rigtig fint, selv QWERTY-layoutet har nogenlunde store taster, og i begge tilfælde reagerer skærmen hurtigt.

Der var dog nogle ankepunkter, når man skriver et ord, så foreslår mobilens indbyggede T9-ordbog selvfølgelig nogle alternative ord, bladrer man igennem forslagende, er det ikke nok at standse ved det ønskede og trykke mellemrum, man skal trykke på ordet og derefter på mellemrum for at vælge det. Det irriterede mig i længden, at man skulle bruge to tryk for at komme videre i teksten.

Når man skal søge efter en kontakt i telefonbogen, så savner jeg en lidt smartere søgning.

Skal man finde “Far”, skal man først trykke 3 gange på tre-tallet for at få F, herefter 1 gang på to-tallet og til sidst 3 gange på syv-tallet.

Det kan altså laves smartere, med en smule gætværk burde jeg kunne trykke en gang på hver tast og få vist de muligheder der passer.

At aktivere T9 vil nogen mene er en løsning men nej, her staves der blot til “Får” og det medfører ikke noget korrekt.

Internet

Telefonen har indbygget WiFi, som fungerer helt upåklageligt, det går faktisk hurtigere at oprette forbindelse til et givent netværk, end de fleste bærbare computere jeg har haft.

Kommer man ud af rækkevidde giver telefonen dig besked, men den opretter dog ikke automatisk forbindelse, så snart du vender tilbage til dækningen, her skal man manuelt tilslutte igen.

Den indbyggede browser er dog rimelig elendig, alt for ofte kommer man ud for, at telefonen melder, at siden er for stor, og derfor ikke vises korrekt - det er simpelthen ikke godt nok.

Som regel benytter jeg Opera Mini browseren på min telefon, om det ville afhjælpe problemet at skifte browser ved jeg ikke, men under alle omstændigheder burde det ikke være en nødvendighed at installere en ny browser.

Diverse

Den indbyggede FM-radio er godkendt, lyden er i orden og jeg oplevede ikke udfald i de områder jeg bevægede mig i - ikke alle radiomodtagere jeg har oplevet er lige gode her i omegnen.

De medfølgende høretelefoner var ligeledes rigtig fine, og da der ikke er et 3,5 mm audio stik i telefonen, har Samsung valgt at vedlægge en adapter, så man kan altså benytte sine egne høretelefoner, hvis man vil.

Kameraet er på 5 megapixel, og det løste sin opgave ganske glimrende. På det ene billede med nogle blomster, er den gule farve dog meget udvandet, blomsterne var væsentligt mere gule end billedet antyder, men alt i alt er det blevet nogle udemærkede billeder, syntes jeg.

Batteritiden er bedre, end jeg umiddelbart havde forventet, den holdt i godt og vel 3 dage ved mit normale brug, samt en lille smule spil og noget brug af WiFi.

Billeder taget med Samsung GT-B7722

Konklusion

En af de helt store forcer ved Samsung B7722 er selvfølgelig muligheden for dual-SIM, og leder du efter en sådan model, så skal du heller ikke gå forbi denne enhed, det er trods alt en af de kraftigste dual-SIM telefoner i øjeblikket.

Men dual-SIM-mobiler rammer en niche, det er ikke til det helt brede marked, og jeg syntes umiddelbart, at telefonen skyder lidt forbi sin målgruppe.

Der var en del mangler og irritationsmomenter, og modellen ligger ikke i den helt billige ende - en søgning på Google oplyste priser i omegnen af 2.700 kroner.

På den positive side, så tager den udemærkede billeder, og lyden er ligeledes ganske fin, men blandt andet det store problem med den indbyggede browser gør, at jeg ikke vil give den mere end tre ud af seks stjerner.

Forrige artikel Næste artikel

Få notikationer:

Læs Mobilsidens debatregler her



Om brug af cookies