Mobilsiden.dk  /   Anmeldelser  /   Samsung NX30 anmeldelse: Videoentusiast og ivrig deler [TEST]

Samsung NX30 anmeldelse: Videoentusiast og ivrig deler [TEST]

Tredje generation af Samsungs topkamera er intuitiv, delevillig, men misser fokus

Tech-giganten Samsung er en relativt ny spiller inden for kameraer med udskiftelig optik. Traditionelt er det mærker som Canon og Nikon, som dominerer blandt ambitiøse kameraer, men Samsungs ingeniører er dygtige til at rulle nye modeller ud, og overhale etablerede spillere indenom.

Samsung NX30 er dermed tredje generations topmodel i NX-serien. En serie som på mange måder aber traditionelle spejlreflekser efter, men nu uden spejlmekanikken, den er skiftet ud med et elektronisk søger. Det kommer der et betragteligt mindre, men ligeså kapabelt kamera ud af.

Hidtil har systemkameraer lidt af sløvere autofokus end rivalerne fra refleksland, men Samsung udstyrer billedchippen i NX30 med fokus-optimerede pixels, for hurtigt og sikkert at finde fokus.

Samsungs nye fotoflagskib pønser også på mere end bare at slå spejlreflekserne på deres hjemmebane. Samsung har nemlig bagt en bred vifte af features fra smartphoneverdenen til den sociale fotograf, med blandt andet Wi-Fi og NFC tilslutninger.

Dermed er NX30 klassens nye, frække dreng, der på den ene side udfordrer spejlspecialisterne fra Nikon og Canon, og samtidig er i delehumør med direkte upload til sky, tablet, telefon og sociale tjenester.

NX30 er vokset i forhold til forgængeren men forbliver stadigt kompakt.
NX30 er vokset i forhold til forgængeren men forbliver stadigt kompakt.

Specifikationer:

Mål: 127 x 96 x 58mm, 375 gram
Skærme: 3” 1M pixels, 1x søger 2,4M pixels
Lukker: 1/8000 til 30 sekunder
Sensor: APS-C CMOS 23,5mm x 15,7mm
Billede: 20 megapixels, 5472 x 3648
ISO: Auto, 100-25600
Video: Full HD 1080p op til 50 billeder/sekund. Ukomprimeret HDMI-output ved 25p.

Et gedigent godt greb

Med mål på 127x96x42, vokser NX30 en halv centimeter i både højde og brede i forhold til forgængeren NX20. En lille men mærkbar udvikling. Tydeligst er det omkring grebet som nu sikrer en solid føring. Eneste undtagelse er de helt store optikker såsom den meget ambitiøse 16-50mm F/2-2,8 zoom, hvor et batterigreb ville være rart for at sikre grebet.

Selve huset er i plast, men et metalchassis under plastoverfladen sørger for, at der hverken kan vrides eller drejes på kræet. Det er dog lidt ærgerligt, at vi ikke får et magnesium-ydre, for NX30 nærmer sig Canon 70D og Nikon D7100 i både pris og ambitioner.

Det kompakte kamerahus blegner i forhold til store optikker som 16-50mm f/2-2,8 her.
Det kompakte kamerahus blegner i forhold til store optikker som 16-50mm f/2-2,8 her.

Køkkenvægten siger 375 gram og NX30 er dermed halvt så let som klassiske spejlreflekser. Sammenholder man det kompakte ydre med de små lette objektiver i NX-serien er Samsungs nye kamera en oplagt følgesvend til ferien.

Kameraet kan betjenes af 2 styrehjul ligesom på semi-professionelle kameraer. Det undrer lidt, at de styrer den samme funktion, som eksempelvis blænde eller lukkerhastighed – på nær i fuld manuel modus. Det snyder derfor lidt, eftersom det ikke kan indstilles nær så hurtigt som på et Nikon D7100 eller Canon 70D.

Det gør Samsung bod på ved hjælp af i-function knappen, med hvilken man hurtigt og sikkert kan bruge objektivets fokusring til at styre brugerdefinerede funktioner såsom ISO, blænde, lukkerhastighed eller mere.

Virtuel verdenssyn

Inden billedet skal i hus, kan man orientere sig enten med den virtuelle søger eller den 3 tommer store AMOLED bagskærm. Displayet kan vippes og drejes, men som noget unikt kan søgeren trækkes ud og drejes 90 grader for en periskop-lignende oplevelse. Smart til makro-optagelser i øjenhøjde med forårets margueritter og myrestier. Selve søgeren er med sine 2.4 megapixels ekstrem skarp.



Generelt er tilpasningsmulighederne mange igennem knap og menu-systemet. Er man mere til touch-betjeningen kan bagskærmen alternativt anvendes. Alt lige fra blænde, lukkertid, hvidbalance, lysmåling, fokus mode, flash indstillinger og meget mere kan betjenes med tryk på skærmen. Dobbeltkonfekt for nogle, men kommer man fra smartphoneverdenen kræver det mindre tilvænning.

Selve menuerne er intuitivt bygget op til både begyndere og avancerede brugere. Begyndere vil sætte pris på smart mode, hvor et hav af foruddefinerede scener kan vælges. Natoptagelser, portrætter, solnedgang, fyrværkeri, makro, panorama, fastfrysning af action, multi-eksponering er bare nogle få af de mange scenevalg. I den mere kuriøse afdeling finder man en hoppefunktion, hvor kameraet automatisk opdager hoppende mennesker i søgeren og skyder løs.

Ambitiøse fotografer vil også finde sig til rette i menuerne, da alle avancerede indstillinger fra spejlrefleksverdenen er til stede. Samsung er gavmilde i det medfølgende software hvor Adobes populære Lightroom applikation er inkluderet. Dermed kan man effektivt efterbehandle, sortere og arkivere billeder i både RAW og JPEG format.

Social til fingerspidserne

NX30 er et socialt og delevilligt kamera. Bevæbnet med NFC og WiFi tilsluttes mobilen relativt tjept, faktisk hurtigere end hos specialister som Sony QX-optikkerne. Når NX30 taler med telefonen, fjernstyres kameraet og billeder overføres trådløst i fuld størrelse, eller i mere delevenlige 2 megapixels. Billederne tager er par sekunder før de overført, men ventetiden synes ikke urimelig i forhold til rivallerne.

Læs også: Sony QX100 anmeldelse - billeder i plakatstørrelse til mobilen

Trådløs fjernstyring introducerer dog lidt forsinkelse: omtrent et halvt til et helt sekund går der, fra tryk på telefonen til billedet bliver taget. Kameraet er samtidig låst, og man skal afbryde forbindelsen, før det igen kan tages i normalt brug. Drejer man på modus-hjullet er kameraet skudklart igen, men så skal tilkoblingen sættes op igen.

Mere begejstrende er Autoshare-funktionen. Man laver sit eget hotspot med mobilen og billeder overføres automatisk til telefonen. En anden smart feature er Direct-LINK, hvor man med et enkelt tryk på knappen får direkte adgang til trådløs overførsel til Facebook, Picasa, Dropbox, YouTube, Flickr eller per e-mail. Det tager 1 minut at sætte op, og derfra bliver billeder overført til skyen til backup eller fremvisning via DNLA.

Ikke altid fart over feltet

Skal billedet i hus, mens motivet rører på sig, klandres systemkameraer for ikke at kunne matche deres spejl-kollegaer. NX30 fokuserer nu 35% hurtigere end forgængeren takket være fase-detektion indbygget i chippen og en hurtigere DRIMe IV processor. Hele 353 fokuspunkter leverer nu knivskarp fokusering – men det kan stadig ikke måle sig med selv de billigste spejlreflekser, forbedringen er dog mærkbar.

Til sportsoptagelser kan Samsung skyde med hele 9 billeder per sekund. Følger fokuseringen ellers med, kan man altså fastfryse selv den hurtigste action. Men kun glimtvist, max 12 billeder bliver det til når man skyder i RAW og JPEG-format. Selv med et hurtigt UHS SD-kort oplever man at kameraet går i baglås i 20-30 sekunder, mens de mange billeder lagres.

Er sportfotos eller hyperaktive poder ikke blandt hovedmotiverne, er NX30 langt mere oplagt. I modsætning til spejlreflekser rammer fokus altid præcis der, hvor man peger med kirurgisk præcision. Sammenholder man det med den præcise lysmåling og velafstemte hvidbalance, er det altid vellykkede billeder, der fylder SD-kortet.

Skydeglade fotografer skal huske at væbne sig med et ekstra batteri, for det medfølgende batteri giver op efter 200-300 billeder og få minutters video. Til gengæld kræver opladning ikke nogen separat lader, for en almindelig telefonlader kan oplade batteriet direkte igennem micro-USB porten. En feature andre producenter gerne må tage til sig.

Monterer man den lille 30mm optik får man et kompakt kamera som lige kan være i frakkelommen.
Monterer man den lille 30mm optik får man et kompakt kamera som lige kan være i frakkelommen.

System med muligheder

Et systemkamera er ikke stærkere, end det system der hører til. Til trods for Samsungs relativt sene ankomst på markedet, er NX-serien prydet af et glimrende udvalg af prisfornuftige pandekage-optikker, store, lysstærke objektiver samt specialoptikker såsom makro og 3D-optik.



NX30 kan også udvides med ekstern flash og mikrofon via enten flashskoen eller mikrofon-inputtet. Eneste lille mén er, at der pt. ikke kan udvides med noget batterigreb for at øge batterilevetiden og forbedre grebet med de ambitiøse optikker.

Det medfølgende 18-55/3,5-5,6 zoom er ikke særlig prangende, det leverer 3x zoom men man savner lidt bid i billederne. Udstyrer man NX30 med den glimrende 30mm f/2 eller 45mm f/1.8 optik, hiver man det fulde udbytte af de mange megapixels i kameraet.

Billeder i særklasse

Samsungs NX-serie anvender en APS-C billedchip på 23,5x15,7mm og 20 megapixels. Arealet på chippen er dermed omtrent 10-20 gange større end det, man kender fra mobilverdenen og lover dermed billedkvalitet helt på højde med spejlreflekser.

NX30 lever bestemt op til forventningerne ved at levere knivskarpe fotos, som snildt tåler opblæsning til plakatstørrelse. Selv når lysene dæmpes, holdes støjen i skak af ’DRIMe IV’-chippen, og det er først ved stratosfæriske ISO værdier over 6400 at billeder smuldrer.

I praksis betyder det, at man kan forvente kvalitetsbilleder fra NX30 i stort set alle scenarier, så længe autofokuseringen kan følge med motivet.

Men NX30 har ambitioner om mere end bare stilleben. Mikrofonindgangen, den drejelige søger og display gør NX30 velegnet til hjemmevideoer og mere. Videoerne optages i op til 50 billeder/sekund i Full HD, samtidig er indkodningen ekstremt effektiv, så de maksimale 27 mbit/sekund præsterer flot uden at filerne fylder for meget.

Samsung har tydeligvis trukket på deres erfaringer fra smartphoneverdenen til at levere usædvanligt skarpe og detaljerede videoer – forudsat at fokuseringen følger med. Autofokusen har det desværre med at springe ind og ud af fokus under optagelse. Manuel fokusering med den glimrende assistance fra ’peaking’ funktionen gør dog, at man, med øvelse, kan få film i nær professionel kvalitet.



På lydsiden har det medfølgende objektiv tendens til at snige sig ind på lydporet. En ekstern mikrofon anbefales derfor til de mere ambitiøse videoprojekter.

Samsung NX30 som videoreporter.
Samsung NX30 som videoreporter.

Kapabel, men fokus savnes

Samsung NX30 er en spøjs størrelse. Man mødes af et arsenal af både begyndervenlige og avancerede features, glimrende billedkvalitet og den bedste videokvalitet til dato syd for 15 tusinde kroner. På den anden side er grundlæggende kvaliteter som hurtig fokusering ikke helt at træffe.

På videofronten opleves NX30 også som et mærkeligt kompromis. Samsung hiver brilliante film ud af billedchippen, men støj fra objektivet og tøvende fokusering forstyrrer.

Skal billeder til gengæld mere end bare fylde op på SD-kortet, kommer NX30 til sin ret. Trådløs overførsel til telefon, tablet, fjernsyn eller skyen er simpelt og veltænkt. Og langt foran de etablerede rivaler fra Canon og Nikon.

NX30 er en hybrid, der ligger mellem flere stole. Den kan mere end en begyndermodel, men mangler visse funktioner før den kan gøre sig bemærket i semi-pro segmentet. Prisskiltet viser omkring 6.500,- kroner, og der befinder sig dermed i ingenmandslandet mellem forbruger og entusiast-kameraer.

Det er svært at give NX30 en helhjertet anbefaling på grund af fokuseringskvalerne. Samtidig er det ikke meget Samsung skal rette ind før NX-serien bliver et decideret pletskud.

Samsung NX30 får 4 ud af 6 mulige stjerner.
Det betyder mobilsidens karakterer.

FORDELE
- God konstruktion og godt greb
- hurtig og nem trådløs overførsel
- Superb videokvalitet

ULEMPER
- autofokus driller under video
- fokus sløv under lavt lys og actionoptagelser
- relativ høj pris

Samsung NX30 anmeldelse
,
1 2 3 4 5 6
Samlet Karakter:
Forrige artikel Næste artikel

Få notikationer:

Læs Mobilsidens debatregler her



Om brug af cookies