Mobilsiden.dk  /   Anmeldelser  /   Samsung Omnia - del 3 (produkttest)

Samsung Omnia - del 3 (produkttest)

DEL 3 - Musik, podcast, underholdning: Omnia indeholder en masse muligheder for underholdning. Det ser vi på i dag.

De smarte overgange, når mobilen vendes, sender det første signal om, at underholdningen ikke er glemt i Omnia.

Den indbyggede lagerhukommelse på 16 GB og muligheden for ekstra plads via microSD-kort giver rigelig plads til en ordenlig bunke musik, billeder og videoer. 16 GB-lageret er tilmed ganske hurtigt, at overføre til - fra computeren.

Musikken
Der kan spilles musik via Windows Media Player, og enheden understøtter synkronisering via samme program på XP eller Vista computere. Derudover har Samsung skabt sin egen afspiller kaldet Touch Player.

Touch Player er en fingervenlig afspiller med meget få muligheder. Efter lidt kamp med, hvordan biblioteket indlæses i den, fik jeg lyd igennem. Det bedste der kan siges om afspilleren er, at den kan betjenes med fingrene. Opbygning af spillelister og andre muligheder i den retning, er enten ganske begrænsede eller besværlige.

Albumcovers vises derimod, når de er tilgængelige.

FM-radioen fungerer ganske fint med mulighed for at lave favoritkanaler. RDS med visning af stationsnavn samt frekensskift er også indbygget.

Både musik og radio kan afspille i baggrunden mens du laver noget andet på enheden. Ved opkald pauses musikken.

Lydkvaliteten er godkendt, men lydstyrken er generelt for lav.

Podcast

Holder du af at høre udsendelser eller interessebaserede indslag er podcast en spændende mulighed. Omnia'en har en podcast-player hvor abonnementerne kan administreres.

Ved leveringen er en række udenlandske podcasts gjort tilgængelige. Men desværre er der ingen naturlig guide til, hvordan man selv får egne links ind.

Internetadgang
Opera har leveret browseren til Samsung Omnia. Her mærkes enhedens processorkraft tydeligt.

Hjemmesiderne kan ses "som de er", og man behøver ikke kun bruge de specielt mobiltilpassede sites. Der kan zoomes ind på tekst ved dobbeltklik på skærmen, og kan man ikke se det hele, kan skærmbilledet flyttes rundt med fingeren. Alt sker totalt flydende og på dette punkt er Omnia både iPhone og HTC Touch Diamond totalt overlegen.

Netadgangen sker enten via mobilnettet (3G, Turbo 3G, osv.) eller over trådløst netværk.

En RSS-læser er også tilgængelig. Desværre er denne, præcist som podcasts, kun opsat med udenlandske kilder.

Kamera

Fem megapixels betyder ret gode billeder - målt i pixels.

Kamerasoftwaren er vældig hurtig, og har virkelig mange indstillingsmuligheder. Om det er "landskab", "makro", "søg ansigt" eller noget helt andet - det hele er der. Selv smiledetection er der blevet plads til.

Billedarkivet fungerer præcist, som på iPhone både hvad angår hurtighed og smidighed.

Fotokvaliteten er god især ved gode lysforhold. Desværre skal der ikke meget mørke til i et lokale inden, at billederne går fra "okay" til "virkelig dårlige".

GPS-antennen kan benyttes til at sætte position på billederne som er taget med mobilen.

Status på underholdning

Samsung Omnia er underholdende, men det virker desværre som om, man har forsøgt at gøre en hel masse ting, uden at være særligt konsekvent i udviklingen. Programmerne har mange gode egenskaber, men der mangler hele tiden det sidste for, at det bliver rigtig lækkert.

Det skal bemærkes, at det medfølgende headset spiller okay, og sidder fint i ørene. Men generelt er lydstyrken fra Omnia ret lav. Jeg savner muligheden for rigtigt, at blive blæst igennem.

Tilslutningen sker via et adapterstik på ledningen, da Samsung kun har monteret deres eget underlige stik i enheden - ikke engang standard usb er det blevet til.

Læs også:
 - Samsung Omnia - del 1 (produkttest)
 - Samsung Omnia - del 2 (produkttest)
 - Samsung Omnia - del 3 (produkttest)
 - Samsung Omnia - del 4 (produkttest)


Samsung SGH-i900 OMNIA - billigste pris fra -kr.
Forrige artikel Næste artikel

Få notikationer:

Læs Mobilsidens debatregler her



Om brug af cookies