Mobilsiden.dk  /   Anmeldelser  /   Samsung Omnia - kæmpetest

Samsung Omnia - kæmpetest

Omnia er en rigtig cool mobil. Desværre mangler den de sidste detaljer, som ville gøre den perfekt.

SGH-i900 Omnia gør stort indtryk, når specifikationslisten gennemgås.

Med en processor på 624 MHz, 3,2 tommer skærm (400x240 pixels), fem-megapixels kamera, og alt i 3G og trådløst netværk, kan de fleste mobilentusiaster blive interesserede.

Designet er stilrent, og bringer tankerne hen på iPhone. Kvalitetsfølelsen er også godkendt. De godt 125 gram mobilen vejer er tilpas, og de fremtryller en god fornemmelse.

Ikoner på skærmen
Når Omniaen startes op, præsenteres en widget/gadget-baseret frontskærm. Fra en widgetbar i højre side, kan forskellige grafiske genveje trækkes ud på skærmen, således at man får sit eget unikke design.

Widgets er ret fede, og giver mobilen et spændende udtryk. I Samsungs version opleves desværre en række mangler. Der kan f.eks. ikke klikkes på genveje i widgetbaren. For at aktivere dem, skal de trækkes ud på skærmen, betjenes og trækkes retur til baren.

Widgetantallet er stort, men skærmen bliver hurtigt overfyldt. Dermed tvinges man til, at trække rundt på genvejene hele tiden.

Samsung har designet to andre genvejsfunktioner, som alternativ til widget-mode.

Her præsenteres en række genvejsikoner i iPhone-stil. Det ser rigtig fedt ud. Men manglerne er åbenlyse. Det er ikke muligt selv, at tilpasse genvejene efter behov eller ændre rækkefølgen.

Skulle den umiddelbare betjeningsdel af Samsung Omnia være perfekt, ville det kræve en højere grad af tilpasningsmuligheder.

4 ud af 6 stjerner.

Fingervenlig?

Udgangspunktet er, at Omnia kan betjenes uden brug af stylus (betjeningspind). Ikonerner og widgets er konstrueret, så de let kan rammes med fingeren.

Samsungs hovedmenu, har samme mulighed, og nogle af programmerne, som f.eks. FM-radioen , musikafspiller, fotoslides, internet m.v. er ligeledes fingervenlige. Desværre kræves blot ét tryk, inden man kastes tilbage i Windows Mobile 6.1 brugersystemet. Det sker blandt andet ved mail og sms, mens opkaldslister og telefonbog er specialdesignet til fingerbrug.

Opkaldsdelen er absolut velfungerende, og vælges en kontakt i telefonbogen, præsenteres de vigtigste informationer i en lækker ikonbaseret opsætning. Men mystisk er det, at vælges samme kontakt via opkaldsskærmen, er det Windows Mobiles version af kontaktoplysningerne, der bringes frem.

Jeg undres over, at Samsung ikke har ført fingervenligheden helt ud.

4 ud af 6 stjerner.

Roterende skærm

Alle programmer og skærmbilleder i SGH-i900 Omnia roterer automatisk, alt efter hvordan mobilen holdes. Rotationen sker fuldstændig flydende uden hak eller stop.

En lille animation vises, mens skærm og rotation beregnes, hvilket er smart, da det giver en lækker brugeroplevelse.

6 ud af 6 stjerner.

Synkroniserer med Outlook med mere

Da Samsung Omnia er baseret på styresystemet Windows Mobile 6.1, er der ingen synkroniseringsproblemer med Microsoft Outlook eller Exchange servere. Desuden understøttes både pop3 og imap-konti. Bruger du Hotmail, Yahoo Mail eller Gmail er det ligeledes let, at få mails med i lommen.

Alle de forskellige opsætningsmuligheder på frontskærmen kan vise, når nye beskeder eller mails ankommer. Ud for ikonerne vises, hvor mange ulæste beskeder mailbakken indeholder, og på Samsungs widget-baserede opsætning popper en widget ud med informationen.

Benytter du flere forskellige mailkonti kan de alle installeres på Omniaen.

6 ud af 6 stjerner.

Sms-forvirring

På sms-delen har Samsung slået MMS og SMS sammen, hvilket skaber forvirring.

Når "skriv ny besked" vælges præsenteres brugeren for oplysningen "Fra MMS-besked", men beskederne sendes alligevel som SMS, med mindre aktivt indhold tilføjes. Jeg håber, at Samsung tilretter dette i en senere softwareopdatering.

Åbnes en kontaktperson vil ikonet "Send besked" åbne "send besked", hvilket virker ret smart.

5 ud af 6 stjerner.

Tastaturet

Ved skrivning af mails eller beskeder kan der vælges mellem tre Samsung-tastaturtyper.

"Keyboard" er et QWERTY-tastatur, "Keypad" er 14-tasters tastatur, mens "Phonepad" giver et standard mobiltelefontastatur.

Alle varianter har T9-ordbog på dansk. Hvilken type der egner sig bedst, er op til den enkelte bruger. En sidste mulighed er, at benytte Windows Mobiles eget onscreen tastatur, som dog kræver brug af stylus.

Alle tastaturer kan vendes horisontalt, blot ved at dreje mobilen, og det giver betydelig bedre plads for store fingre.

Tanken bag tastaturerne er, at betjeningen kan ske uden stylus. Hvilket tildels er lykkedes. Med lidt forsigtighed og koncentration kan tekster skrives fejlfrit, men det kræver øvelse.

Hver gang en der trykkes på en tast, giver mobilen en lille vibration, hvilket er en god brugeroplevelse.

Sættes Omnias skrivesystem op mod Apples iPhone vinder iPhonen, der opleves, som en del mere skriveegnet.

4 ud af 6 stjerner.

Kalender, kontakter, opkaldslog

Samsung har tilføjet sin egen kontaktliste til SGH-i900 Omnia. Alle kontakter vises i store tydelige felter, og med fingeren kan der let scrolles ned gennem listen.

Via en bar til højre, kan der hurtigt bladres ned til et bestemt bogstav, eller søgefunktionen kan benyttes.

Generelt er kontaktlisten vedlykket, specielt fordi man ikke kommer til at "vælge" en kontakt, når en hurtigt scrollende liste skal stoppes. Så set i forhold til HTC's nyeste touchprodukter, hvor fejltryk ofte sker, har Samsung gjort det klart bedre.

Opkaldsloggen er i øvrigt designet efter samme princip, og kontaktbilleder er også her en mulighed.

I kalenderen virker det underligt, at Samsung ikke har lavet om på Windows Mobile-kalenderen. Her er man tilbage i styresystemets egen version, og en stylus må tages i brug. Det samme gælder i øvrigt, når kontakter skal redigeres.

6 ud af 6 stjerner.

Underholdning og musik

De smarte overgange, når mobilen vendes, sender det første signal om, at underholdningen ikke er glemt i Omnia.

Den indbyggede lagerhukommelse på 16 GB, og muligheden for ekstra plads via microSD-kort giver rigelig plads, til en ordenlig bunke musik, billeder og videoer. 16 GB-lageret er tilmed ganske hurtigt, at overføre til - fra computeren.

Der kan spilles musik via Windows Media Player, og enheden understøtter synkronisering via samme program på XP eller Vista computere. Derudover har Samsung skabt sin egen afspiller kaldet Touch Player.

Touch Player er en fingervenlig afspiller med meget få muligheder. Efter lidt kamp med, hvordan biblioteket indlæses, fik jeg lyd igennem. Det bedste, der kan siges om afspilleren er, at den kan betjenes med fingrene. Opbygning af spillelister og andre muligheder i den retning, er enten ganske begrænsede eller besværlige. Albumcovers vises derimod, når de er tilgængelige.

FM-radioen fungerer ganske fint med mulighed for, at lave favoritkanaler. RDS med visning af stationsnavn samt frekensskift er også indbygget.

Både musik og radio kan afspilles i baggrunden, mens du laver noget andet på enheden. Ved opkald pauses musikken.

Lydkvaliteten er godkendt, men lydstyrken er generelt for lav.

Holder du af, at høre udsendelser eller interessebaserede indslag, er podcast en spændende mulighed. Omnia'en har en podcast-player, hvor abonnementerne kan administreres.

Ved leveringen er en række udenlandske podcasts gjort tilgængelige. Men desværre er der ingen naturlig guide til, hvordan man selv får egne links ind.

5 ud af 6 stjerner.

Internetadgang

Opera har leveret browseren til Samsung Omnia. Her mærkes enhedens processorkraft tydeligt.

Hjemmesiderne kan ses "som de er", og man behøver ikke kun bruge de specielt mobiltilpassede sites. Der kan zoomes ind på tekst ved dobbeltklik på skærmen, og kan man ikke se det hele, kan skærmbilledet flyttes rundt med fingeren.

Alt sker totalt flydende og på dette punkt er Omnia både iPhone og HTC Touch Diamond totalt overlegen.

Netadgangen sker enten via mobilnettet (3G, Turbo 3G, osv.) eller over trådløst netværk.

En RSS-læser er også tilgængelig. Desværre er denne, præcist som med podcasts, kun opsat med udenlandske kilder.

6 ud af 6 stjerner.

Kamera

Fem megapixels betyder ret gode billeder - målt i pixels.

Kamerasoftwaren er vældig hurtig, og har virkelig mange indstillingsmuligheder. Om det er "landskab", "makro", "søg ansigt" eller noget helt andet - det hele er der. Selv smiledetection er der blevet plads til.

Billedarkivet fungerer præcist, som på iPhone, både hvad angår hurtighed og smidighed.

Fotokvaliteten er god, især ved gode lysforhold. Desværre skal der ikke meget mørke til i et lokale, inden at billederne går fra "okay" til "virkelig dårlige".

GPS-antennen kan desuden benyttes ti,l at sætte position på billederne, som er taget med mobilen.

4 ud af 6 stjerner.

Navigation

Mange mobiltelefoner med indbygget GPS har ved leveringen Google Maps, som eneste GPS-program. Efterfølgende må man så, købe den ønskede software.

Samsung har gjort det anderledes med SGH-i900 Omnia. Med i salgspakken følger programmet "Samsung Mobile Navigator", som i virkeligheden er Route 66.

Der er tale om et fuldblods navigationsprogram, som vi kender det fra de såkaldte PND'er (Personal Navigation Device), der normalt sættes i bilens frontrude.

Du skuffes ikke af Route 66-programmet. Det indeholder alt i planlægning af ruter og navigationsmuligheder, uden at det dog bliver uoverskueligt.

I modsætning til Nokia Maps fungerer Route 66, som de fleste andre navigationsprogrammer. Dermed skal man ikke til, at sætte sig ind i en ny måde, at tænke på, hvilket er et stort plus.
Grafikken er flot, men er på ingen måde forvirrende. Der vises de relevante informationer på skærmen. Vil man mere, må der dykkes ned i menuerne.

Ved navigation vises oplysninger som gade, hastighed og ankomsttidspunkt på skærmen, og en procesbar, viser hvor langt fremskreden turen er. Ruteberegning sker hurtigt. og ruteomlægning under kørslen sker nærmest usynligt. Stemmevejledningen er i top - klar, tydelig uden accent.

Planlægningsdelen er også i top. Der kan indsættes via-punkter og rejseplanneren giver mulighed for, at trække destinationerne op og ned på listen, blot ved brug af fingeren. Når ruten køres kan 'rejsemodus' også justeres, hvilket gør det muligt, at vælge gåruter.

I Route 66 mærkes også tydeligt, at Omnia har en kraftig processor, da grafikken er fuldstændigt flydende.

Route 66 i Samsung Omnia leveres med nordiske kort, men flere kan købes direkte fra enheden. Det samme kan europæiske trafikmeldinger. Prisen for Vesteuropa er 99 euro, men enkeltlande kan også tilkøbes, f.eks. koster Frankrig eller Tyskland 49,99 euro.

Skal man sige noget negativt, om navigationen er det, at den bruger meget strøm. Desuden kunne det være rart om hele Europa, og ikke kun Norden medfulgte. Men derudover, kører det bare.

Fik jeg nævnt, at Google Maps også er installeret på Omniaen?

6 ud af 6 stjerner.

Samlet: Er det så, alt det vi forventede?

Samsung Omnia er underholdende, men det virker desværre, som om man har forsøgt, at gøre en hel masse ting, uden at være særligt konsekvent i udviklingen.

Programmerne har mange gode egenskaber, men der mangler hele tiden, det sidste for, at det bliver rigtig lækkert.

Det skal bemærkes, at det medfølgende headset spiller okay, og sidder fint i ørene. Men generelt er lydstyrken fra Omnia ret lav. Jeg savner muligheden for rigtigt, at blive blæst igennem.

Tilslutningen sker via et adapterstik på ledningen, da Samsung kun har monteret deres eget underlige stik i enheden - ikke engang standard usb er det blevet til.

Jeg synes også det er mærkeligt, at Samsung på den ene side laver egne tilpasninger, og på den anden side, ikke gennemfører det fuldt ud. Umiddelbart er jeg ikke overbevist om, at Omnia for businessbrugere bliver et hit... Det trækker mere i retning af private brugere med lyst til en masse lir.

Mobilen er i øvrigt meget sulten efter strøm. Du skal forvente strøm til én arbejdsdag.

Officielt er det kun 16 GB udgaven, der sælges i Danmark, men det kan dog også fås i 8 GB blandt andet via Mobilpriser.dk, men her er der sandsynligvis tale om parallelimport. Prisen for 16 GB-versionen ligger på 4.500 til 5.000 kroner uden abonnement, hvilket gør den til en dyr investering.

Samlet giver vores test et gennemsnit på fem stjerner, og den må generelt betegnes som godkendt. Så Omniaen er vel "tæt på det vi forventede" - men bare ærgerligt, at de sidste detaljer mangler hele vejen igennem.

Jeg synes, det er en meget dyr telefon, og vi skal længere ned, før den er "god til prisen".

Samlet: 5 ud af 6 stjerner.


Samsung SGH i900 OMNIA - billigste pris fra -kr.
Forrige artikel Næste artikel

Få notikationer:

Læs Mobilsidens debatregler her


Kommentar

Jørgen Meier Sørensen 22-11-2008 09:37:42

Jeg har haft den i brug en uges tid. Købte den impulsivt i stedet for HTC Pro.
Strømforbruget er meget højt - kan ikke klare en hel dag - højst 6-8 timer.
Irriterende, at "pegepinden" ikke kan vedhæftes telefonen som eks. Sony-Ericsson.
Ligeledes finder jeg det svært at scrolle med den på telefonbogen. Man kan ikke lige i farten hente et nummer- det tager alt for lang tid.Heller ingen tekst på ugekalenderen.Umiddelbart ikke egnet som erhvervstelefon, mere som skrevet i anmeldelsen egnet til private, der ønsker lidt sjovt.
Alt i alt savner jeg min gamle Sony Ericsson 990 ("slidt" op efter 2 års intensivt brug). Er allerede gået på jagt efter en mere kvalificeret afløser. HTC Pro er ikke færdigudviklet, det samme gælder Sony Ericsson Xperia - hvad skal man gå efter, hvis man ønsker en velfungerende god PDA-telefon med følsom skærm og gerne med windows mobile?

0 0
Mobilsiden.dk 22-11-2008 10:43:56

Hej Jørgen. Det var godt nok et meget højt strømforbrug. Jeg klarer uden problemer en hel arbejdsdag, fra tidlig morgen til sen aften. Der er endda strøm nok at starte op på næste dag...

Jeg er ikke enig med dig i at HTC Touch Pro ikke er færdigudviklet. Vil man kombinere fingerbetjening på Windows Mobile er Pro det absolut bedste valg. Er man derimod til stylusbrug kan Xperia anbefales.

0 0
Anders Jessen 21-11-2008 18:57:36

Hej..
Kan ikke se hvorfor at Omnia skal kritiseres for at den ikke kan ændre hvordan "iPhone" menuen.. Som jeg forstår det ser menuen ud som alle andre telefoners menuer, hvor iPhone som den eneste (som jeg ved af) kan ændre i rækkefølgen.. Samsung og Sony Ericsson har altid haft deres menupunkter på et fast sted, ved så ikke med Nokia, men det er vel bare en lille feature, som ikke betyder alverden, da alle jo skal vænne sig til en telefon, og dette er som sådan bare et er punkterne som man skal vænne sig til..
Er jeg helt forkert på den.?

0 0
kjelstrup 21-11-2008 16:55:27

Hejsa, noget jeg savner ved jeres test, er at jeg er intresseret i at vide om man kan juster bas og diskant osv, eller om det kune er de faste indstillinger de har. Glæder mig til at hører om det i jeres test af den nye Innov8.
Har i en ide om hvornår i tester LG KC910

0 0
Mobilsiden.dk 22-11-2008 12:39:19

Hej Kjeldstrup. Touch Player i Omnia har kun nogle predefinerede som "normal", "pop", osv. I Windows Media Player er der ingen muligheder, ej heller i FM-radioen.

0 0

Om brug af cookies