Mobilsiden.dk  /   Anmeldelser  /   Samsung SGH E530 (Produkttest)

Samsung SGH E530 (Produkttest)

Samsung SGH E530 har et ganske mærkværdigt design, som ikke falder i skribentens smag. Til gengæld er mobilen fantastisk, når det kommer til brugervenlighed. Også funktionssiden er i orden med features som Mp3, megapixel-kamera og bluetooth.

Et spøjst design
Når jeg modtager en pakke fra Samsung er jeg næsten helt sikker på, at mobiltelefonen i pakken vil falde i min smag. Den koreanske producent er nemlig vanvittigt dygtige til design – uanset om vi taler klap eller slide-mobiler.

Derfor må jeg indrømme, at jeg får mig noget af en overraskelse, da jeg åbner kassen til SGH-E530. Mobilen i kassen er en klaptelefon, som ved første øjekast virker ret så klodset. Den er ikke vandvittigt stor – blot 86 millimeter lang. Til gengæld er den ganske tyk i forhold til de andre klapmobiler, jeg har prøvet fra Samsung.

Ser man mobilen oppe fra ånder alt idyl. Her ligner den nemlig til forveksling så mange andre af Samsungs klap-telefoner. Dog har modellen lidt mere afrundede hjørner, hvilket jeg ser som en fordel.

Problemet opstår, når jeg ser mobilen fra siden. Klappen har en let runding som skaber et lille mellemrum mellem klap og bund, hvorved mobilen mest af alt ligner en let sammenkneben mund.

SGH-E530 er en af de få mobiltelefoner, som kan fås i flere forskellige farver. Det er i sig selv ganske positivt, at en producent endelig har fattet, at ikke alle gider have en mobil i stål, sort eller hvid. Men når det er sagt må jeg også sige, at desværre ikke alle farver klæder mobiltelefoner lige godt - for eksempel er jeg ikke så pjattet med den meget lyse mintgrønne farve, som pryder mit eksemplar.

Design er en smagssag
Designmæssigt er SGH-E530 ikke lige min kop te. Derfor kommer det noget bag på mig, at flere af reaktionerne i min omgangskreds var helt modsat min egen. ”Hvor er den fed” og ”Nej, DEN er da cool” var hyppige bemærkninger fra venner og familie. Og de holdt endda fast i deres holdninger, selvom jeg viste dem telefonen fra alle leder og kanter.

Konklusionen på designet må derfor blive, at du må ned til din forhandler og se telefonen med dine egne øjne. Design er et spørgsmål om smag, og på det punkt er vi heldigvis alle forskellige.

Brugervenligheden er helt i top
Hvordan kan man forelske sig i en mobiltelefon, som man ikke synes er pæn? Svaret må blive det samme, som hvis man spurgte kvinden med verdens grimmeste hund, hvordan hun kunne holde af den: Det er det indvendige der tæller.

Og jeg kan ganske enkelt ikke klappe højt nok i mine hænder, når det skal handle om, hvor behagelig SGH E530 er at bruge. Jeg plejer at være en stor Samsung-elsker, når det handler om brugervenlighed, men denne model slår ganske enkelt alt hvad jeg har prøvet tidligere!

Knapperne er typisk Samsung: Store og nemme at ramme. Men de har en lille ekstra finesse – en let forhøjning, som gør det ekstra behageligt at taste på dem.

Den sammensnørede mund er godt for noget
Som sagt finder jeg ikke designet på E530 alt for flot – især fra siden, hvor telefonen ligner en sammensnøret mund, er modellen efter min mening lidt uheldig at se på. Og da jeg så telefonen første gang tænkte jeg, at Samsung måtte have ansat en ny og stilforvirret mobildesigner.

Men når jeg går i gang med at bruge mobilen og modtager mit første opkald, går lyset op for mig. Da forstår jeg, hvorfor mobilen ser så underlig ud.

Klaptelefoner kan nogen gange være en smule irriterende, hvis telefonen ringer, mens man går med hunden eller holder en bærepose i den ene hånd. Det kan nemlig være lidt besværligt at åbne klappen med én hånd.

Men på Samsung SGH E530 er dette problem løst. Det skyldes, at det lille mellemrum mellem bund og klap, som ”munden” skaber, gør det meget nemmere at få den ene finger ind mellem klap og bund på telefonen. Det yderste af fingeren presses let ind i mellemrummet, og vupti – klappen åbner. Et ganske enestående, smart og ergonomisk træk fra Samsung – selvom det ikke er så kønt at se på.

Funktioner er der nok af
Funktionsmæssigt har SGH E530 en del at byde på. Telefonen er udstyret med både megapixelkamera med fotolys og 4 x digital zoom, Mp3-afspiller, Bluetooth, USB og E-mailklient.
Dog er der ingen af funktionerne, som er exceptionelle. Kameraet er på en enkelt megapixel, og Mp3-afspilleren understøtter de sædvanlige formater.

Ligesom de fleste andre Samsung-mobiler har SGH E530 både en indvendig og en udvendig skærm med de legendariske 262.000 og 65.000 farver. Også her er alt ved det gamle.

En positiv ting ved funktionssiden er hukommelsen, som er på 92 MB. Det er en del mere, end hvad der har været til rådighed i flere andre Samsung-modeller. Så her har producenten forstået, at man har brug for god plads til billeder og musik.

Hvis jeg skal komme med et kritikpunkt må det blive, at SHG E530 ikke er udstyret med en FM- radio. Det er populært og et absolut must for dagens mobiler at have en radio, så man kan følge med i nyhederne på vej til arbejde. Og her troede jeg, at Samsung havde lært det. Klassikeren E730 er nemlig udstyret med FM-radio. Men det var åbenbart blot en engangsforestilling, og ikke en ny standard, som vi havde forventet og håbet.

Konklusion
Alt i alt ender Samsung SGH E530 på fire stjerner, som er en karakter lige over middel. Det skyldes, at vi har at gøre med en rigtig god og solid mobiltelefon.

Min personlige opfattelse er, at Samsung-modellen er uheldig – tangerende til grim at se på. Men designet trækker ikke ned, da mange mennesker vil være helt uenige i min opfattelse af mobiltelefonens ydre.

SGH 530 scorer i høj grad sine karakterer på grund af en brugervenlighed i særklasse. Fantastiske knapper med lette forhøjninger, en nem menustruktur og ikke mindst en klap, som nemt skubbes op med én hånd, er nogle af de egenskaber, som gør E530 til noget særligt.

Funktioner har mobiltelefonen nok af. Den indeholder næsten alt, hvad man kan få brug for, hvoraf megapixel -kamera, Mp3-afspiller og Bluetooth er nogle af de vigtigste kendetegn. Funktionssiden har dog ikke noget ekstra og iøjefaldende at byde på. Man kan sige, at alt er som det skal være – hverken mere eller mindre.



Forrige artikel Næste artikel

Få notikationer:

Læs Mobilsidens debatregler her



Om brug af cookies