Mobilsiden.dk  /   Anmeldelser  /   Samsung SGH-i550 (produkttest)

Samsung SGH-i550 (produkttest)

Specifikationerne er interessant og tykkelsen er på kun 13 millimeter. Det er ikke meget, der taler imod denne telefon. Desværre foregår betjeningen med en trackball, der ikke fungerer optimalt.

Ved første øjekast på specifikationerne, ser det ud til at Samsung i550 kan det hele. Udstyret med alt lige fra radio til GPS, tegner den ganske lovende for enhver teknikfreak. Det hele er samlet i en pakke på 109 gram, hvilket er meget overkommeligt.

Førstehåndsindtrykket

Det første der springer en i øjnene, er den meget store, og meget klare skærm telefonen er udstyret med. 2,6 tommer med en opløsning på 240x320 pixels er med til at gøre skærmen fantastisk klar og flot. Selv i sollys klarer den sig nogenlunde.

Telefonen er endvidere ganske tynd, (13,8 millimeter) hvilket er rigtig positivt, når det tages i betragtning af den blandt andet også har indbygget GPS-modtager.

Enheden er bygget af hårdt plast, men det virker på ingen måde, som om den er billigt konstrueret. Tasterne er aflange og placeret i ganske fin afstand fra hinanden, man skal have meget klodsede fingre for ikke at kunne bruge tastaturet.

Førstehåndsindtrykket er altså gennemgående positivt.

Menubetjening

Når telefonen skal betjenes, skiller den sig for alvor ud fra mængden.

I stedet for joystick eller fem-vejs navigeringtast, er den udstyret med en trackball, der lyser blåt, når telefonen benyttes, og rødt når den lader op.

Ideen er sjov, men når den indledende wow-fornemmelse lægger sig, er der ikke så meget ved det.

Umiddelbart fungerer trackball'en ganske, som man forventer det, man kan navigere i fire retninger og acceptere handlinger på skærmen.

Helt intuitivt tænker jeg, at hvis man hurtigt skal ned igennem en web-side, eller hurtigt igennem menuen, jamen så snurrer man da bare kuglen lidt hurtigere, dette er bestemt ikke tilfældet.

Lige meget hvor hurtigt man bevæger kuglen, flyttes cursoren (på eksempelvis en web side) kun et enkelt hak. Det er muligt, at rykke sig flere punkter i menuen på en gang, men man skal rulle rimeligt langsomt.

Det er ikke ret smart, og det bliver faktisk irriterende i længden, specielt hvis man vil læse web sider eller excel/word dokumenter i den medfølgende quickoffice applikation.

Endnu er det på ingen måde lige så hurtigt som med et joystick eller en fem-vejs menu knap, men udvikles ideen lidt, kunne det godt blive populært. Endvidere kan det måske skabe problemer med støv i maskineriet.

GPS delen

Samsung i550 har indbygget GPS-modtager.

Det medfølgende software er leveret af Navigon, og fungerer ganske glimrende, men det er sandsynligvis muligt, at installere Google Maps og benytte dette til navigation, hvis man føler for det.

Det tager desværre rigtig lang tid for GPS-enheden, at finde satelitter nok til navigation. Første gang jeg forsøgte, tog det lidt under tyve minutter for enheden, at blive køreklar. Desværre gik det ikke meget hurtigere de næste par gange.

Til gengæld virker navigationsdelen rigtig udmærket, når der først er skabt forbindelse til satelitterne, jeg oplevede ingen problemer hverken i bil eller til fods. En ting jeg dog hæftede mig ved, var at den bad mig lave et højresving, hvor der har været højresving forbudt i minimum fem år, så det medfølgende kort, kan ikke være helt opdateret.

Musikafspiller og forbindelser

Telefonen indeholder selvfølgelig en musikafspiller, og heldigvis også en radio.

Lydkvaliteten i de medfølgende høretelefoner er ganske fin, men hvis man ikke mener, det er godt nok, så gemmer der sig faktisk et indbygget 3,5 millimeter jackstik i toppen af telefonen. Der er altså ikke behov for adapterledninger eller lignende, hvis man vil bruge sine egne høretelefoner, det er rart.

Stikket til de medfølgende høretelefoner og opladeren, er gemt i siden bag en lille klap, der skubbes til siden. Dette er et alternativ til de beskyttelsesdæksler man ellers ser flagre og som man ender med at hive af fordi de er irriterende. Men når de nu har valgt denne smarte løsning til stikket i siden, så undrer det mig at de ikke har valgt samme løsning til at dække for 3,5 millimeter jackstikket.

Hvis man slet ikke ønsker ledninger, når der skal høres musik, så kan dette også lade sig gøre, telefonen indeholder nemlig bluetooth (inkl. A2DP) så der kan høres stereomusik uden ledninger.

Der medfølger et microSD hukommelseskort på 1 GB, hvoraf cirka 600 MB er ledige, så der er god plads at starte med.

Andre kommentarer

Telefonen understøtter 3G og Turbo 3G (op til 3,6 Mbps) og har et VGA kamera på fronten til videotelefoni.

På bagsiden findes et 3 megapixel kamera med autofokus. Dog fungerer kameraet en smule anderledes, end jeg er vant til. Normalt trykker man kameraknappen delvist ned for at fokusere, for derefter enten at slippe eller tage billedet. Det er ikke tilfældet med i550, når først der er trykket på knappen, er der ingen anden vej, end at tage billedet. Telefonen fokuserer og tager billedet umiddelbart efter, der er ingen mulighed for at fortryde.

Der er ingen medfølgende spil, men til gengæld er der et konverteringsprogram til længder, masser etc, dette er altid rart at have ved hånden. Desuden er der en Quickoffice applikation, som giver brugeren mulighed for at vise Word, Powerpoint, Excel og Pdf filer.


Batteritiden er ikke synderlig lang, man skal ikke regne med meget mere end to dage, hvis man tænder for GPS-delen en gang imellem og ellers hører noget radio.

Konklusion

Den første uges tid var jeg rigtig vild med telefonen, kigger man på specifikationerne, er der heller ikke meget der skulle tale imod telefonen. Men jeg endte ærlig talt med, at blive lidt træt af den trackball, der bruges til betjeningen.

Som jeg skrev tidligere er ideen rigtig god og Samsung kan godt få lidt point for ideen, men der mangler lidt arbejde, for at få det til at fungere optimalt.

På plussiden har telefonen en kanon lækker skærm, fine tilslutningsmuligheder, GPS og så er den kun cirka 13 millimeter tyk.

På den negativeside vil jeg faktisk også smide GPS-delen, det er super fint at muligheden for navigering foreligger, men at skulle vente 10-15 minutter på at komme i gang, det er lidt for længe syntes jeg.

Alt i alt vil jeg smide 4½ ud af 6 stjerner efter telefonen, før man investerer i den vil jeg råde til, at man prøver navigeringshjulet i en butik, så man kan afgøre om det er noget man kan leve med. Det er svært at afgøre ud fra to minutter med telefonen i hånden, men det er umuligt at afgøre, hvis man slet ikke har prøvet det.

Forrige artikel Næste artikel

Få notikationer:

Læs Mobilsidens debatregler her



Om brug af cookies