Samsung SGH M300 (Produkttest)

Lille, fiks og nuttet er nogle af de adjektiver, som er bedst beskrivende for M300. Hvis man er ude efter tekniske finesser, er det dog ikke her man skal lede.

Samsung SGH M300 (Produkttest)

Design

M300 er en lille laber klaptelefon, som passer ned i de mindste bukselommer, eller i en lille håndtaske. Den fås i to farver, som er Dark Blue og Pink. Førstnævnte testede vi her på Mobilsiden.dk. Jeg ville nu nok have foretrukket den Pink, eftersom den henvender sig mere til kvinder.

Den mørkeblå er henvendt til fyre, men efter min mening er den en tand for lille i størrelsen , til at ligge godt i en fyrs hånd.

Mobilen er udstyret med to skærme, dvs. den har en udvendig skærm, hvorpå man kan se klokken, dato, signal samt hvor meget batteri, der er tilbage. Derudover kommer der en lille konvolut oppe i venstre hjørne, når man modtager en sms. Ved indkommende opkald kan man også på den udvendige skærm se, hvem opkaldet er fra.

På venstre side af M300 er der dedikerede volumentaster, så man kan justere lyden ved opkald, samt når man hører radio.

Funktioner

Opløsningen på de to skærme lever desværre ikke op til nutidens standard. "Skrift" og tal står en anelse utydeligt på begge skærme. Opløsningerne på den udvendige skærm er 96×96 pixel og på den indvendige 128×160 pixels.

M300 har FM-radio, og lydkvaliteten er ganske god. Det medfølgende headset er dog ikke noget at falde på halen over. Det irriterer temmelig meget i ørerne. Så mit råd er, at købe et gedigent headset.

Der er VGA-kamera i mobilen med 640×480 pixels, så det er ikke noget at råbe hurra for. Opløsningen er ganske simpelt for uskarp, så man får ikke det helt store ud af billederne. Men til at lege lidt rundt, kan det da være lidt sjovt.

Den interne hukommelse er på 0,6 MB og der er desværre ikke mulighed for at udvide denne.

Menuen er i øvrigt super overskuelig, og der er ikke en finger at sætte på den. Selve tastaturet er lavet i en blød slags gummi, og ens fingre ligger rigtig god derpå, når man skriver sms’er eller bevæger sig rundt i mobilen.

Konklusion

Alt i alt en lille nuttet mobiltelefon med et sødt design dog uden tekniske finesser.

Hvis man er ude efter en lækker gå-i-byen mobil, til at skrive sms’er og ringe til venner og veninder, så er M300 lige den mobil, du skal have.