Mobilsiden.dk  /   Anmeldelser  /   Samsung SGH-U900 Soul (produkttest)

Samsung SGH-U900 Soul (produkttest)

Skuffende. Meget skuffende. Der er ikke meget begejstring, at hente for Samsungs Soul-telefon. Læs her hvorfor...

Første gang Mobilsiden.dk mødte SGH-U900 Soul, var til Mobile World Congress i Barcelona tilbage i februar 2008. Her var både undertegnede og Samsung selv begejstret over flagskibet indenfor Spirit of Ultra (Soul)-serien.

U900 var proppet til randen med lækre funktioner, og det banebrydende magic touch-menusystem virkede både innovativt og blæret.

Men men men... Lykken har en ende, og det skete gradvist efter, at U900 Soul landede på redaktionens skrivebord. Hvis man er Samsung-fan, kan denne anmeldelse ikke anbefales.

Den skuffer for meget...

Ingen tvivl om, at U900 Soul er en helt fin telefon, som kan en del. Men generelt skuffer telefonen for meget.

Kameraet virker umiddelbart, som et af højdepunkterne, og med fem megapixels og autofokus burde Samsung heller ikke holde sig tilbage. Men i realiteten er kameraet en stor skuffelse. Billedkvaliteten er ringe, og det er til trods for, at man både kan indstille blitz, makro, lys og så videre.

Når det kommer til, at få billederne på computeren, er Bluetooth en ren provokation. Først gælder det om, at finde featuren, som af en eller anden grund er placeret under "programmer". Siden hvornår har Bluetooth været et program? Dernæst kommer selve tilslutningen, som bare ikke vil virke. Det kan være, det er derfor, at Samsung har vedlagt et datakabel?

Lydkvaliteten ved musik er til gengæld i top, hvilket nok skyldes, at B&O har haft en finger med i spillet på forstærkerdelen. Men som sagt, skal man først lige have overført musikfilerne.

Desværre skal man lede langt efter flere positive højdepunkter ved U900. Det bliver nemlig ikke meget bedre med menuen.

Et stort menukaos

Den store nyhed med Soul er magic touch, et nyt, eftersigende smart, navigationsjoystick. Magic touch er som navnet antyder et 5-vejs touchbaseret joystick, som skifter funktion alt afhængig af, hvad man laver. Er man for eksempel på skrivebordet, er magic touch genvejssymboler. Er man i menuen, fungerer det som retninger, og bruger man musikafspilleren, er det "play", "stop" og så videre.

I princippet smart, men det virker ikke optimalt. Først og fremmest er det for langsomt. Det er meget fintfølende, og det virker også ganske godt, men funktionslogoerne skifter for langsomt, og det kan blive forvirrende.

Dernæst skal det siges, at der udover magic touch er to valgknapper og to opkaldsknapper. Det kræver ualmindeligt meget tilvending, at noget er touch, og andet ikke er. Det betyder, at man hele tiden skal skifte mellem, hvor hårdt man trykker. Noget som hurtigt kan gå hen og blive kaos.

Oveni det ikke optimale magic touch, kommer et dårligt opbygget menusystem. Det beviser placeringen af "Bluetooth" blandt andet.

Andet

Samsung har ment U900 Soul, som et kvalitetsprodukt, og telefonen virker også solid og holdbar - men også stor og klodset. De 112 gram virker som flere hundrede, og selvom slider-mekanism er solid, bliver Soul kluntet, og metalmaterialerne kommer ikke til deres ret.

Derudover, kan det nævnes at batteritiden er acceptabel, men ikke noget at skrive hjem om. Internetbrowseren er under gennemsnittet, og farveskærmen er generelt flot.

Det sidste søm i kisten for U900 blev noget så småligt, som alarmen i telefonen. Et enormt dårligt design og opbygning, betød lidt ufrivilligt ekstra søvn for undertegnende, hvilket var dråben, der fik bæret til at flyde over. Det specielle ved episoden var, at undertegnede havde indstillet alle alarmfunktionerne præcist, fordi han havde forudset problemet. Men ak og ve, forudannelserne var forgæves.

Konklusion

Nej nej nej, Samsung SGH-U900 Soul er noget man skal holde sig et godt stykke væk fra. Prisen virker ellers fin, men mobilen er alligevel ikke 2.000 kroner værd. Der er bare for mange skuffelser.

U900 Soul får en enkelt stjerne ud af seks mulige. Kameraet, magic touch, designet, menuen og resten af skuffelserne trækker til sammen fem stjerner fra, og det er udelukkende musik og farveskærm, der har ansvaret for den sidste stjerne.

Desværre Samsung. Redaktionen håber at TouchWiz, som netop er landet, kan give den koreanske producent genoprejsning.

Hot:
 + Prisen på 2.000 kroner virker retfærdig
 + God musik og lyd

Not:
 - Skuffende digitalkamera
 - Klodset og stort design
 - Dårligt opbygget menusystem
 - Magic touch er en stor skuffelse


Samsung SGH-U900 Soul - billigste pris fra -kr.
Forrige artikel Næste artikel

Få notikationer:

Læs Mobilsidens debatregler her


Kommentar

Henrik 30-09-2008 23:20:40

Jeg kom desværre også til at lade mig forføre af den megen lir som den virkede til at have. Efter jobskifte måtte jeg desværre aflevere min Sony Ericsson K850i, og da jeg synes jeg ville prøve noget nyt og tyndere valgte jeg Soul. Er dog blevet meget skuffet og venter kun på at de 6 måneder er omme (hvis jeg kan vente så længe) før jeg køber en anden.

Hvorfor:
Har også haft problemer med vækkeursfunktionen enten høre jeg den ikke eller også var der noget andet galt, i hvert fald nogle timer på den konto!

Bluetooth: var jeg også lang tid om at finde meget ulogisk placeret. Du kan da bare kigge i manualen... fjols, kunne nogle fristes til at sige. Men hvorfor? når nu både Nokia og Sony kan finde ud af at lave menusystemer der virker logiske, og som desuden er brugbare uden at skulle rende rundt med manualen, hvorfor kan Samsung så ikke det samme?

Selv med manualen ved min side er jeg kommet til kort, i forsøget på at benytte mig af telefonens funktioner. Hjælpen skulle jo så være nær med deres online support. Svarene kom da også efter rimelig kort tid, men kvaliteten var det ultimative lavpunkt, der blot forårsagede endnu et farveskift i den blåviolette retning af min ansigtskullør. De havde nemlig ikke gjort sig den ulejlighed at svare på mine spørgsmål selvom de var klart formuleret endog på punktform. Showet gentog sig da jeg naivt forsøgte en senere gang med et andet sprøgsmål som manualen ikke gav svar på! DET ER BARE IKKE GODT NOK!

En sidste ting: hvorfor skal knappen på siden af telefonen styre tastaturlyden??? hvem har brug for den funktion? endsige tastaturlyd...

Sammenlagt:
Jeg kommer aldrig til at købe en Samsung telefon igen, med mindre der sker noget virkeligt revolutionelt hos Samsung.... 3½ måned igen!

0 0
jimmi 01-09-2008 15:13:55

hey her...

nu har jeg haft soul i 2 måneder snart og synes nu den er generelt god.. fedt design, kamera ok, god at skrive på og ringe fra. men det så lige indtil nu... havde samsung D500 tidligere og var også tilfreds lige indtil den begynder at gå AMOK med genstartninger... og nu er denne også begyndt... den genstarter 400 gange i døgnet eller går fuldstændig ud hvilket er vildt irriterende når man som jeg sikkert benytter sin mobil til arbejde. den er nu også ret følsom overfor mindre slag som også kan få den til at gå ud... endvidere synes jeg at lyd niveauet ved samtale er alt alt for ringe, man kan næsten ikke høre hvem man snakker med.

mvh jimmi

0 0
kim kristensen 30-08-2008 13:17:31

Har en fornemmelse af apple/diamond blindhed i redaktionen,til trods for åbenlyse mangler hos ipod,får den en håndfuld stjerner,man skal i altfald ikke bruge anmeldelser her på siden til et køb,der er kun en vej gå ud og afprøv produktet live.

0 0
Mathias Maimann 01-09-2008 14:18:34

Hej Kim,

Jeg synes umiddelbart, at din konklusion streng. Jeg testede U900, og har aldrig ellers haft testet iPhone, iPhone 3G, HTC Touch Diamond, Touch Pro eller andre HTC-produkter. Så at jeg skulle være blindet af dem, virker usandsynligt.

Alle har hver deres mening, og det burde kunne respekteres. På redaktionen er vi kun glade for, at alle ikke deler vores mening. Det gør det hele lidt mere farverigt :-)

Mvh
Mathias Maimann

0 0
kim kristensen 01-09-2008 16:42:34

Hej
Nu må du ikke tage det personligt for sådan var det ikke ment,men man har jo en lille smule ansvar nå man laver en anmeldelse,der er jo rigtigt mange som læser dem og det påvirker meget på deres næste køb,jeg købte f.eks N73 udfra jeres anmeldelse,det syntes jeg var en katastrofe du ved sikkert mere om det end mig men alene hastigheden er jo en skandale,man skal måske revurdere antallet af stjerner man giver,der skal i min verden,en rigtig god telefon til for at få fem stjerner,og seks ja så må der ikke være nogle missere,alt skal fungere optimalt,naturligvis udfra dagens teknik.

0 0
john 28-08-2008 08:57:25

kunne godt tænke mig at vide hvor længe i tester de produkter i skriver om syntes den her tlf er god til sms og nem at finde ud af med det hele bluetooth fungerer som den skal.

alarmen vækkede også mig her til morgen ingen problemer herfra et godt og flot produkt.

jeg giver den 5 ud 6 stjerner den sidste stjerne hænger pga af der er fotolys i stedet for xeon blitz

0 0
Mathias Maimann 01-09-2008 14:15:29

Hej John,

Tak for din kommentar. Længden for et produktlån er forskelligt; i dette tilfælde var det cirka 2 uger, hvilket undertegnede følte var nok. At I er uenige, kan jeg ikke ændre ;o)

Mvh
Mathias Maimann

0 0
27-08-2008 12:38:08

Jeg er bestemt heller ikke enig og jeg må indrømme at skal man endelig lave en anmeldelse, så må man også se det fra forbrugernes side, se bare hvad der skete med Iphone, alle hyper den, men den er skod!

Med hensyn til touchtasten, man kan selv sætte følsomheden på den og den virker bare!
Den reagerer meget hurtigt med mine fingre, ingen problemer der.

Med hensyn til genveje på touchdelen, heller ingen problemer der, det er slet ikke noget problem i at lægge de genveje man selv vil have, det fede ved den touch er også at den ændre sig, alt efter hvad man bruger af programmer, det kræver ingen tilvænning overhovedet, da det er naturligt at bruge den.

Den er hurtigere i menuen end andre Samsungmobiler, selve musikdelen fungere bare godt, lyden er pissegod, selve sliderfunktionen kan man måske diskutere, tasterne er gode at bruge og man kan skrive hurtigt, det er rart at de endelig har fået styr på deres T9.

Kameraet er som mobilkameraer er flest, jeg bruger det kun når jeg skal lave MMSer og bruger derfor ikke de 5 MP, men det jeg har set, virker rigtigt udemærket, klart jeg ville nok ikke lægge det på en hjemmeside, men det er så heller ikke meningen med et MOBILkamera.

Alt i alt er det en mobil som jeg håber jeg har rigtigt mange måneder endnu!

0 0
Mobilsiden.dk 26-08-2008 08:14:51

Hej Anders. Tak for din tilbagemelding. Det giver brugerne mulighed for at læse, om andres vurderinger - MEGET positivt...

0 0
Anders 25-08-2008 22:12:16

Hej

Jeg bliver ganske enkelt nødsaget til at kommentere på denne anmeldelse, idet jeg er dybt uenig i vurderingen af denne telefon.

Jeg har haft den i en halvanden måned efterhånden, og må nok sige at jeg har set eller hørt om bedre telefoner, men jeg vil ikke sige at den skuffer mig.

For det første virker designet stilrent og fedt, og jeg synes den har en god størrelse og fornemmelsen er god når man holder den i hånden.

Dernæst kritisere i bluetooth og alarmen for ikke at fungere ordentlig. Jeg har absolut ingen problemer haft overhovedet. Jeg har aktiveret bluetooth på både min computer og telefon, og derefter kunne overføre sange, billeder, etc., lige så tosset jeg vil. Og hver morgen er jeg kommet op af den alarm funktion U900 har.

Så skriver i også følgende:

Det kræver ualmindeligt meget tilvending, at noget er touch, og andet ikke er.
.

Den første gang jeg havde telefonen i hånden, bemærkede jeg dette, men siden da har det intet tilvendning krævet overhovedet.

Sådan lyder min vurdering!

0 0

Om brug af cookies