Mobilsiden.dk  /   Anmeldelser  /   Samsung X830 (produkttest), en mp3 afspiller med telefon

Samsung X830 (produkttest), en mp3 afspiller med telefon

X830 modellen er mest af alt om en mp3-afspiller med indbygget telefon. Den har en smal skærm og et alternativt keyboard-layout, som vanskeliggør betjeningen. Men musik delen fungerer helt, som den skal.

Samsung X830
Samsung X830

Selv om jeg synes, det er smart at have en all-in-one telefon, som både kan ringe, spille musik, tage billeder og så videre, så må jeg også indrømme, at det er tit, man ikke ser så cool ud, som alle de folk, der render rundt med deres Ipods.

Dette dilemma forsøger Samsung med deres nye musikmobil at gøre op med. Man kan egentlig godt sige at Samsung med deres X830 model er kommet med et bud på, hvordan afkommet af en Ipod shuffle og en Samsung telefon ville se ud.

Betjeningen kan være vanskelig

Den slående lighed med en Ipod ser man allerede, når man åbner kassen. Samsung har placeret et hjul foran, som man kan benytte til at scrolle igennem sange og navigere i menuen – dog skal det siges, at hjulet også kan benyttes som en almindelig 5-vejs navigeringsknap i telefonmenuen.

I modsætning til Ipods, så er hjulet ikke berøringsfølsomt. Selve hjulet drejer altså sammen med ens finger, når man ruller ned igennem sangene. Dette gør dog bestemt ikke noget, det fungerer efter hensigten og er dejlig intuitivt.

Hvad der til gengæld ikke er intuitivt er tasterne. Det er muligt, at jeg er et vanemenneske, men jeg har ærlig talt lidt svært ved at vænne mig til en anden opbygning end den traditionelle.
Tasterne, som er placeret i to rækker, toner frem, når man skubber den øverste del af telefonen til siden (se billedet). I de par dage jeg havde telefonen, lykkedes det mig ikke at blive helt fortrolig med tasterne.

Men ret skal være ret; det er garanteret blot et spørgsmål om vane, og på internettet er der også folk, som faktisk mener, den er nemmere at betjene med en enkelt hånd, når man først lige har vænnet sig til den.

Skærmen på telefonen er blevet afkortet lidt i bredden, fordi telefonen skal være så tynd. Det er synd, for det bliver sværere at overskue menuen i telefonen og læse sms beskeder.

MP3 afspiller med telefon

Ovenstående taget i betragtning, så vil jeg mene at X-830 hovedsageligt har sine rødder i mp3-verdenen og ikke i telefonverdenen. Dette er i modsætning til blandt andet Walkman-serien fra Sony Ericsson, som er telefoner med indbyggede mp3-afspillere.

Men til gengæld fungerer mp3-afspilleren også utrolig fint. Overførslen af musik med det medfølgende USB 2.0 kabel er utrolig nemt og kan faktisk ske uden at installere noget nyt software – såfremt man har Windows Media Player installeret.

X-830 har ligeledes Bluetooth og understøtter også den trådløse Bluetooth profil A2DP, så man kan overføre musikken til enheden trådløst, men også høre musikken trådløst.

Den kan afspille følgende musik formater: MP3/AAC/AAC+/e-AAC+/WMA, og med sin 1 GB hukommelse er der plads til en del sange.

I og med det jo er en mp3-afspiller, så er det oplagt, at der medfølger et headset, og det er faktisk et ganske udmærket. Lyden er helt fin sammenlignet med min W800i. Hvis man har sine egne høretelefoner, kan man også benytte dem. Der medfølger, nemlig en adapter til 3,5 mm jack stik, som der sidder for enden af de fleste høretelefoner.

Konklusion

Som tidligere nævnt, så vil jeg mene, at denne enhed har flere ligheder med MP3-afspillerne i forhold til telefonerne. Det gør dog ikke noget, man skal bare lige gøre sig det klart, hvilket produkt man ønsker.

For mit vedkommende gør kombinationen af den smalle skærm og de utraditionelle taster, at jeg ville have meget svært ved at bruge den som min telefon.

Men nu er Samsung jo langt fra de første, som forsøger sig med utraditionelle keyboardopbygninger. Så hvis man mener, det ikke er noget problem, så er telefonen bestemt et lille kig værd.
Den er bestemt ikke stor, og man kan selvfølgelig betjene musikken uden at skulle lukke den op.

Jeg har slet ikke nævnt kameraet i enheden. Det er jo sådan, at den er udstyret med et 1,3 megapixel kamera. Der er ikke så meget at sige om det - det fungerer som det skal.

X-830 fås i fire forskellige farver; sort, hvid, orange og pink, så det skulle være muligt at finde en farve som matcher ens stil.


Samsung SGH-X830 - billigste pris fra -kr.
Forrige artikel Næste artikel

Få notikationer:

Læs Mobilsidens debatregler her



Om brug af cookies