Sony Ericsson C510 (produktanmeldelse)

Kameraet skuffer en lille smule på denne Cybershot-model, men god underholdningsværdi og understøttelse af Turbo3G gør den alligevel er kig værd.

Sony Ericsson C510 (produktanmeldelse)

Et af de nyeste skud på Cybershot stammen, er Sony Ericsson C510.

Selv om der ofte er meget fokus på antallet af megapixel, så hører C510 altså til den lavere ende med sine 3,2 megapixels. Dog skal det siges at 3,2 megapixels burde være nok, medmindre man har planer om at blæse sine billeder op i A3 størrelse – og så skal man måske overveje, at se på et stand-alone digitalkamera.

Det vigtigste ved et mobilkamera, er trods alt kvaliteten af billederne, og det kan sjældent konkluderes ud fra antallet af megapixels.

Design

C510 er en candybar telefon, og kan designmæssigt snildt forveksles med tidligere Sony Ericsson modeller – designet har vi set før, men det virker. Til gengæld er den rimelig konservativ, og skiller sig ikke rigtigt ud.

Tykkelsen er på 12,5 millimeter, og den vejer 92 gram, hverken dimensionerne eller vægten kan altså afskrække eventuelle købere, den ligger fint i en hvilken som helst lomme, såvel som i hånden.

Linsedækslet fungerer ganske fortrinligt, når det skubbes væk fra linsen og tilbage på plads, lander det med et lille klik, så man ikke er i tvivl om, at det sidder godt fast. Denne mekanisme kunne jeg godt mistænke for, at blive en smule løs med tiden, men umiddelbart kan jeg kun konkludere, at det fungerer helt perfekt.

Telefonen er lavet i hårdt plast, og føles gennemgående dejlig solid, der er ingen træge knapper, eller mislyde som vidner om dårlig kvalitet.

LIlle hund med C510 nyt artikelfoto
Billed af hund, taget indendørs med C510

Kamera

Eftersom C510 jo er en Cybershot branded mobiltelefon, har jeg kigget nærmere på kameraet. Som tidligere nævnt, så er opløsningen “kun” på 3,2 megapixels, men et mere essentielt spørgsmål, er jo om hvorvidt de tilhørende kamerafunktioner, og billedkvaliteten er tilfredsstillende.

Kameraet er generelt hurtigt til at fokusere, når du skal tage et billede, dog syntes jeg ikke, at billedet bliver taget helt hurtigt nok, når der trykkes på udløseren. Et par gange fik jeg nogle meget slørede billeder, da jeg fik fjernet kameraet fra motivet hurtigere end tilladt. Der er selvfølgelig ikke tale om hele sekunder man skal stå og vifte med mobiltelefonen efter man har trykket på udløseren, men et halvt sekunds tålmodighed skal man væbne sig med.

En LED lampe agerer som blitz, når der ikke er nok lys i billedet, og det fungerer da nogenlunde. Dog er det en skam, at LED lampen ikke er udskiftet med en Xenon blitz, som det har været tilfældet på tidligere modeller, og som det er tilfældet på nogle af deres kommende modeller.

Hvad angår selve billedkvaliteten, så er det ikke sikkert, at min personlige vurdering skal tages alt for højtideligt, jeg har trods alt ingen decideret uddannelse indenfor feltet ,og ikke alt for meget erfaring med hensyn til vurdering af billeder, jeg vil alligevel komme med min uforbeholdne mening. Her er nogle af de billeder jeg har taget, så kan i selv vurdere billedkvaliteten.

Når billederne vises på skærmen (som er 2,2 tommer stor med en opløsning på 240×320), så ser de rigtig fine ud, og med funktionen x-pict story, kan man sætte nogle forskellige effekter på fremvisningen, så det bliver lidt sjovere at se på.

Overføres billederne til computeren og blæses op i fuld størrelse, så syntes jeg til gengæld ikke, at kvaliteten er helt i top. Til tider kan man lidt for tydeligt ane uskarphed i kanten af billederne.

Det er første gang, at jeg har leget med nogle af de forholdsvist nye kamerafunktioner i Sony Ericssons Cybershot-modeller, med C510 fik jeg blandt andet prøvet Smile Shot funktionen. Så snart et hovede er i fokus, og der trykkes på udløseren, så venter telefonen med at tage billedet til vedkommende smiler. Det lykkedes mig at tage nogle rimelige billeder med denne funktion, dog var succesraten kun omkring 70 procent.

Underholdning

Selvom den indbyggede hukommelse er på 100 MB, så er kun lidt over halvdelen af pladsen ledig, når du modtager telefonen.

Når du har taget de første 50-60 billeder, så begynder hukommelsen for alvor, at blive et problem. Der medfølger ikke noget hukommelseskort, så hvis du ønsker at have lidt musik liggende eller have telefonen med på ferien, hvor du ikke kan tømme det for billeder i tide og utide, så skal du ud og investere i et hukommelseskort.

Der burde som minimum nok have været et 256 MB kort med vil jeg mene.

Der medfølger dog et par høretelefoner, som selvfølgelig ikke helt kan sammenlignes med dem du får med hvis du køber en Walkman telefon. Men de er der, og de fungerer ganske, som de burde. Musikafspillerens og radioens lydkvalitet, er helt igennem accepteret.

På telefonen er tre spil præinstalleret, Soduku, Bubble Town og NitroStreet Racing hvoraf sidstnævnte er ganske underholdende, det tog ikke alverdens tid at gennemføre, men sjovt var det.

Konklusion

Et punkt jeg ikke har fået nævnt, er understøttelsen af Turbo 3G, det er i mine øjne en vigtig feature, idet man derfor hurtigt kan uploade bileder til sin blog eller bare surfe rundt på nettet.

Desuden bliver man nødt til at tage prisen i betragtning, når telefonen skal have sin karakter. 

C510 koster lige i omegnen af 1.500 kroner (uden abonnement) hvilket ikke er en synderlig høj start pris for en Cybershot-model. Dog vil jeg mene, at man bliver nødt til at investere i et hukommelseskort, hvis man rigtig skal have glæde af telefonen, og så kommer der selvfølgelig et par hundrede kroner oveni prisen.

Sony Ericsson C510 svinger lige imellem tre og fire stjerner, positivt er at materialerne lader til at være i orden, at den understøtter Turbo 3G og at den er rig på underholdningsværdi.

Dog blev jeg en lille smule skuffet over det manglende hukommelseskort og kamerakvaliteten, når billederne vises i fuld størrelse på computeren. Jeg sætter mig fast på 3½ ud af 6 stjerner.