Mobilsiden.dk  /   Anmeldelser  /   Sony Ericsson W380i (produkttest)

Sony Ericsson W380i (produkttest)

Lad det være sagt med det samme, jeg er ikke specielt imponeret over denne W380i fra Sony Ericsson. De har gjort og kan gøre det bedre.

Det er en af de billigere mobiler i Walkman-serien, og det kan mærkes på flere punkter. Der er mange lækre løsninger, og det giver da også plusser i det samlede regnskab.

Forsiden mangler en lille skærm, men i stedet er der blevet plads til nogle smarte symboler til musikafspilleren. Disse symboler minder meget om blindskrift, men fungerer som berøringstaster til afspilleren.

Der er også mulighed for at se, hvem der ringer, hvilket musiknummer du hører eller ikonerne for batteri og mobildækning på forsiden. Desværre så ville det nok være blevet mere skarpt på en almindelig skærm, end på dette smarte plastik.

Anderledes tastelås

Udover musiktasterne er det småt med taster på fronten.

På bagsiden finder man dog en tastelås, som man i første omgang tror er til batteridækslet, men i virkeligheden er det til selve mobilen. Du "skyder" den til side - og så er mobilen låst.

Det er smart, fordi du samtidigt kan kontrollere musiktasterne.

Tasterne

Mobilen er svær at skrive beskeder på. Om det er fordi min hånd er lille, skal være usagt, men normalt bruger jeg kun en enkelt hånd - og med denne mobil er jeg nødsaget til, at bruge begge hænder, hvis jeg vil undgå for mange fejltastninger.

Der er som sådan ikke noget i vejen med tasternes størrelse, men man skal ramme dem meget præcist, og det kan blive et irritationsmoment for dem, der sender mange SMS-beskeder.

Navigationstasterne til menuen fungerer dog helt perfekt.

Der er tale om et Walkman-produkt, og desværre synes jeg denne model har dårligere lyd, end min egen gamle K800i. Bassen er svagere end den burde være, og så er diskanten en anelse for skarp - i mine ører.

Sony Ericsson bør også snart lære, at en musikmobil skal bruge et alm. jackstik, og ikke denne løsning med adapteren, for at kunne tilslutte egne hovedtelefoner.

Hovedtelefonerne er ikke som på de andre Walkman-mobiler, af in-eartypen, men er den slags, der sidder i yderkanten af øret.

Til denne Walkman medfølger et 512 MB hukommelseskort. Den understøtter op til 2 GB.

Bevægelse styrer alarmen

Der er dog også fikse nyheder i W380i.

Den har en smart bevægelseskontrol. Eksempelvis når vækkeuret ringer om morgenen, så behøver du kun føre hånden frem og tilbage over kameralinsen - og wupti, så udsættes alarmen ni minutter. Denne funktion virker dog kun, når mobilen er klappet sammen. Desværre skal mobilen åbnes, for at slå alarmen helt fra.

Kamera og skærm
Kameraet er ikke noget prangende. Vi har tidligere set walkman-mobiler med bedre kamera end denne, som kun har 1,3 megapixel.

Skærmen er derimod dejlig stor, men om den kunne bruge flere pixels, eller om de 176x220 pixels er godt nok, afhænger mest af brugeren. Den ligger ikke i toppen, men er god nok, til at se på.

Konklusion

Mobilen skal først og fremmest underholde - og kan man undvære 3G, og se bort fra irritationsmomenterne, så er mobilen med en pris på omkring 1.400 kroner incl. moms - og uden abonnement en overkommelig pris, men da en K660i kun koster omkring 100 kroner mere - så kan W380i kun få 3-4 ud af 6 point.


Sony Ericsson W380i Walkman - billigste pris fra -kr.
Forrige artikel Næste artikel

Få notikationer:

Læs Mobilsidens debatregler her



Om brug af cookies