Sony Ericsson W580i (produkttest)

Vellykket og funktionsrig Walkman- og sportmobil fra Sony Ericsson. Desværre halter designet, men produktet rammer alligevel plet.

Sony Ericsson W580i (produkttest)

Fræk Walkman- og sportsmobil fra Sony Ericsson.

Produktet er en slider udført i ægte plastik. Det billige materiale sætter sine spor – den hænger sammen, men det er på ingen måde noget som giver følelsen af kvalitet. Alligevel virker den faktisk meget cool på sin helt egen måde.

Det cool er f.eks. lysdesignet på siden, der blandt andet indikerer opkald. Det kan justeres i mange nuancer. Opkaldslyset er en sjov detalje.

De indvendige knapper er pænt store med god respons når der tastes. Udvendig har W580i et par taster, der gør det muligt at besvare opkald og skrive beskeder, uden at åbne slideren.

Displayet er stort, og virkelig flot. Den har gode farver og en lækker kontrast.

Sony Ericsson W580i, artikelfoto

Funktioner

W580i har en fitness-menu. Her kan du justere egenskaberne for den indbyggede skridttæller. En timerfunktion kan desuden tage tid på løbeturen og udregne den tilbagelagte afstand. Indtastes personlige oplysninger som mål og vægt, kan kalorieforbruget ligeledes udregnes.

Der er netadgang via Edge, RSS-læser og mail kan hentes via protokollerne Pop3 og Imap4. Kameraet på 2 megapixels (uden autofokus) er kun til sjov, da det ikke tager særligt gode billeder.

Sony Ericsson W580i, artikelfoto

Rigtig fed radio og Walkman

Radiomodtageren fungerer som altid kun med headsettet tilsluttet. Men designet er virkelig flot. Frekvensen vises ikke kun med tal – en rigtig skala, giver indtryk af en gammeldags analog radio. Den har også RDS (til stationsinformationer) og AT (alternative frekvenser) der betyder radioen skifter til en anden frekvens, hvis den aktuelle bliver for dårlig.

Walkman afspilleren har ligeledes et lækkert udtryk. Der kan opbygges spillelister og lyden justeres i equalizeren. Lydkvaliteten er fornuftig og det medfølgende in-ear headset er som altid en fornøjelse.. Afspilleren kan køre i baggrunden og funktionen "shake control" er mere sjov end brugbar; Hold Walkman-knappen ned og ryst telefonen, så vælges en tilfældig sang fra spillelisten.

Sony Ericsson W580i, artikelfoto

Konklusion: Fed telefon med mangel på kvalitet

Overordnet set er Sony Ericsson W580i en dejlig telefon. Den er stabil, hurtig, med god lyd og et frækt udtryk.

Desværre halter designet. Farverne "white" og "urban grey" kan ikke dække, at der reelt er tale om gennemført plastik. Det er virkelig synd der ikke er ofret lidt ekstra fra producentens side.

Alligevel vil vi give W580i 4,5 ud af 6 point. Udtrykket og funktionerne er brugbare og fede – og Sony Ericsson lover faktisk ikke mere end de kan holde. Jeg er ret sikker på, at målgruppen der går efter et cool produkt til sport, fritid og musik vil holde meget af W580i.