Mobilsiden.dk  /   Anmeldelser  /   Sony Xperia E1 anmeldelse: Smartphone eller Walkman? [TEST]

Sony Xperia E1 anmeldelse: Smartphone eller Walkman? [TEST]

Kan Sony gøre forbrugerne en smartphone­oplevelse rigere for 800 kroner, eller eksisterer produktet for  at kunne prale med sortiment i alle prisklasser? 

I verdenen af Android findes telefoner i alle afskygninger, og styresystemet har ofte måtte høre for de billige telefoners ringe ydeevne. Sony har derved taget udfordringen op, og præsenteret deres prisbasker af en smartphone, nemlig Xperia E1. Den lille ny henvender sig til musikelskere på et stramt budget, med sin store højtaler og dedikerede Walkman-knap, eller nybegyndere der ikke ønsker at tømme børneopsparingen på en lommevenlig telefon.

Walkman lever endnu
Walkman lever endnu

En solid kompagnon

Sony Xperia E1 henter sine designlinjer fra sine respektive storebrødre som Z1 Compact og Z1 – bare uden det helt samme materialevalg, eftersom glasset er udskiftet med plastik som omsvøber den 4 tommer store skærm.

Telefonen måler 118 x 62.4 x 12 mm og er kun godt og vel en halv centimeter højere end sin lillebror, Xperia E. Det skal her nævnes, at man på næsten samme plads har sneget en betydeligt større skærm ind, hvilket må siges at være godt håndværk. Med sin tykkelse på lidt over en centimeter vil man ikke betegne den som værende elegant, men plastikken slutter tæt om enheden og er en robust lille sag på 120 gram. Den velkendte power-knap fra Sony, samt volume tasterne er angivet på højre side af produktet og har en udemærket klikrespons, men selve knapperne rutscher i udskæringen.

Sony Xperia E1 er desuden en konservativ herre, eftersom der ikke bruges en nano- eller micro simkort-skuffe, men et "gammeldags" almindeligt simkort der hviler under batteriet.

Fra sin forgænger har skærmen sneget sig fra 3.2 op på 4.0 tommer, som giver rigere mulighed for applikationer til at udfolde sig. Med en sådan størrelse oplever man ikke, at tommelfingeren sendes på en for lang tur over skærmen ved brug. I dette prisleje må man se langt efter de naturtro farver som IPS paneler leverer, og finde sig tilfreds med TFT-skærmen på 480 x 800 pixels hvilket giver 233 PPI, og ringe betragtningsvinkler. Til en skærm på denne størrelse behøves en højere opløsning ikke, men er man pixelsøgende vil man kunne ane nogen fra tid til anden.

Sony har haft en bestemt egenskab in mente med Xperia E1, og det er lyden. Kigger man til tops på enheden finder man den dedikerede Walkman-knap, som starter den senest hørte playliste ved et enkelt klik. Skulle man ønske en anden funktion, lader Sony dig tilpasse knappens opførsel til dit ønskede behov, med henholdsvis langt, enkelt og dobbelt-klik.

Lyden finder sin vej ud gennem den store højtaler på bagsiden af enheden. Med indbygget xLOUD – Loudness Enhancement Engine og ClearAudio+ kan man sparke 100 dB ud i rummet, når høretelefonerne ikke er til rådighed.

Dette er et kæmpe plus til ukritiske musikelskere, men er man lydentusiast vil man opleve diskanten dominere i for høj en grad. Man skal huske på at placeringen af højtaleren kan kvæle musikken ved at ligge almindeligt på bordet. Er man indehaver af et stort musikbibliotek, skal man ikke lade sig skræmme af den kun 4GB store interne hukommelse, da man kan udvide kapaciteten med microSD kort op til 64GB.

De medfølgende høretelefoner vil slå de fleste som værende over standard ved mobilkøb, og vil sagtens kunne være din daglige formidler af MP3-filer.

Højtaleren gør det godt, men skal du høre 1. klasses lyd kan du læse anmeldelsen af HTC One (M8) med Boomsound

En semi-smidig android

I maven på Xperia E1 ligger processoren; Snapdragon 200 fra Qualcomm, som trækker maskineriet i følgeskab af 512 MB RAM og Adreno 302 grafik. Denne kombination fører til en overordnet stabil oplevelse af Sonys bud på Android, og multitasking mellem åbne programmer foregår hurtigt uden ventetid.

Telefonen leveres med Android 4.3, overlagt med Xperia UI som brugerflade. Man har rig mulighed for nem og personlig tilpasning af startskærme, og Sonys egne widgets med fokus på mediebiblioteket, fungerer særdeles godt. Man bliver positivt overrasket over den flydende brugeroplevelse, og med Android 4.4.2 i sigte kan man se frem til endnu bedre ydelse.

Sony formår at holde det simpelt. Når man skal arrangere sine hjemmeskærme og app-skuffe, er det overskueligt hvilke muligheder man har til rådighed. Man kan lade sine programmer kategori- eller alfabetiseres, og når man tilføjer det sin startskærm, zoomes der ud så man nemt finder dens retmæssige plads.

Medieapplikationer som galleri og Walkman er kræs for hornhinden. Musikken ligges automatisk i mapper, og med funktionen "Hent musikoplysninger", får dit musik sit originale albumcover som giver et flot musikbibliotek. I samspil med musikgenvejen i topgardinet og den dedikerede Walkman-knap på toppen, fungerer Sonys egen afspiller fremragende, så man klarer sig uden alternativer fra Google Play.

Læs også: Huawei Ascend Y530 anmeldelse: til stramme budgetter og begyndere

Når nyhederne skal læses og vejret tjekkes, præsterer Chrome-browseren udemærket- efter den lidt for lange opstartstid. Loading af hjemmesider klares fint, men zoomingen kan med mellemrum ske i hak, og renderingen af tekst er en langsommelig affære. For den bedste internetoplevelse gør man klogt i at holde åbne programmer på et minimum.

Når man fjerner det aftagelige bagcover på Xperia E1 møder man batteriet på 1750mAh der puster liv i enheden. Dette virker umiddelbart som en fornuftig størrelse for en telefon der ikke skal trække en stor Full HD skærm, men man opnår ingen overnormal driftstid desværre. Telefonen klarer sig igennem en dags almindeligt brug, og savner sidst på dagen sin oplader. Den medfølgende oplader klarer fra 0 til 100 på to timer, hvilket egentlig er meget fornuftigt.

Filmen knækker

Potentielle købere af musikmobilen får sig en mavepuster, hvis man håber på godt kamera. Sony har fastholdt det minimalistiske kamera-interface, med de mest basale funktioner som desværre ikke kan redde billedkvaliteten. Med 3 megapixels og blitzen sparet væk er det en begrænset oplevelse, og billederne deraf kan kun med nød og næppe minde én om begivenheden.

Når dagen går på hæld og mørket vinder frem, mister kameraet enhver chance for at kunne betegnes som tilfredsstillende.

Desuden er Xperia E1 ikke for dig der ønsker at tage et selfie under musiklytningen, eftersom frontkameraet er sparet væk- forståeligt nok taget prisen i betragtning.

Ved videooptagelse møder man en hul, og samtidig skarp lydgengivelse der bestemt ikke imponerer. Ud over et meget sløret billede, mangler farverne også sit reelle udseende, men kan man leve med dette, har man trods alt et kamera på sig altid.

Er du på udkig efter en kameratelefon, kan du stille objektivet på Nokias nye flagskib; Lumia 930, eller Sony Z2 med sine 20 megapixels.

En billig fornøjelse

Sonys mission om en billig og anvendelig smartphone er flot udført. Xperia E1 ønsker ikke at ligge sig ud med topmodellerne, men holder sig pænt på måtten og præsterer hvad den kan- og den gør det godt. For at kunne gøre dette muligt har Sony også måtte spare på flere områder, og ved udelukkende at henvende sig til musikentusiaster, har de skåret de rigtige ting fra.

Opløsning på henholdsvis skærm og kamera er nedprioriteret, hvor brugeroplevelse og musikdelen har fået opmærksomhed. Punkterne hvorpå den falder igennem, som f.eks. tre uventede genstart i testperioden, tilgives hurtigt når man holder prislejet på 800,- kr. for øje, og vil uden tvivl tilfredsstille nybegynderen.

Læs også: Motorola Moto G anmeldelse: Urimeligt meget for pengene

Sony Xperia E1 er den billigste telefon mobilsiden.dk til dato har testet, og budgetbaskeren lander på 4 ud af 6 stjerner, og fortjener ikke højere eftersom kameraet og batteritiden skuffer.

Sådan bedømmer mobilsiden.dk

Fordele:
Billig
Solid
Musikdelen
Flydende

Ulemper:
Skuffende browser-oplevelse
Kameraet
Batteritid

Sony Xperia E1 anmeldelse
,
1 2 3 4 5 6
Samlet Karakter:
Forrige artikel Næste artikel

Få notikationer:

Læs Mobilsidens debatregler her



Om brug af cookies