Mobilsiden.dk  /   Anmeldelser  /   W850i: Kanon walkman-slider fra Sony Ericsson (Produkttest)

W850i: Kanon walkman-slider fra Sony Ericsson (Produkttest)

Sony Ericsson W850i imponerer med en slider-funktion i verdensklasse og en musikoplevelse, der får englene til at synge. Vi er vilde med modellen, som kun har enkelte smuttere.

En enkelt orange stribe, som den dedikerede musiktast på fronten udgør, bryder med det sorte look med enkelte stål-detaljer. Det tilfører det stilrene look en moderne og hip detalje, som er rigtig fed.
En enkelt orange stribe, som den dedikerede musiktast på fronten udgør, bryder med det sorte look med enkelte stål-detaljer. Det tilfører det stilrene look en moderne og hip detalje, som er rigtig fed.

Lækkert og kompakt design

Sony Ericsson W850i er den første slider i producentens populære walkman-serie. Og det er de virkelig sluppet godt fra. Længden og bredden på W850i minder meget om den populære W810i, men til gengæld er slider-modellen noget tykkere og tungere. Alligevel virker den kompakt og fiks i brug.

Ligesom med de andre walkmantelefoner i serien har Sony Ericsson formået at skabe en telefon, som designmæssigt både er klassisk og fræk på samme tid. En enkelt orange stribe, som den dedikerede musiktast på fronten udgør, bryder med det sorte look med enkelte stål-detaljer. Det tilfører det stilrene look en moderne og hip detalje, som er rigtig fed.

Sony Ericsson W850i er derfor en telefon, som designmæssigt passer til de fleste mennesker. Den ville passe lige så fint til konferencelokalet som til lommen på aktive og musikglade teenager.

Brugervenligheden er i top

Udover den store, skarpe skærm, er slideren noget af det første, man bemærker, når man tager W850i i brug. Den fungerer til UG og behøver kun et lille skub for at glide op. På Mobilsiden.dk er vi meget imponerede over, at Sony Ericsson, allerede i første forsøg, leverer en slider, der absolut kan måle sig med de bedste på markedet.

Tasterne er en lidt blandet fornøjelse. Tallene, som kommer til syne, når modellen slides åben, fungerer rigtig godt. De er store og derfor nemme at ramme. Desværre er vi knap så positive, når det kommer til det ret specielle femvejsjoystick på telefonens front. Ideen med et joystick, som nærmest er bygget ind i selve telefonen, er fantastisk. Hermed slipper man for risikoen for, at smuds og vand skal snige sig ind og ødelægge telefonen. Til gengæld er knapperne op, ned, til højre og venstre på joysticket alt for hårde. Det sløver navigationen og bliver et irritationsmoment i længden.

Menuerne i W850i er rigtig gode og overskuelige. Modellen er først og fremmest en musikmobil, og derfor er det skønt at se, hvordan Sony Ericsson har gjort det rigtig nemt at anvende musikafspilleren.

Den aflange orange knap lige under skærmen fungerer som dedikeret musikknap, som derfor giver direkte adgang til sangene, man har liggende på telefonen. Til gengæld skal man være opmærksom på, at play og stop kun er tilgængelige i selve programmet. Har man startet musikken og er gået ud af programmet for eksempelvis at sende en SMS, skal man tilbage til musikprogrammet for at slukke igen.

På Mobilsiden.dk er vi meget imponerede over, at Sony Ericsson, allerede i første forsøg, leverer en slider, der absolut kan måle sig med de bedste på markedet.
På Mobilsiden.dk er vi meget imponerede over, at Sony Ericsson, allerede i første forsøg, leverer en slider, der absolut kan måle sig med de bedste på markedet.

Mageløs musikmobil

Funktionsmæssigt er det naturligvis Mp3-afspilleren, der er i højsædet på W850i. Og vi har svært ved at få armene ned over den lydkvalitet, modellen kan præsentere. Det er ganske enkelt forrygende.

Til at nyde musikken følger der et headset med, hvis kvalitet vi ikke kan give nok rosende ord med på vejen. Det er det samme headset, som vi roste til skyerne – både da vi testede W800i og W810i – og nu gør vi det igen. De øreprop-lignende dutter, som sættes ind i ørerne, er rigtig behagelige, og modsat mange andre headsets, lukker de alt unødig støj ude, så man henføres til tonerne fra yndlingssangene.

Selvom det medfølgende headset varmt kan anbefales, er det også muligt at slutte et andet headset til mobilen, hvis man skulle have lyst til det. Selv har jeg et par store Sennheizere, som fungerer upåklageligt med modellen.

Når jeg efter en lang dag på studiet eller redaktionen står i mit køkken og skal lave mad, sætter jeg W850i til minihøjtalersættet MPS-60, og så er der musik til maden. Det er imponerende, hvor god en lyd det giver – og så kan der spilles højt, skulle jeg hilse og sige. Højtalersættet kan købes separat.

Med i pakken til W850i følger et hukommelseskort med 1 GB, som skulle give plads til en del sange i god kvalitet. På vej til arbejde kan man skifte fra Mp3-afspiller til FM-radio, hvis man vil opdateres på dagens nyheder.

Hører man en god sang i radioen, som man ikke kan huske titlen på, er der hjælp at hente. Det nye program TrackID giver mulighed for at optage et par sekunder af sangen og sende den til genkendelse. I løbet af få minutter får man svar tilbage med titel, kunstner og album.

Selvom W850i primært er en musikmobil, har telefonen også 3G og et kamera med to megapixel og 4 x digital zoom. To megapixel er efterhånden ikke noget særligt længere, og eftersom kameraet hverken har autofokus eller blitz, er det ikke de mest fantastiske billeder, telefonen kan præstere. Til gengæld er det udmærket til de mennesker, der bruger deres kamera for sjov på fritidsbasis.

Konklusion

Sony Ericsson W850i er et rigtig behageligt bekendtskab. På Mobilsiden.dk er vi meget imponerede over den kompakte slider-model, som er producentens første i walkmanserien.

Brugervenligheden W850i er i top. Kun tasterne på femvejsjoysticket driller, idet de er alt for hårde.

Musikken, som er walkmantelefonens speciale, er helt i top. Lydkvaliteten er fryd for ørerne. Det medfølgende ørepropslignende headset, der lukker al overflødig støj ude, medvirker til at skabe den perfekte musikoplevelse. 1 GB hukommelse følger med og giver god plads til favorit-sangene.

Det nye genkendelsesprogram TrackID er rigtig smart. Med det er man fri for at skulle skråle et par linjer af yndlingssangen for ekspedienten i musikbutikken for at få ham til at afsløre, hvem kunstneren er. Et par sekunders optagelse er nok til at programmet genkender nummeret.

Modellen har 3G og kamera med to megapixel. Sidstnævnte er ikke noget særligt men kan gå an til fritidsbrug.

W850i er overordnet set en rigtig lækker og gennemført oplevelse med enkelte svipsere, der bør arbejdes på at forbedre. Prisen ligger, ifølge Mobilpriser.dk, på lige omkring 3.000 kroner uden abonnement.


Sony Ericsson W850i Walkman - billigste pris fra -kr.
Forrige artikel Næste artikel

Få notikationer:

Læs Mobilsidens debatregler her



Om brug af cookies