Xperia X8 – Midi-Android fra Sony Ericsson (mobiltest)

TEST: Den vejer lige over 100 gram, og selvom det er mere end X10 Mini, indeholder de ekstra gram også en række fordele. Sony Ericsson Xperia X8 er for dem, som vil have en lidt større skærm.

Xperia X8 – Midi-Android fra Sony Ericsson (mobiltest)

Overvejer du en smartphone med alle de fordele det indbærer, men ikke er parat til modellerne med de helt store skærme og den forøgede vægt, er Xperia X8 et godt bud på en “mellemmobil”, inden det store spring tages.

Helt firkantet sagt, er X8 blot en forstørret udgave af de succesfulde minimodeller, som Xperia X10 Mini.

Skærmstørrelsen er steget fra 2,6 til 3,0 tommer og vægten er forøget fra 88 til 104 gram, hvilket dog ikke bemærkes synderligt i hverdagen – X8 ligger godt i hånden, men fylder ikke for meget i lommen.

Xperia X8 har ikke X10 fejl

Sony Ericssons topmodel i Xperia-serien, Xperia X10, er efter min mening stadig en fejltagelse. Heldigvis ligger X8 mere i tråd med minimodellerne end med topmodellen, hvilket tydeligt ses på menuopbygningen.

Hvor X10 har en standard Android-opbygning, uden egen personlighed, har X8 en fuldkommen specialtilpasset menustruktur. Det betyder, at X8 er langt mere en “Sony Ericsson mobil” end en “Google Android mobil”, og dette er en KÆMPE fordel.

Menubetjeningen er tilpasset den forholdsvis lille skærm, og de små genveje i hvert hjørne samt selvstændige forside-skærme med mulighed for widgets, er geniale. Der spildes ikke plads på ligegyldige ting – og den almindelige menu åbnes ved blot at trække den op fra bunden af skærmen.

Android giver mange fordele

Som nævnt er styresystemet i Xperia X8, Googles Android-system. I dagligdagen betyder det, at alle ens e-mails, kalenderaftaler og kontakter, automatisk kan synkroniseres via mobilnettet (og uden brug af kabel) med en Gmail-konto. Opsætningen kræver KUN brugernavn og password – mere enkelt kan det ikke gøres.

For den ikke øvede bruger er det dog voldsomt irriterende, at Sony Ericsson ikke har aktiveret den automatiske synkronisering som standard, når disse mailkonti sættes op. Man skal altså selv ind og rode i indstillinger, inden hele sync’en kører, som det egentlig er tiltænkt. Samme problem opstår i opsætningen af Facebook og Twitter – hvis data skal komme ind automatisk, skal der igen fifles rundt i indstillingerne.

X8 kan sagtens hente mails fra f.eks. Hotmail, eller sættes op med Microsoft Exchange, men du kan ligeså godt fra starten oprette dig en Gmail-konto. Denne er nemlig alligevel nødvendig, hvis du i program- og spilbutikken Android Marked, vil købe nogle applikationer.

Er du ikke minded på at køre med synkronisering af alt muligt, kan kontakterne naturligvis bare blive på SIM-kortet – og X8 kan fungere som standalone mobil. Men den bliver så unægteligt noget mere kedelig.

Intet T9-tastatur

I skrivning af SMS’er og mails er man fra Xperia X10 Mini vandt til at kunne bruge et standard T9-tastatur på skærmen – præcis som på en gammel mobil med fysiske taster. Men denne mulighed er fjernet i Xperia X8.

Du må nøjes med et QWERTY-tastatur på skærmen – altså hele alfabetet som på computer-tastaturet. Skærmen virker okay – men mine fingre har noget svært ved at ramme bogstaverne korrekt.

Vi kan håbe på, at Sony Ericsson ved en opdatering på et senere tidspunkt, vælger at lægge et T9-tastatur ind i mobilen.

Mange gode funktioner

Funktionslisten i Xperia X8 mangler egentlig ikke noget. Der findes alt fra gratis GPS-navigation via Google Maps Navigation, over et program, der på et kort viser, hvor dine fotos er taget, til en lækker FM-radio, internet-adgang og meget andet.

Internet-delen overrasker en smule, da det rent faktisk er muligt at åbne og betjene almindelige hjemmesider på den lille skærm. Men det er i sagens natur ikke den samme oplevelse som der findes i telefoner med større skærme.

Jeg er også ret vild med musikafspilleren, der simpelthen bare spiller fantastisk godt. Det kræver dog, at man tilslutter et ordenligt headset (der er standard-stik i toppen af mobilen), for det, der følger med i salgspakken er ikke særligt godt. I øvrigt er der internet-integration i musikafspilleren, så man direkte fra en sang kan søge efter YouTube-klip eller finde andre informationer om sangen eller kunstneren.

Mobil-kameraet imponerer derimod langt fra. De 3,2 megapixels formår ikke at tage billeder, som er andet end gennemsnitlige.

Det er dog værd at notere sig, at videoafspilleren understøtter de fleste gængse videoformater.

Batteritiden opleves også ret god. Når jeg har brugt den fyldt ud – dvs. med alt i mails, synkronisering osv. kørende, kan den uden problemer holde i halvanden arbejdsdag. De fleste brugere vil sandsynligvis kunne få endnu mere ud af batteriet.

Billeder taget med Sony Ericsson Xperia X8

X8 er ikke en smartphone

Jeg betragter hverken X10 Mini / Mini Pro eller X8 som smartphones. Det er mobiltelefoner med smartphone-egenskaber.

Det betyder, at man kan mange af de samme ting, som på en regulær smartphone – men det er en helt anden oplevelse, hvis de samme funktioner benyttes på en større skærm.

Derfor mener jeg, at X8 henvender sig til dem, som gerne vil prøve smartphone-begrebet af – eller som måske ikke har det helt vilde behov for at være online 24/7.

Jeg vil gerne fremhæve samtalekvaliteten, som i X8 er rigtig god. Det er også værd at notere sig, at Sony Ericsson i denne model ikke har lagt så meget vægt på deres TimeScape funktion, der viser Facebook, SMS’er, mistede opkald osv. Det er også godt det samme, for TimeScape er efter min mening, ikke en særlig god applikation.

Konklusion: Prisen er for høj

Sony Ericsson Xperia X8 kan købes for cirka det samme som Xperia X10 Mini koster. Det vil sige, lige under 2.000 kroner uden abonnement. Og det er for meget.

Egentlig får man kun en en større skærm for de ekstra penge og samtidigt et dårligere kamera.

Xperia X8 er en okay mobil, men X10 Mini eller X10 Mini Pro er bedre. Derfor fire ud af seks stjerner.

Læs også:
 – Fotoduel: Xperia X8 mod Xperia X10 Mini

Flere artikler om Smartphone

Historien slutter ikke her. mobilsiden kunne ikke lade være. 6/10/2010 fulgte vi op med en ny vinkel på temaet Samsung Galaxy S runder milepælen på fem mio. – Følg den videre histore her. Tjek de seneste nyheder om temaet her.