1080p-videokamera til 1.300 kr.

Små HD-videokameraer er på vej til Danmark.

1080p-videokamera til 1.300 kr.

Vi fortalte første gang om Toshibas nye mini-HD-kameraer tilbage i marts. Nu hører vi så fra Toshiba Danmark, at de små pixelskydere er klar til det danske marked.

Toshiba Camileo S10 og P10 skyder begge HD-video i op til 1080p-opløsning og gemmer videoen i H.264-format. Det betyder, at du kan gemme cirka 15 minutters optagelse på blot én gigabyte. Det er bare at smide et 32GB SDHC-kort i kameraet, og du har plads til otte timers optagelser.

Der ser ikke ud til at være teknologiske forskelle på S10 og P10. Førstnævnte har et tyndere og lidt lækrere design, og er tilsvarende lidt dyrere. Begge bruger det klassiske pistolgrebs-design og har en 2,5″-skærm, der folder ud i siden.

Begge skyder også stillbilleder i 5-megapixels opløsning, de har begge HDMI-udgang for nem tilslutning til dit stuealter. Desværre er der ingen optisk zoom, men til priser på hhv. 1.240 og 1.345 kroner er det til at leve med.

Til gengæld kommer begge kameraer med en nat-funktion til optagelse i dårlig belysning, og der medfølger software, så du nemt kan redigere optagelserne og uploade dem til YouTube.