B&O nu med Blu-ray

Nu kommer B&O også med på Blu-ray.

B&O nu med Blu-ray

Vi er mange, der har undret os over, at B&O-drengene i Struer i lang tid har forsaget Blu-ray-afspillere i deres tv men i stedet tilbudt indbygget dvd-afspillere, der end ikke kan opskalere.

Men hvor du tidligere kun har kunnet få indbygget dvd-afspiller i dit BeoVision for sølle ekstra (i B&O-verdenens øjne) 10.000 kr., så er B&O nu endelig klar med en integreret Blu-ray-afspiller.

Det er BeoVision 7-40, der nu kan vise de blå skiver samtidigt med, at 100 HZ billedteknologi sørger for dobbelt billedopdateringshastighed, og giver bedre billede, når der er bevægelser på skærmen.

Den indbyggede Blu-ray-afspiller har naturligvis BD-Live funktion, så du kan få del i de interaktive filmrelaterede funktioner på nettet.

Af andre nyheder har BeoVision 7-40 et DVB-HD-modul, så Full HD-signaler kan blive vist ekstra skarpt på det kostbare tv. Derudover kan du selv vælge, hvilken højttaler der skal sidde på dit tv.

Prisen er endnu ukendt, men bered dig på (som altid) at grave dybt i lommerne for det danske design.