Dells netbook til studiestart

Dell er klar med den ultimative netbook til studerende.

Dells netbook til studiestart

Det er ikke den billigste netbook på markedet, men Dell tror alligevel, at firmaets nye Latitude 2100 vil være perfekt til studiestart efter sommeren.

Den er designet til formålet og bruger bl.a. gummi i designet, så den bedre kan holde til et hektisk liv på farten. Tastaturet er endda behandlet med et antibakterielt stof, så de små pølsefingre ikke overfører alt for mange baktusser.

Latitude 2100 kommer i et væld af opsigtsvækkende farver, og statusblink til bl.a. Wi-Fi sidder bagpå, så lærerne kan se, om de kære små surfer Facebook, når nu de skulle følge med, hvad der sker oppe på tavlen.

Indmaden er rimelig standard med en Intel 1Atom N270 processor på 1.6 GHz, 1GB hukommelse og valget mellem SSD-disk eller almindelig harddisk. Den kan køre både XP, Vista og Linux, men mon ikke Windows 7 er den oplagte løsning?

Latitude 2100 er netop røget på markedet i USA til 370 dollars. Vi kender endnu ikke den danske lanceringsdato, men regn med at skulle hive cirka 2.500 kr. op af lommen.