Facebook laver specielle profiler til afdøde

En ny Facebook-tjeneste sørger for, at profilen bliver ændret til en speciel minde-profil i tilfælde af dødsfald.

Facebook laver specielle profiler til afdøde

Hvad sker der med din Facebook-profil, hvis du dør?

De fleste af os har heldigvis ikke tænkt den tanke, men rent faktisk har Facebook fået klager fra brugere, der bliver tilbudt at blive venner med afdøde folk, da deres Facebook-profiler stadig er aktiveret.

Derfor har det sociale site nu besluttet sig for at lave en ny tjeneste, der giver folk mulighed for at rapportere Facebook-brugeres død. Herefter kan profilen bevares som en minde-profil, der dog har fået fjernet al kontaktinformation, opdateringer og ikke længere vil figurere under ‘Venne-forslag’ og i søgeresultater.

For at forhindre at folk lyver om dødsfald, vil Facebook kræve beviser i form af en dødsattest eller avisudklip.

Når en profil er blevet til en minde-profil vil det også kun være de venner og familie, som den afdøde har accepteret som venner, der kan se profilen. Det er også kun venner og familie, der vil kunne efterlade minde-beskeder på profilens væg.