Gadget til de glemsomme

Hvis du nærer en usvigelig angst for at gå længere væk fra din mobil, børn, din kone eller måske bare din bil end 300 meter, så er det hjælp at hente med ProMobil Personsøger.

Gadget til de glemsomme

Denne spændende lille gadget er blot en af de mange nye hjælpsomme gadgets, der strømmer på markedet for tiden, og hvor produktet iNanny kan tracke dine børn eller gadgets via GPS, hvis de er forsvundet, så er dette en lidt mere enkel personsøger.

 ProMobil består af en hovedenhed på størrelse med en lille mobil samt en brik på størrelse med en 1-krone, som du kan placere på den del af dit liv, du helst ikke vil fjerne dig alt for langt fra. Når brikken bevæger sig mere end 300 meter fra hovedenheden, udløses en alarm, og via hovedeneheden, kan du finde ud af, hvilken retning du skal gå.

Dette foregår via et signal, der bliver højere, jo tættere du kommer på brikken og den bortkomne ejendel. Tampen brænder, kunne man fristes til at sige.

 Så er der ikke længere nogen undskyldning for ikke at have sin mobil med sig overalt.

 Læs mere om ProMobil her. Prisen er ikke oplyst, men i modsætning til iNanny slipper du i det mindste for et månedligt abonnement.