Google afslører Fast Flip

Google vil gøre det hurtigere at læse nyheder på nettet - og det skal ske via den såkaldte 'Fast Flip'-tjeneste.

Google afslører Fast Flip

Google forsøger at gøre nyhedslæsning på nettet hurtigere og
nemmere med sin nye Fast Flip-tjeneste.

Ideen er at prøve at genskabe oplevelsen fra avis- og bladlæsning, hvor man kan bladre igennem siderne uden ventetid.

Google synes nemlig, at det tager for lang tid at browse nettet – selv via en hurtig bredbåndsforbindelse. Store websider kan tage op til 10 sekunder at loade, og det er simpelthen bare for lang tid.

Med Fast Flip (der er skabt under GoogleLabs) får du vist et overblik med aktuelle nyhedshistorier, og du kan browse forskellige kategorier samt mest læste og mest anbefalede.

Klikker du på en nyhed, så loader den hurtigt i en speciel visningsboks, hvorfra du nemt kan klikke videre til næste historie. Det tager kun et enkelt sekund, og det er mærkbart hurtigere end at surfe nettet “på den gammeldags måde.”

Vi tvivler dog på, at Fast Flip bliver en erstatning for almindelige websider lige foreløbig, men det er et godt alternativ eller
supplement til Google Reader.

Det meste indhold stammer fra USA eller Storbritannien. Google har også frigivet Fast Flip til iPhone og Android.