Windows mere populært end Android

Android er hot men Windows Mobile er stadig mere populært.

Windows mere populært end Android

Der bliver snakket meget om Googles Android-styresystem for tiden, og med lanceringen af HTC Magic i Danmark, er der kommet endnu en spændende spiller på markedet.

Det har vækket opsigt, at HTC har bakket så meget op om Android som det har været tilfældet, og det har fået folk til at spekulere i om der overhovedet er en fremtid for mobiler med Windows Mobile.

Sådanne tanker bliver dog skudt klart ned af firmaets europæiske direktør, Frederic Tassy, der siger at firmaets to Android-mobiler (G1 og Magic) langt fra er solgt i samme antal som HTC Touch HD.

Direktøren afslørede, at HTC fortsat til bruge Windows Mobile til firmaets mest eksponerede produkter, og at der vil ske spændende ting med Windows Mobile 7, der forventes klar indenfor et års tid.

Firmaet spiller dog på begge heste, og vi forventer at se en helt ny Android-mobil fra HTC senere på måneden. Der er nemlig indkaldt til pressemøde den 24. juni.

Her på redaktionen tager vi dog direktørens ord med et gran salt.

Det er ingen hemmelighed, at Windows Mobile ikke ligefrem giver en fantastisk brugsoplevelse, og det er da også derfor, at HTC har været nødt til at udvikle deres eget brugerinterface, TouchFlo, der ligger oven på Windows Mobile.