Mobilsiden.dk  /   MWC TEMA  /   Flere detaljer om ny Nokia 3310 dukker op

Flere detaljer om ny Nokia 3310 dukker op

Når den ikoniske Nokia 3310 snart vender tilbage, bliver den ikke helt som du kender den. Den får nemlig et nyt design og farveskærm som nogle af nyhederne.

Her ses et bud på, hvordan den nye Nokia 3310 kan komme til at se ud.
Her ses et bud på, hvordan den nye Nokia 3310 kan komme til at se ud.
Foto: Concept-phones.com

En af årets store mobilnyheder bliver utroligt nok ikke en smartphone, men noget så ’kedeligt’ som tilbagekomsten af den 17 år gamle klassiker Nokia 3310.

Da det i sidste uge kom frem, at Nokia 3310 ville gøre comeback, var det endnu uklart, om den ville blive identisk med den gamle model fra år 2000, eller om firmaet HMD global ville lancere en forbedret udgave.

Læs også: Ny Nokia 3 og 5 afsløres ved MWC - og Nokia 3310 får comeback

Nu viser det sig at være sidstnævnte. Hjemmesiden VTECH kan afsløre, at der sker ganske betydelige ændringer med den nye Nokia 3310. Først og fremmest lyder det, at designet bliver opdateret. Det klassiske Nokia 3310-design vil formentlig stadig være til at genkende, men den nye udgave vil ifølge oplysningerne blive både tyndere og lettere. Knapperne vil angiveligt også forblive, som du husker dem, men størrelsen på dem vil blive justeret en smule, lyder det.

På Nokia 3310 kunne både fronten og bagsiden let udskiftes til alverdens farver, men det bliver formentlig ikke tilfældet med den nye Nokia 3310. Hjemmesiden beretter nemlig, at HMD global vil lancere den nye telefon i mange farver, heriblandt rød, grøn og gul. Nogle mere anonyme farver må også forventes at blive en del af udvalget.

En anden store nyhed er opgraderingen fra en monokrom skærm til en farveskærm - formentlig af LCD-typen. Rygter pegede tidligere på, at telefonen vil køre Android, men det kommer næppe til at ske. Derimod er Nokias eget Asha-styresystem mere sandsynligt.

Den nye Nokia 3310 ventes afsløret ved Mobile World Congress i Barcelona, som finder sted fra den 27. februar til den 2. marts. Kort efter vil den være mulig at købe i hvert fald i Malaysia, lyder det.

Forrige artikel Næste artikel

Få notikationer:

Læs Mobilsidens debatregler her



Om brug af cookies