Mobilsiden.dk  /   MWC TEMA  /   HTC One M9: Her er hvad vi ved

HTC One M9: Her er hvad vi ved

HTC offentliggør snart topmodellen HTC One M9 til årets Mobile World Congress. Vi giver et overblik over, hvad vi ved.

Rygterne om HTC One M9 har hen over de seneste måneder svirret i luften i en lind strøm, og vi nærmer os Mobile World Congress 2015 i Barcelona, hvor flagskibsmodellen præsenteres.

Derfor giver vi her på falderebet et endeligt overblik over, hvad vi ved - og hvad vi tror, vi ved - om den kommende topmodel fra HTC. Vi samler op på alle rygterne, som vi har bragt om specifikationer, design, Lollipop-versionen og meget mere.

Design og farver

HTC fortjener prisen for at have lavet årets måske mest lækkede produkt(er), når det drejer sig om spionfotos og renderinger. Nye billeder har set dagens lys med blot få dages mellemrum i en længere periode. Med det sagt følger der også lidt af et mysterium.

I løbet af januar måned er flere billeder lækket fra først en fransk hjemmeside, dernæst fra en HTC-medarbejder og flere producenter af HTC One M9-tilbehør

For to dage siden kom hvad der skulle være officielle produktbilleder af telefonen. Det var den tyske forhandler Cyberport.de, der viste One M9 frem fra alle sider og kanter.

Alle disse billeder viser angiveligt den samme enhed, men der er mange spekulationer om, hvorvidt det overhovedet er HTC One M9-designet. Forvirringen er blevet total, efter en HTC One M9 Plus og HTC One M8i er kommet ind i billedet. Der er nemlig flere scenarier, der kan udspille sig omkring designet.

Første scenarie er, at de førnævnte lækkede billeder viser sig at være den ægte vare. Det betyder så, at designet har været kendt i lang tid og at HTC ikke har skjult hemmelighederne særlig godt.

Det andet scenarie er mere interessant. Evan Blass, også kendt som evleaks, tror ikke på teorien med billederne fra den tyske webshop, der dukkede op i forgårs. Han mener derimod, at der kommer både en almindelig HTC One M9 og en HTC One M9 Plus, som bringer et helt anderledes design på banen.

Her er højttalerne flyttet længere mod toppen og bunden, og hele overfladen er dækket af glas. Den større udgave, One M9 Plus, har hvad der ligner en fingertryksaflæser eller home-knap. En lang række konceptbilleder er lavet ud fra denne teori, som Evan Blass altså bakker op omkring.

Spigen, som producerer og sælger covers til smartphones, har i dag offentliggjort 4 forskellige covers til HTC One M9, der underbygger teorien om dette design, idet firmaer som Spiegen får dimensionerne oplyst til at forberede deres tilbehør. Netop Spigen har før ramt rigtigt med topmodeller som iPhone 6, LG G3, Nexus 5 og sidste års HTC One (M8).

Et tweet fra HTC om, at noget stort er i vente, giver endnu en grund til at tænke i disse baner.

Hvis dette viser sig at være rigtigt, har HTC dermed gjort et fantastisk arbejde med at snyde hele pressen og samarbejdspartnere ved at udlevere en HTC One M9 i et "falsk" design for at komme med en kæmpe overraskelse til offentliggørelsen. Det kan nemlig ikke udelukkes, at de mange lækkede billeder, der ligner forgængeren, blot er en HTC One M8i.
 
Læs også: Se HTC One M9, Samsung S6 og iPhone 6 i virtuel sammenligning

Hvis førstnævnte teori er sand, vil der ved første øjekast ikke være den store forskel fra One (M8) til One M9. Det er samme materiale i aluminium med bløde kanter, og de anmelderroste fronthøjttalerne sidder også, hvor de plejer. Det er de mindre detaljer, der er arbejdet på. Power-knappen er eksempelvis rykket ned på siden, og kameralinsen bagpå er gået fra cirkulær til firkantet.

Billederne fra den tyske forhandler afslører også, at HTC One M9 bliver tilgængelig i to farver. Den første er samme mørkegrå farve, som du kender fra One (M8).

Det sølvgrå farvevalg optræder også, men med et lille twist. Rammen og fronten er nu med et skær af guld, som gør, at den skiller sig lidt mere ud. Det ser altså ud til, at HTC nu kombinerer sidste års guld- og sølvmodel i én og samme model.

Alt i alt er der meget spænding omkring HTC's designvalg op til offentliggørelsen, idet rygterne på det område peger i forskellige retninger.

Tekniske specifikationer

Der hersker heldigvis ikke den store tvivl om One M9's specifikationer.

Processoren bliver den nye octa-core Snapdragon 810, hvor 4 af kernerne kører med en clockfrekvens på 2.0 GHz og de 4 andre kerner på 1,5 GHz. De 2 GB RAM fra forgængeren opgraderes nu til 3 GB DDR4-RAM.

HTC følger ikke strømmen med at forøge skærmstørrelsen. De fastholder nemlig de 5” og Full HD-opløsningen på 1080 x 1920 pixels.

Af intern lagerplads bliver der mulighed for 32 og 64 GB. Det er altså en lille opgradering fra de 16 og 32 GB, der er mulighed for i forgængeren.

Læs også: Hvad bliver den største nyhed ved MWC 2015?

HTC's UltraPixel-kamera bagpå fra One (M7) og One (M8) sløjfes til fordel for et 20,7 MP kamera med dual LED-blitz. UltraPixel-kameraet på 4 MP kommer i stedet til at sidde foran. Seneste oplysninger afslører også, at bagkameraet får en blænde på f/2.2 med en linse med 27,8 mm brændvidde.

De to Boomsound-højttalerere på fronten, som har fået meget positiv omtale, bliver siddende i den nye M9. Rygterne peger endda på, at der er indgået et samarbejde med producenten for kvalitetshøjttalere, Bose, for at forbedre lyden.

Batteriet har fået et nøk i den rigtige retning. Det nye batteri har en kapacitet på 2840 mAh og er derfor 10% større i forhold til sidste års model.

HTC's udgave af Lollipop

Traditionen for producenterne er at tage den originale udgave af Android og tilpasse den i alle hjørner og kanter med nyt design og ekstra funktionalitet, og den retning fortsætter HTC i. Det gør de med deres HTC Sense-skin, som er i version 7 med Lollipop.

Da HTC One (M8) allerede har modtaget Lollipop, tegner der sig et klart billede af, hvordan softwaren kommer til at se ud på den nye HTC One M9.

Læs også: Behersket optimisme i seneste HTC-regnskab

HTC's produktchef, Mo Versi, offentliggjorde den 17. februar på Twitter, at version 5.1 af Android allerede kommer til HTC One (M7) til marts. Der spottes så småt flere nye funktioner i denne nye version, men der er primært tale om rettelse af fejl. Om telefonen så også bliver offentliggjort og solgt med Android 5.1, er endnu usikkert.

Dato for offentliggørelse og udgivelse

Den taiwanske producent har selv løftet sløret for, hvornår One M9 bliver offentliggjort. Det kommer til at ske den 1. marts op til Mobile World Congress i Barcelona, som finder sted fra den 2. til 5. marts. Nærmere tidspunkt for offentliggørelsen mangler dog fortsat. Mobilsiden er selvfølgelig til stede under Mobile World Congress og dækker begivenheden.

Der er endnu ingen forlydender om, hvornår den nye topmodel bliver mulig at købe, men hvis vi skal følge den tidligere tendens, så bliver det umiddelbart efter offentliggørelsen af telefonen.

Forrige artikel Næste artikel

Få notikationer:

Læs Mobilsidens debatregler her



Om brug af cookies