Mobilsiden.dk  /   MWC TEMA  /   Huawei klar med luksuøst Android Wear-ur

Huawei klar med luksuøst Android Wear-ur

Huawei offentliggør inden Mobile World Congress et smartwatch, der giver Moto 360 og LG Watch Urbane kamp til stregen: Mød Huawei Watch.

Den kinesiske gigant, Huawei, melder sig for alvor ind i kampen om wearables med et nyt Android Wear-smartwatch, der byder på et stilrent design i lækre materialer.

Mobile World Congress starter officielt først i morgen, men flere producenter afholder store events forud for åbningen. Det har Huawei blandt andet valgt at gøre, hvor Huawei Watch altså blev præsenteret sammen med en række andre produkter.

Læs også: Huawei reklamerer for nyt Android Wear smartwatch

Klassisk design og lækre materialer

Uret bringer et design, der minder meget om Motorola’s Moto 360 og LG’s luksuøse LG Watch Urbane. Huawei har satset på at fremstille et ur, der ikke ligner en gadget, men et, ikke overraskende - ur. Det har de blandt andet formået ved at lave en helt rund skærm og altså ingen sort kant i bunden som med Moto 360.

Læs også: LGs luksuriøse smartwatch præsenteret i ny video

Det klassiske ur-look skabes også med den ganske tynde kant rundt om skærmen, ligesom urets størrelse er holdt nede på 42 mm. I en lækket produktvideo, som sidenhen er taget ned, fortæller designerne bag, at de hidtidige smartwatches har været for klodsede og store til kvindernes mindre håndled. Men det gør det kinesiske firma nu op med efter at have fremvist Huawei Watch.

Huawei benytter sig også af remme med en bredde på 18 mm, så du nemt kan udskifte den til en anden. De medfølgende remme kommer enten i metal eller læder alt efter urets farve. Metalremmen følger med det sorte og sølv ur, mens læderremmen sidder på uret i guld.

De tekniske specifikationer

Uret har en AMOLED-skærm på 1,4”, som giver en pixeltæthed på 286 pixels per tomme. Med denne skærmstørrelse og pixeltæthed er der presset en skærmopløsning på 400 x 400 pixels ned i uret.

Uret er udstyret med 512 MB RAM og 4 GB lagerplads. En Qualcomm-processor med en clockfrekvens på 1,2 GHz driver alle herlighederne.

Læs også: Hvad bliver den største nyhed ved MWC 2015?

En 6-akset bevægelsessensor og pulsmåler gør uret brugbart til de almindelige fitnessgøremål, som du kender fra de andre Android Wear-smartwatches. Bluetooh LE-teknologien (Bluetooth low evergy) holder uret forbundet med din telefon, samtidig med, at strømforbruget holdes nede.

Pris og tilgængelighed

Huawei oplyser til presseeventen, at uret kommer til over 20 lande, hvor Nord- og Sydamerika samt Europa er inkluderet. Der er altså en god chance for, at du kan købe uret her i Danmark, når det kommer på markedet ”midt på året”. Det vides endnu ikke, hvad prisen ender med at blive.

I går slap flere videoer ud med uret, som sidenhen er fjernet. Se en af disse nedenunder:

Forrige artikel Næste artikel

Få notikationer:

Læs Mobilsidens debatregler her



Om brug af cookies