Sony Ericsson X10 i Mini og Mini Pro udgave
MWC: De lækre features fra X10 i en lækker lille pakke - og Pro udgaven har endda fuldt QWERTY tastatur.
Sony Ericsson har på Mobile World Congress netop præsenteret to nye modeller, som på sin vis minder meget om noget, vi har set før - og navnet antyder da også at der en en vis lighed.
De fleste af jer som læser med herinde fra tid til anden, er blevet præsenteret for Sony Ericsson X10. Det er som bekendt den første model fra Sony Ericsson med styresystemet Android (hukommelsen kan genopfriskes her).
X10 Mini er ganske enkelt en X10 model (også med Android styresystem) som er blevet væsentligt mindre - dette er selvfølgelig også gået ud over størrelsen på skærmen.
Allerede i starten af Januar i år lækkede vi oplysninger om, at der var spottet en mindre version af X10'eren (her), dette har nu vist sig at holde stik.
Begge modeller vil selvfølgelig også indeholde Sony Ericssons Timescape, som skal bringe alle former for kommunikation sammen et sted, så man ikke skal åbne flere forskellige applikationer - altså kan du tjekke Twitter beskeder og Facebook opdateringer uden at hoppe rundt imellem forskellige sider.
Deres UX platform som skal hjælpe med at gøre kommunikation til underholdning som de siger, har også fået et lille løft, så oplevelsen ikke forringes af den mindre skærm.
Der er for alvor tale om en nedsættelse af vægten, den oprindelige X10 model vejer 135 gram imod 88 gram for Mini modellerne. Dette er som tidligere nævnt også gået en del ud over størrelsen på skærmen, her er der skåret halvanden tommer af, så vi ender på 2,5 tommer.
Hvad angår forbindelsesmuligheder, ligger den bestemt ikke på den lade side, den indeholder både WiFi, A-GPS og Bluetooth.
Desværre er kameraet heller ikke helt på højde med, hvad der er i X10 modellen, der er kun blevet plads til et 5 megapixels kamera i disse to nye modeller.
Kan man gå på kompromis med en lidt mindre skærm og mindre kameraopløsning, og så til gengæld skære over 30% af vægten, så er en af de nye Mini modeller bestemt et ekstra kig værd - jeg er ikke i tvivl om, at de vil imponere mange.
Den skulle angiveligt kunne leveres i andet kvartal af 2010 i farverne hvid, sort, pink, lime rød og sølv.
X10 Mini Pro
En stor del af pressemødet omhandlede udviklingen af deres telefoner, samt det stigende antal af solgte enheder med QWERTY tastatur.
For at imødekomme denne efterspørgsel, præsenterede de X10 Mini Pro - en X10 Mini model med komplet QWERTY tastatur.
X10 Mini Pro bliver en af de mindste Android telefoner med komplet tastatur, og dermed fuldender de mere eller mindre den serie med et produkt til stort set alle brugere.
X10 Mini Pro kan leveres fra andet kvartal 2010 i farverne sort og rød.
Se web-video af X10 Mini Pro her
Denne artikel bliver opdateret løbende når vi modtager flere informationer om modellerne.
Tekniske specifikationer
Specifikationerne for Sony Ericsson X10 Mini og X10 Mini Pro er som følger:
- 83 x 50 x 16 mm
- 88 gram
- 5 megapixel kamera med autofokus og geo-tagging
- 2,5 tommer ridsefri skærm (16 millioner farver og QVGA opløsning - 240x320)
- Bluetooth (A2DP)
- WiFi
- Musikafspiller med tilhørende TrackID
- FM radio
- 3,5 mm audio stik
- Gmail, YouTube
- Timscape applikation
- A-GPS med tilhørende Google Maps og prøve version af Wise-Pilot
- Komplet QWERTY keyboard (kun X10 Mini Pro)
- Android styresystem
- Hukommelseskort på 2 GB medfølger (microSD)
- Op til 4 timers take og 285 timer standby

Modtag nyhedsbrev

(5)




