To nye Windows Mobile enheder fra Toshiba
Kæmpestore trykfølsomme skærme på 4,1 tommer og knaldhurtige 1 GHz processorer er hvad de to nye modeller fra Toshiba byder på
1/2
2/2
Toshiba har netop præsenteret to helt nye mobiltelefoner på Mobile World Congress i Barcelona. Toshiba er ikke den mobil producent der får mest opmærksomhed her på siden, men da de præsenterede deres TG01 model sidste år, fortjente det alligevel noget omtale.
Idag har de så løftet sløret for efterfølgeren, som sjovt nok går under navnet TG02. TG01 var opsigtsvækkende, fordi den indeholdt en superhurtig CPU (1 GHz Qualcomm processor), TG02 er drevet af den selvsamme processor.
Jeg må ærlig talt indrømme, at der langt hen af vejen er tale om gammel vin på nye flasker, der er ikke sket frygtelig meget med modellen i det forgange år. Der er godt nok tale om en kapacitiv trykskærm i stedet for en resitiv (den minder altså om det der kendes fra iPhone), og så har 3D menu systemet angiveligt fået en overhaling, så det skulle blive lettere og mere intuitivt at navigere rundt i telefonen.
Skærmen på 4,1 tommer er stadigvæk kæmpestor, og har en opløsning på 480x800 pixels.
Dimensionerne er stort set uændret, omend TG02 er blevet en smule mindre, og dette skærer 10 gram af vægten, så den lander på 119 gram.
TG02 indeholder Windows Mobile 6,5 Professional (kontra 6,1 i TG01) og har stort set alt, hvad man kan ønske sig af tilslutningsmuligheder - jeg nævner i flæng WiFi, Bluetooth, mobilt bredbånd og microUSB.
Kameraet har ikke ændret sig siden TG01, og er på papiret en anelse middelmådigt - 3,2 megapixel dog med autofokus.
Ydermere indeholder den - selvfølgelig fristes man til at sige - A-GPS så kan man selv supplere med Google Maps eller lignende navigationsprogram.
Umiddelbart syntes jeg det ligner marginale opgraderinger, men så vidt jeg husker fik TG01 en rimelig hård medfart, så hvis Toshiba har løst de problemer, der måtte have været, syntes jeg stadigvæk der er tale om en yderst kraftfuld maskine.
K01 - TG02 med fuldt QWERTY tastatur
Den anden model som blev præsenteret, var K01. Specifikationsmæssigt ligger den fuldkommen op ad TG02, dog har den en skærm af OLED typen og så er den udstyret med et komplet QWERTY tastatur.
Dette gør selvfølgelig at den bliver en smule tykkere, mere præcist 3 millimeter tykkere end TG02
På nuværende tidspunkt ved vi intet om hverken pris eller leveringsdato for K01 eller TG02.
Specifikationer
- 126 x 66 x 9,9 mm (K01: 122 x 65 x 12,9 mm)
- 119 gram
- 3,2 megapixel kamera med autofokus
- 4,1 tommer trykfølsom, kapacitiv TFT skærm med opløsningen 480x800 pixels (K01: OLED skærm)
- Bluetooth (A2DP)
- WiFi
- Medieafspiller
- Pocket Office
- Windows Mobile 6,5 Professional
- A-GPS
- Facebook og YouTube applikationer
- Komplet QWERTY keyboard (kun K01)
- 256 MB RAM og 512 MB ROM
- microSD kort op til 16 GB

Modtag nyhedsbrev

(1)




