Nokia C7 – lightversion af N8 (mobiltest)

TEST: Lavere pris, lavere vægt, lavere specifikationer. Men er Nokia C7 skrabet så langt ned, at der ikke er mere tilbage, i forhold til topmodellen N8?

Nokia C7 – lightversion af N8 (mobiltest)

Nokia C7 er på alle måder let i designet og sit udtryk. Stilmæssigt er det nok DEN pæneste Nokia mobil i nyere tid. Designet på C7 er mode-rigtigt mens storebroderen Nokia N8 byder på en mere nørd-agtig profil.

Jeg må indrømme, at Nokia C7, som også hedder Nokia C7-00, ikke greb fat i mig sådan som N8 gjorde. Efter opsætningen stod det hurtigt klart, at Nokia med C7 ikke har været detaljeorienteret i samme grad som på N8.

Softwaren har små bugs og mangler hist og her. Ja, detaljerne hænger og flagrer i vinden. F.eks. virker den sociale applikation med Facebook og Twitter ikke optimalt.

Heller ikke multitasking funktionen kører som den skal. Jeg oplever, at nogle programmer slet ikke kører i baggrunden, men lukkes når de forlades. Og fra tid til anden er en genstart nødvendig.

Nokia C7
Nokia C7 – coverflow i musikafspilleren

Flotte farver og god musik

Skærmen er lækker! 3,5 tommer AMOLED med 16,7 millioner farver giver et flot og detaljeret billede. Det betyder, at skærmkvaliteten befinder sig i den øverst positive halvdel af markedet.

C7 er også en habil musikafspiller, som ud over en god lydkvalitet, også giver brugerne mulighed for at lave afspilningslister direkte på skærmen.

Nokia har heller ikke glemt, at der skal være noget lækkert for øjet – dette kommer når mobilen lægges horisontalt i musikafspilleren. Her vises alle albums som et “coverflow” hvor der kan scrolles med en hastighed på 60 billeder pr. sekund. Det ser sååå fedt ud!

Del billederne på Facebook

Kameraet på Nokia C7 er på otte megapixels og et par lysdioder skal hjælpe i mørke omgivelser. Desværre mangler kameraet både autofokus og makro-funktion. Netop det manglende autofokus gør, at billederne er lidt for “mobil-almindelige”.

Jeg er til gengæld relativt imponeret over videokameraet som optager i HD-kvaliteten 720p. Resultatet er pænt og selv lyden er ret god.

Billedegalleriet giver endda mulighed for dele fotos direkte på både Facebook og Twitter.

Billeder taget med Nokia C7

Videoklip optaget med Nokia C7

Nokia C7
Nokia C7 – Mobilsiden.dk nyhedsapp

Internet under forandring

Jeg har flere gange jamret over Nokias internet-browser, som ikke leverer varen i forhold til konkurrenterne. Men Nokia arbejder på en ny version, i hvert fald til N8. Så må vi håbe, at denne funktion også rulles ud på C7.

Der er også problemer med e-mailen hvis man kører en Google konto op mod Mail for Exchange på Nokia C7. Problemet er dog kendt hos Nokia og kan løses midlertidigt ved at køre kontakt- og kalender sync via Mail for Exchange og e-mailen i menupunktet Gmail.

Nokia bør snart anerkende, at specielt internet-delen i de moderne mobiler bare SKAL spille fra starten af

Nokia C7
Nokia C7 – menu

Den bedste opkalds-kvalitet

Nokia har tradition for, at fokusere på kvalitetslyd i telefonopkald samt have styr på god dækning og antenneforhold. Og med C7 bliver du ikke skuffet på dette punkt. Den lyder bare godt!

Volumenknapperne er lette at betjene men det kræver øvelse ikke at ramme mikrofonafbryderen, som er placeret mellem lyd op/ned.

Jeg vil også rose Nokia for at være gode på stabile Bluetooth og WiFi-forbindelser, samt have en god SMS-funktion der omfatter T9-tastatur og grafiske smileys.

Også den detalje, at mobilen automatisk ved lavt batteriniveau går i strømsparemode, hvor lysstyrken skrues ned, der slukkes for push-mail, Bluetooth osv.. En sådan funktion bevidner at der er tænkt over tingene.

Nokia C7
Nokia C7 til venstre. Nokia N8 til højre

Hvem skal købe Nokia C7?

Nokia C7 er en lækker telefon som primært egne sig til brugere der hovedsageligt taler og sender SMS-beskeder, men som også har lejlighedsvis behov for at kunne tjekke e-mail og søge oplysninger på internettet.

Med i prisen får man også gratis GPS-navigation i Ovi Kort, adgang til markedspladsen Ovi Marked samt FM-radio og 8 GB indbygget hukommelse.

Et kæmpestort plus er i øvrigt strømforbruget. Jeg har været oppe over 30 timers drift på én opladning, hvilket er fremragende.

C7 er ikke en internet-båren smartphone, men mere en mobil med smartphone egenskaber. Nokia N8 er stadig toppen af poppen hvis du skal have cremen af Nokia.

Prismæssigt ligger C7 og N8 relativt tæt. Jeg er selv mest til N8 – men det er nok fordi jeg er “internettypen”. Er du samtale og SMS-typen er C7 nok det rigtige valg.

Nokia C7 fortjener sine fire ud af seks stjerner.

Læser tip:
Du kan får flere detaljer om de generelle muligheder i Nokias nyeste mobilplatform Symbian^3, ved at læse vores store test af Nokia N8. Både C7 og N8 kører på samme platform og er derfor ens på en række punkter i menu- og styresystem.

Historien følges op

Temaet døde ikke med det første redaktionelle stik. mobilsiden fortsatte historien. Allerede d. 9/11/2010 gik redaktionen videre med artiklen; Grooveshark og Spotify grov-æder din datapakke – Artiklen finder du her. Læs også seneste nyt om temaet ved at trykke her..