Samsung Ativ S – mini-mobiltest

TEST: Samsungs bud på en Windows Phone topmodel, Ativ S, er en fin smartphone - der dog ikke er specielt interessant.

Samsung Ativ S – mini-mobiltest

Det er ikke lang tid Samsung Ativ S har ligget i hånden, inden en temmelig slående lighed med Samsung Galaxy S III, overskygger oplevelsen af produktet.

Designet på Galaxy S III fejler ikke som sådan noget, men jeg synes det er lidt for tydeligt, at designerne har fået tidligt fri, den dag Ativ S skulle tegnes færdig.

Produkterne har på få millimeter samme størrelse, samme skærmtype og størrelse, ens hukommelse og det samme udtryk. Men styresystemet er forskelligt. Ativ S kører Windows Phone 8, mens Galaxy S III er baseret på Googles Android-system.

Jeg synes med rette, det er fair at kalde Samsung Ativ S for en Windows Phone-version af Galaxy S III.

Kører godt

Windows Phone er et yderst stabilt styresystem, der i den seneste version 8 kun har små bugs, og som jeg gernelt er MEGET begejstret for.

Som jeg har nævnt bunkevis af gange, er det største problem for Windows Phone 8-systemet, at det ikke byder på samme applikationsudvalg som Android og iOS – og apps kan ind i mellem være i skrabede versioner.

F.eks. er Facebook-applikationen nærmest latterlig elendig, men man kan vænne sig til mange ting, når systemet i sin helhed er lækkert, flydende og stabilt. Et andet dagligdags eksempel er Danske Bank, der kun på Windows Phone, har de absolut mest nødvendige funktioner.

Lang batteritid men ladeproblemer

Batteriet i Ativ S er på 2.300 mAh og det leverer rigeligt med strøm til arbejdsdagen, og når den ligger standby, er strømforbruget ganske minimalt – lig med lang standbytid.

I forhold til Nokia Lumia 920, jeg testede i slutningen af 2012, er Ativ S væsentligt bedre på batteridrift.

Opladning kan ske via et standard mikro USB-kabel, men det underlige er at ikke alle opladere kan benyttes til Ativ S. Den biladapter jeg har virker f.eks. ikke, ej heller opladeren fra Nokia Lumia 800. Men opladeren til iPhone fungerer. Denne problemstilling synes jeg ikke at have været ude for tidligere.

Samsung ATIV S
Samsung Ativ S.

Små ændringer

Microsoft fortæller ofte at deres hardwarepartnere på Windows Phone ikke har lov til at ændre i styresystemet, eller foretage egne tilpasninger. Men åbenbart er der undtagelser.

F.eks. kan indgående opkald besvares ved at sende en foruddefineret SMS-besked fra låseskærmen, hvilket f.eks. Lumia 920 ikke tilbyder mulighed for.

Under “indstillinger” findes punkterne “ekstra indstillinger”, “yderligere opkaldsindstillinger”, “opkaldsblokering”, “importer kontakter”, “avancerede SMS’er” og “apn”. Disse er særlige på Ativ S og findes således ikke på Lumia 920.

Kamera i standard god kvalitet

Det er vanskeligt at være sur over kvaliteten af billederne fra Samsung Ativ S’ 8 megapixels kamera, men også svært at være helt vildt imponeret. Dette hænger naturligvis sammen med, at kvalteten (og dermed forventningen) til mobilfotos er steget det seneste års tid.

Jeg synes bestemt fotokvaliteten er godkendt, dog kan telefonen have vanskeligt ved at styre farve og lysforhold, når der kommer meget direkte lys mod kameraet – f.eks. er kompensationen ved modlys fotografering, en kæmpe udfordring.

På telefonens forside findes et 1,2 megapixels kamera til videosamtaler og trutmundsfotos af en selv.

Billeder taget med Ativ S

Find selv vejen

Microsoft leverer et fint kortprogram med i Windows Phone, der giver et fint overblik over hvor man befinder sig, eller lave en simpel rutevejledning.

Men aktuelt er Nokia på deres Lumia-telefoner, de eneste der giver rigtig dør-til-dør navigation med i salgspakken.

Du skal altså enten stadig have en almindelig gammeldags navigationsenhed i bilen, en anden mobil eller købe et navigationsprogram til Ativ S, hvis ikke du selv skal finde vejen til destinationen. Uheldigvis er udbuddet af GPS-navigation til Windows Phone fortsat meget begrænset.

Samsung Ativ S kan i øvrigt få positionsdata fra både GPS og GLONASS systemerne.

Meget som de andre

Ativ S er en straight lige ud af boksen Windows Phone mobil, med alle de funktioner, som Windows Phone 8 tilbyder. Det betyder flydende brugeroplevelse, god internetadgang hvor det er let at komme rundt på selv store websites – flot skærmoplevelse og rimelige fotos.

Men Ativ S har ikke noget ekstra. Så hvor Windows Phone 8X by HTC byder på vidvinkel frontkamera og Beat Audio, og Nokia Lumia 920 har 4G og trådløs opladning – ja, så har Ativ S et tilbud om, at du kan benytte microSD-kort til ekstra hukommelse – noget der i disse cloud-tider nok ikke er så vigtigt, år der er 16 GB indbygget hukommelse.

Jeg har meget svært ved at forestille mig, at Samsung Ativ S kan være et interessant produkt for ret mange. Retfærdigvis skal det her nævnes, at Samsungs helt store fokus er Android-telefoner, som aktuelt er en kæmpesucces for dem. Så det er også meget naturligt, at Ativ S bliver et “nå ja, det har vi for resten også på hylden”-produkt.

Konklusion: God men overdreven dyr

Jeg har brugt Samsung Ativ S i nogle uger, og har haft stor glæde af produktet, der i sig selv klarer opgaverne udmærket. Jeg har blot svært ved at se, hvorfor jeg skulle købe den.

Hvis du synes Lumia 920 er for stor, så er Windows Phone 8X by HTC et både bedre og billigere valg, samt et produkt der på designudtrykket er HELT sin egen.

Ifølge Mobilpriser.dk er dagsprisen på Ativ S omkring 4.500 kroner uden abonnement, mens 8X ligger på cirka. 3.700 kroner og Lumia 920 ligeledes på cirka 4.500 kroner.

Så vil du have Windows Phone 8 hedder valget 8X eller Lumia 920. Skal du købe Samsung, så hedder det Android og Galaxy S III – det er dér Samsungs styrke ligger.

Samsung Ativ S ender på 3 ud af 6 stjerner. Ikke fordi den fejler noget, men fordi den bare er uinteressant. Såfremt den blev bedømt uden skelen til konkurrenterne og prisen ville karakteren være 5 ud af 6 stjerner.

Web-TV: Første kig på Samsung Ativ S

HOT:
– God skærm, god lyd
– Lang batteri og driftstid
– Hurtig og flydende betjening

NOT:
– For høj pris
– Deignet ikke unikt
– Ingen navigation