Sony Xperia Acro S – XL hårdfør smartphone (mobiltest)

TEST: Endnu en Sony-smartphone, der tålet vand, snavs og slag. Men er den bedre end sin lillebror Sony Xperia Go?

Sony Xperia Acro S – XL hårdfør smartphone (mobiltest)

Sony Xperia Acro S er endnu en telefon fra Sony, der skal kunne modstå lidt af hvert.

Sony præsenterer selv telefonen med løftet om, at du roligt kan tage telefonen med i bad eller på stranden. Den skulle kunne holde til at ligge på 1 meter vand i 30 minutter, være støvtæt og mulig at benytte med våde fingre.

Mobilsiden.dk har haft Sony Xperia Acro S med ud i landskabet – se hvordan den klarer hverdagen i testen herunder.

Det første indtryk – tykkere end lillebror

Jeg har tidligere testet Sony Xperia Go, der er Sonys bud på en hårdfør smartphone, uden i øvrigt, at ligne en håndværkertelefon, indpakket i tykt gummi.

 – Sony Xperia Go – kan klare næsten alt (mobiltest)

Sony Xperia Go imponerede mig i den grad, og derfor var det med stor forventning, at jeg modtog Xperia Go’s efterfølger: Sony Xperia Acro S – den skulle også være hårdfør, som sin lillebror, men med vildere specifikationer og større display.

 – Så hårdt tester vi Sony Xperia Go

Da jeg åbnede æsken, var mit første indtryk umiddelbart, at Acro S var noget tykkere end Xperia Go. Telefonen er 11,9 mm tyk, mens Xperia Go kun er 9,8 mm. Det virker måske af lidt på papiret, men den føles tykkere i hånden.

På fronten findes knapperne: ”Tilbage”, ”Hjem” og ”Indstillinger.” På den ene side af telefonen findes dedikerede knapper til standby, volumen og kameraudløser. På modsatte side findes to, ikke helt så elegante huller, til tilkobling af en bordlader.

Umiddelbart er jeg meget begejstret for konceptet med en bordlader – så slipper jeg for at min telefon ligger og roder rundt for enden af et løst kable, når den skal lades.

Det er dog lidt uforståeligt, at Sony har lavet en så u-elegant løsning til sammenkoblingen til bordladeren, som det er tilfældet med de to store firkantede huller i siden.

I toppen har telefonen tilslutningsmuligheder til USB, jackstick til hovedtelefoner og HDMI, så du kan koble din telefon sammen med en ekstern skærm.

Motoren – Lidt grus i maskineriet

Out-of-the-box kommer Acro S med Android version 4.0.4. Den bliver drevet af en 1.5 GHz Qualcomm dual core CPU, har 1GB RAM og 16GB intern hukommelse, der kan suppleres med op til 32GB på en microSD kort.

Telefonen leverer varen. Det hele kører for det meste flydende og uden at hakke. Dog kommer der lidt grus i maskineriet, når flere applikationer gang på gang går i stå og er nødt til at genstarte.

Jeg har oplevet det med poplære applikationer som: Facebook, TV 2-Nyhederne, BT og Gmail.

Det kan selvfølgelig være applikationerne, der er noget galt med, men det er påfaldende, at det er sket flere gange med hver applikation. Jeg har ikke med andre Android-enheder oplevet, at programmerne skal genstartes så tit, som det har været tilfældet med Acro S.

I testperioden er telefonen oveni købet blevet opdateret, uden at det har gjort problematikken mærkbart bedre.

Skærmen – den holder hele vejen

Sony har virkelig forstået at lave skærme til mobiltelefoner, der giver knivskarpe billeder, flotte mættede farver og en imponerende detaljegrad.

Det er nok heller ikke tilfældigt, at Sony har integreret deres Bravia Engine teknologi i deres mobile enheder. Mange års erfaring med udvikling af TV-skærme har gjort Sony i stand til, at lave skærme, der holder hele vejen.

Prøv selv: Find en flot HD-video og afspil den på Sony Xperia Acro S = resultatet er imponerende.

Skærmen reagerer hurtigt og præcist på tryk og bevægelser. Der er ikke noget der hakker eller virker langsomt. Desuden er det muligt at navigere rundt på skærmen, selv med våde fingre.

En enkelt lille minus ved skærmen på Acro S, er dens evne til at tiltrække støv og lommeuld.

Jeg går altid med mobilen i bukselommen og jeg har været overrasket over, at det dagligt har været nødvendigt at tørre skærmen af for støv, lommenuller og hvad der ellers kan ”klistre” til skærmen.

Kamera – 12 megapixels uden at imponerer

Særligt begejstret blev jeg, da jeg så at Acro S kom med 12 megapixels kamera, hvilket i mine øjne er en kæmpe opdatering i forhold til Xperia Go, der ”kun” har 5 megapixels kamera.

Generelt var jeg imponeret over Xperia Go’s kamera, så det satte selvfølgelig forventningerne op til storebror Acro S.

Mine forventninger blev dog langt fra indfriet.

Overordnet leverer kameraet i Acro S pæne billeder i en point-and-shoot situation, hvor formålet er at dokumentere forholdene her og nu.

Men har man et behov lidt ud over, at fange vennerne ved en glad aften i byen eller et pænt landskab, er det nok ikke Acro S man skal sætte sin lid til.

Acro S har lidt den samme mangel som Xperia Go, nemlig evnen til at fokusere på noget der er tæt på. Det vil f.eks. sige at tage et billede af en blomst helt tæt på.

Den maksimale blændeåbning er opgivet til at være f/2.4, hvilket burde give gode muligheder for, at lave gode macro-billeder. Men telefonen mangler en program-indstilling til macro-billeder eller nærbilleder.

Det kan dog lade sig gøre, at tage gode nærbilleder, men det kræver ufattelig meget lys, for at kameraet kan fokusere korrekt.

Billedet af den hvide blomst er et eksempel på et af de bedre resultater.

Kameraet har en indstilling der hedder “Sport”. Her burde man med rette kunne forvente, at fange objekter i bevægelse, men hele konceptet med ”sport” fejler.

Når telefonen er indstillet på ”Sport,” skal bruge alt for lang tid på, at fokusere inden billedet bliver taget. På den måde har objektet man tager billedet af, måske nået at flytte sig og billedet bliver derfor ikke som man gerne vil have det.

Jeg forsøgte flere gange at fange min datter på en hoppepude. Det var nok kun 1 ud af 10 billeder, der ved et held er blevet nogenlunde som det skal være. De øvrige er uskarpe eller helt uanvendelige.

Har man imidlertid ikke særlige foto-behov og ønsker man kun at tage landskabsbilleder eller billeder af mere stillestående objekter, så leverer kameraet et rigtig godt resultat.

Hvidbalancen er i langt størstedelen af tilfældene helt rigtig, og farve og skarphed er rigtig flot.

Billeder taget med Xperia Acro S

Holdbarhed – skærmen var ridset inden 24 timer

Sony Xperia Acro S skulle ifølge Sony kunne holde til lidt af hvert. Lige som lillebroren Sony Xperia Go skulle den være særdeles hårdfør.

Den skulle kunne holde til at ligge under vand, være modstandsdygtig overfor ridser og støv.

Men allerede inden jeg for alvor havde taget telefonen i brug, puttede jeg den i bukselommen, sammen med mine husnøgler. Det resulterede i, at nøglerne lå og gnubbede op ad displayet og en fin slangeformet ridse tog form i skærmen.

Det er måske ikke helt i orden, når telefonen markedsføres som modstandsdygtig overfor ridser.

Jeg har testet mange andre telefoner, og ingen af dem har fået ridser i displayet, selvom de også har været opbevaret i en bukselomme sammen med nøgler.

Selvfølgelig var jeg også nødt til at teste om Acro S kunne gøre sig under vand. Her har jeg lavet en simpel opstilling, der viser, at telefonen kan fungere under vand og efterfølgende kan betjenes med våde fingre:

Telefonen er altså godkendt til vådt brug, men ridsefast skal man ikke forvente.

Beskeder og tastatur – Gode tilpasningsmuligheder

Da jeg startede med at bruge telefonen var der flere ting der irriterede mig, når jeg skulle skrive beskeder eller mails.

Tastaturet var ikke helt som jeg gerne ville havde det. Jeg vil gerne have punktum, komma og smileys på hovedtastaturet, uden at skulle ind i en under-menu, for at finde tegnene.

Hurtigt fandt jeg dog ud at, at der var gode muligheder for, at tilpasse tastaturet og tilføje punktum og komma, samt indsætte en genvej til div. smileys.

Under testen har jeg brugt fuldt QWERTY-tastatur, men der er også mulighed for at vælge T9-tastatur, hvis man synes bedre om dette.

Indtastningen kører rigtig fint, selv på det fulde tastatur. Den store skærm gør, at det nemt kan lade sig gøre, at skrive lange beskeder uden at skulle slette og rette på grund af fejltryk.

Ordbogen foreslår selv ord i takt med at du indtaster, og det er muligt at vælge mere end et sprog, så ordbogen foreslår ord fra flere sprog samtidig.

Internet og forbindelse – det kører i olie

Xperia Acro S forbindes nemt til internettet via f.eks. en trådløs router. Telefonen foreslår selv tilgængelige netværk og herefter er det bare at vælge det ønskede netværk og indtaste adgangskoden.

Forbindelsen til en WiFi-router holdes godt og stabilt. Sammenholdt med andre telefoner i husstanden har den uden problemer kunne holde forbindelsen, og endda på længere afstand end alle de øvrige enheder.

Uanset om telefonen er koblet til internettet via WiFi eller 3G, performer Acro S rigtig godt. Fulde hjemmesider præsenteres i et flot tempo og kører meget gnidningsløst.

Det er muligt at navigere rundt og zoome på hjemmesider, mens de indlæses.

Lyden – Super gode in-ear hovedtelefoner inkluderet

Sony skal have ros for lyden i telefonen. Under samtale, med telefonen holdt mod øret, er lyden klar og tydelig og med gode nuancer.

Unødig støj bliver effektivt filtreret fra til både brugeren og modtageren.

Til Acro S medfølger et sæt hovedtelefoner, som efter min smag, er langt bedre end det plastik-skrammel, andre producenter inkluderer i deres pakker.

Hovedtelefonerne er af typen in-ear og de lukker effektivt omgivelsernes støj uden, mens f.eks. musik bliver afspillet i en rigtig god kvalitet.

Ofte når jeg anvender in-eat hovedtelefoner til at lytte til musik, føler jeg mig nødsaget til at skrue temmelig højt op, for at overdøve omgivelsernes støj.

Det rigtig gode ved disse hovedtelefoner er, at det ikke er nødvendigt, at skrue særligt højt op, da støj meget effektivt bliver holdt ude.

Alt er dog ikke fryd og gammen, hvad angår lyden på Sony Xperia Acro S. Endnu en gang må jeg konstatere, at Sony har placeret højtaleren bag på telefonen. Det vil sige alt tale og lyd der afspilles via denne højtaler får en metallisk dåselyd, når telefonen ligger ned eller holdes i hånden.

Konklusion – der findes alternativer

Sony Xperia Acro S ligner på mange måder en helt almindelig smartphone. Vores eksemplar er sort og udseendet skiller sig ikke ud fra mængden af smartphones på markedet. Dog har Acro S den forskel, at den er modstandsdygtig.

Modstandsdygtig er måske så meget sagt. Den kan tåle vand og kan betjenes med våde fingre, men ridsefast er skærmen ikke helt.

Jeg formåede (utilsigtet) at ridse skræmen på under 24 timer. Det er vel ikke i orden, når den markedsføres som ”scratch-resistant”

Oplevelsen blev dog opvejet af det utroligt flotte display, der flydende og uden problemer viser utrolig flot HD-kvalitet. Der er ikke en finger at sætte på skærmen, der præstere til maksimum point.

Kameraet yder dog kun en middel præstation. På trods af det høje antal megapixels, er det ikke i alle situationer, at kameraet leverer skarpe billeder. Specielt ved nærbilleder og i ”sports situationer” kommer kameraet hurtigt til kort.

Når det kommer til landskabsbilleder og mere stillestående motiver, er der dog ingen tvivl om, at kameraet leverer varen.

Den overordnede opfattelse af brugeroplevelsen er dog positiv. Internettet kører uden problemer og man kan nemt og hurtigt navigere rundt i telefonens forskellige menuer, uden at noget ”hænger” eller ”hakker”.

Der er dog kommet et lille, men meget irriterende sandkorn i maskineriet: Ofte går applikationer i stå og skal genstartes for at køre videre. Det er årsag til stor frustration og irritation for brugeren.

Hvis du vil have en modstandsdygtig smartphone, men ikke absolut skal bruge en 4,3” skærm og et kamera med 12 megapixels, så overvej om Sony Xperia Go kunne være et alternativ.

Sony Xperia Acro S imponerer ikke ubetinget og når jeg samtidig taget i betragtning, at den er storebror til Xperia Go, så burde man kunne forvente mere.

Sony Xperia Acro S får derfor 4 ud af 6 stjerner.

PLUS:

  • Flot skærm
  • Gode muligheder for at tilpasse tastatur
  • Ligner ikke en håndværkertelefon

MINUS:

  • Programmer genstarter
  • Kameraet lever ikke op til forventningerne.
  • Skærm blev hurtigt ridset og tiltrækker støv

Læs også: Sony Xperia Go – kan klare næsten alt (mobiltest)

Se priser på: Mobilpriser.dk  

Mere nyt i sagen

Sagens videre forløb om emnet. mobilsiden fulgte op på historien. 5/9/2012 publicerede redaktionen historien Nokia Lumia 820 – smartphone i mellemklassen – Artiklen kan læses her. Tematikken er fortsat aktuel. Klik her for de sidste nyheder..