10 nye HD-Android spil klar fra Gameloft
Gameloft har som en af de første store spilproducenter, taget den mobile platform til sig. I lang tid har Gameloft leveret spil af høj kvalitet til iPhone og iPad – men kun få titler til Android-platformen.
Men Android-ejerne kan glæde sig over, at 10 nye HD-spil nu kan købes i Gamelofts mobilshop.
Blandt de nye titler er Let’s Golf 2, Shrek Kart Racing, Tom Clancy’s Splinter Cell og Hero of Sparta. Sidstnævnte kan i skrivende stund hentes gratis.
Kun topmodeller i Android serien, som f.eks. Samsung Galaxy S og HTC Desire, kan køre de nye spil.
Spillene købes ved at besøge Gamelofts website fra mobilens browser, da de ikke er tilgængelige i Android Marked.