12 megapixels mobiler i 2009

Mobilernes formåen på fotoområdet forbedres i 2009 fra otte til 12 megapixels.

12 megapixels mobiler i 2009

Aktuelt har markedets fremmeste telefoner kameraer på op til otte megapixels. F.eks. Sony Ericssons topmodel C905 og LG KC910 Renoir.

Allerede i 2009 ventes det, at 12 megapixels bliver den nye standard for topmodeller.

Sony har netop annonceret nye CMOS chips til kameratelefoner under navnet Exmor. Modulerne kan køre 5,15, 8,11 og 12,25 megapixels med både sensor, linse og autofokus inkluderet. Motoren der styrer fokus ved videooptagelse er af en ny type, der bruger langt mindre strøm end tidligere.

Sony oplyser at 8,11 megapixels modulet, kan leveres til producenterne i denne måned, mens 5,15 og 12,25 megapixels er klar i marts 2009.

Naturligvis kommer der ikke 12 megapixels-mobiler på markedet med det samme. Men sandsynligheden taler for, at 2009 bliver året, hvor udbredelsen starter.