Mobilsiden.dk  /   Nyhedsoversigt  /   3 og teleanalytiker i åben krig

3 og teleanalytiker i åben krig

Mobilselskabet 3 og teleanalytikeren John Strand er røget i totterne på hinanden. Strand dødsdømmer 3, mens 3 mener at John Strand ikke ved hvad han snakker om.

3’s danske direktør Christian Jørgensen har dog ikke meget tilovers for John Strands kritik.
3’s danske direktør Christian Jørgensen har dog ikke meget tilovers for John Strands kritik.

3G-mobilselskabet 3 forsvarer sig nu mod teleanalytiker John Strands udtalelser om, at selskabet er en fiasko.

»John Strand sagde også om Telmore, at konceptet ikke holdt, og vi har jo set at det gik anderledes,« siger 3’s danske direktør Christian Jørgensen, og hentyder til at lavprisselskabet Telmore på tre år erobrede 450.000 mobilkunder og i sidste måned blev solgt for et trecifret millionbeløb til TDC.

Angrebet på John Strand kommer efter at han i går kaldte 3 for den største fiasko siden Iridium, der var et forsøg med satellitbaseret mobiltelefoni.

John Strand mener at 3 groft misbruger hans citat. »Jeg sagde, at Telmore ikke havde nogen fremtid, hvis de andre teleselskaber fortsat gav tilskud og udviklede value added services, men det stoppede de med, da Telmore kom på banen,« siger John Strand.

IT- og Telestyrelsen offentliggjorde i går sin halvårlige telestatistik, der viste, at 3 ved udgangen af 2003 havde 3.425 kunder. Christian Jørgensen mener det er flot, og sammenligner med at Sonofon, da de gik i luften i Danmark i 1992 det første år også kun havde et par tusind kunder.

Det har John Strand kun hovedrysten tilovers for.
»At de sammenligner sig med Sonofon er at misbruge historiske tal. Dengang var der 200.000 NMT- og GSM-kunder. I dag er der 4,7 mio. mobilkunder i Danmark,« siger John Strand og anslår at der sidste år blev lavet mellem 1,2 og 1,6 mio. nye mobilabonnementer. »Deres kundeantal svarer til hvad der bliver lavet af nye abonnementer på en halv dag,« siger John Strand.

3 gik i luften i oktober og Christian Jørgensen mener derfor ikke at 3.425 kunder er så dårligt. »At have kundetal i de små tusinder er set før. Orange og Telia er eksempler på operatører, der er startet i Danmark og har haft få tusinde kunder det første halve år,« siger Christian Jørgensen.

John Strand tøver dog ikke med at give 3 dødsstødet.
»Sandsynligheden for at 3 nogensinde bliver profitable er next to nothing,« siger John Strand og fortsætter: »Jeg tror på 3G, men jeg har aldrig troet på 3 – hverken i Danmark, Sverige, Østrig, England eller Australien.«

3’s danske direktør Christian Jørgensen har dog ikke meget tilovers for John Strands kritik. »John Strand kender ikke vores omkostningsstruktur. Vi deler en masse ting på tværs med de andre 3-selskaber. At han ikke tror på os, er der ikke så meget vi kan gøre ved,« siger Christian Jørgensen.

Forrige artikel Næste artikel

Få notikationer:

Læs Mobilsidens debatregler her



Om brug af cookies