Mobilsiden.dk  /   Nyhedsoversigt  /   3 sælger begrænset parti af OnePlus 5 i næste uge

3 sælger begrænset parti af OnePlus 5 i næste uge

Den 21. juni får du en unik mulighed for at købe OnePlus 5 i 3Huset på Vimmelskaftet i København under 24 timer efter afsløringen af topmodellen.

Foto: 3.dk

Onsdag den 21. juni får du en gylden mulighed for at blive en af de første ejere af den kommende OnePlus 5. Teleselskabet 3 sælger nemlig et begrænset parti af topmodellen dagen efter den er blevet annonceret. Det skriver teleselskabet i en pressemeddelelse.

Læs også: OnePlus 5: Specifikationer, billeder og pris lækket

Det eksklusive samarbejde mellem OnePlus og teleselskabet 3 må siges at køre på skinner. 3 kan ikke kun glæde sig over, at OnePlus 3T ligger højt på listen over det mest solgte smartphones. Nu kan teleselskabet se frem til at være en af de 10 udvalgte steder i hele verden, hvor det vil være muligt at få fingrene i de første eksemplarer af OnePlus 5.

”I marts indgik vi i et eksklusivt samarbejde med OnePlus med lanceringen af OnePlus 3T. Salget af dette pragteksemplar af en smartphone har levet mere end op til vores forventninger. Derfor er vi naturligvis vældig godt tilfredse med at få den næste topmodel på hylderne i 3Huset mindre end 24 timer efter annonceringen. Og det skal naturligvis fejres på vanlig 3-vis med balloner og forkælelse til de kunder, som møder op,” siger David Elsass, privatdirektør hos 3.

I sidste uge kom det frem, at 3Huset på Vimmelskaftet i København lægger hus til en såkaldt ’popup-event’, hvorfra 3 altså nu bekræfter, at det bliver muligt at købe OnePlus 5. OnePlus afslører telefonen tirsdag den 20. juni klokken 18, men salget hos 3 finder først sted dagen efter - altså tirsdag den 21. juni. i tidsrummet 16-20.

Foto: 3.dk

Forvent lang kø

3 kan ikke oplyse, hvor mange eksemplarer af OnePlus 5, der er til salg. Til gengæld vides det, at man kun må købe ét eksemplar, og at der vil blive uddelt goodie bags fra OnePlus bestående af t-shirts og covers. Som der er sædvane for, når det gælder OnePlus' "popup-events", forventer 3, at der opstår kø. Derfor vil gæsterne blive serviceret med siddepladser, vand og lækkerier fra en isvogn.

Læs også: OnePlus deler foto af OnePlus 5

Det er endnu uvist, hvornår det egentlige salg af OnePlus 5 starter, men med denne event må det formodes, at 3 også vil være klar til at sælge telefonen fast. Selv om OnePlus selv har været ude at dele billeder af telefonen, har producenten ikke afsløret prisen endnu – og det samme har 3 heller ikke. Et nyt rygte peger dog på, at prisen vil stige fra $439 til $479, hvilket formentlig vil betyde, at prisen stiger fra 3299 kroner for OnePlus 3T til omkring 3600 kroner for OnePlus 5.

Forrige artikel Næste artikel

Få notikationer:

Læs Mobilsidens debatregler her



Om brug af cookies