3 skruer op til 14Mbit – og så alligevel ikke

Teleselskabet 3 har hævet deres teoretiske maksimum-hastighed til 14,4Mbit. Den hastighed vil brugerne bare ikke komme i nærheden af - selvom nogle vil få den hævet.

3 skruer op til 14Mbit – og så alligevel ikke

De danske mobile bredbåndskunder kan nu gå hen og få skruet deres downloadhastigheder gevaldigt op. Teleselskabet 3 har taget næste skridt i udvidelsen af netværket, og sat den teoretiske hastighed op til 14,4 Mbit. Denne hastighed kommer kunderne dog ikke i nærheden af.

Først og fremmest skal opgraderingen ses med fokus på kapaciteten i netværket. Det betyder nemlig, at hastigheden i praksis bliver højere, og altså kommer nærmere på de 7,2 Mbit, som selskabet før har reklameret med.

Samtidig skal det også siges, at der endnu ikke er hardware på markedet, som understøtter de høje hastigheder.

Opgraderingen skal bestemt også ses som et positivt skridt mod stablie høje hastigheder på det mobile bredbånd, og 3 er da også stolte over deres tiltag, som vil berøre 80 procent af netværket.