3 smækker døren til brancheforening

Efter flere slagsmål har 3 meldt sig ud af brancheforeningen for teleoperatørerne.

3 smækker døren til brancheforening

3 har meldt sig ud af Telekommunikationsindustrien, der er brancheforeningen for teleoperatører.

Årsagerne til bruddet er dog meget forskellige alt efter, hvem der udtaler sig, skriver Børsen i dag.

Formand for Telekommunikationsindustrien, Jens Ottesen-Scøtt, forklarer, at 3 ikke ville være med til en finansiering af Teleankenævnet, efter 3 havde tabt nogle sager. Ydermere ville 3 ikke være med til at en ny kontrolinstans for indholdstakseret sms med erotisk materiale, blev en del af Teleankenævnet.

3 har også været frustreret over, at brancheforeningen ikke ville kæmpe for en længere bindingsperiode, som ville hjælpe 3 med salget af 3G telefoner.

Prisen og ventetiden for overflytninger selskaberne i mellem har været et andet springende punkt i slagsmålene mellem brancheforeningen og 3.

3’s udmeldelse af brancheforeningen stiller dog ikke forbrugerne dårligere, da de stadig har mulighed for at klage i teleankenævnet.