3 udvider 4G LTE dækningen med flere byer

Teleselskabet 3 udvider selskabets 4G LTE dækning med en stor del af landets mellemstore byer.

3 udvider 4G LTE dækningen med flere byer

Indtil nu har teleselskabet 3 officielt kun haft 4G LTE dækning i landets største byer, svarende til 50 procent af befolkningen, og har derved været et stykke bagefter både TDC, Telia og Telenor.

Indenfor de seneste par måneder har 3 dog stille og roligt udvidet dækningen med 4G LTE i flere mellemstore byer, samt enkelte landområder.

3 har nu endelig løftet sløret for den seneste tids 4G LTE udrulning, og samtidig opdateret deres dækningskort, hvor man kan se den kraftige udvidelse af dækningsområdet.

– ”Udrulningen af 4G/LTE i 3 kører som planlagt – med fuld styrke. Vi er nu oppe på at dække over 60% af befolkningen og forventer ved årets udgang at dække mere end 70%. Pt. har vi opgraderet en eller flere master med LTE i 161 byer og fortsætter arbejdet. Vi udbygger i øjeblikket med fokus på 1800 MHz for at nå så bredt ud som muligt og supplerer med 2600 MHz for at sikre kapacitet, hvor der er et ekstra behov”, udtaler Kim Christensen, Head of Network Engineering hos 3.

Udover 4G LTE dækningen så udvides selskabets brede 3G dækning også stadigvæk på både 900 og 2100 MHz.