Mobilsiden.dk  /   Nyhedsoversigt  /   3G vinder over mobil Wimax

3G vinder over mobil Wimax

Kan mobil Wimax true 3G? Ifølge analyseselskabet Gartner er svaret nej. En lille kundebase og begrænsede indtægtsmuligheder gør, at mobil Wimax har utrolig hårde odds.

Mobil Wimax standarden lover rækkevidder på 10-20 kilometer og hastigheder på 10-20 Mb/s. Med disse tal håber mobil Wimax simpelthen at overgå og måske endda erstatte ADSL og 3G.

Men ifølge analyseselskabet Gartner, så vil det blive en utrolig hård krig. I bund og grund er det en kamp imellem IT branchen og mobil branchen. I ryggen på Wimax finder vi Intel og Motorola og bag 3G/HSDPA finder vi selvfølgelig mobilnet-selskaberne.

Hårde odds imod Wimax

På trods af den store selvtillid, der findes hos Wimax, så er de oppe imod nogle hårde odds. Wimax er endnu ikke en færdig standard, og der er endnu ubesvarede spørgsmål. Blandt andet om hvordan netværket kan skaleres og antallet af brugere. Desuden mangler markedet også noget modent udstyr til Wimax, før det rigtig kan tage fart.

Mobilbranchen har et allerede fungerende netværk at tilbyde. Selvfølgelig kan de på nuværende tidspunkt ikke tilbyde lige så store hastigheder, som der loves med Wimax. Men udviklingen er i gang, og her i Danmark har 3 allerede meldt ud, at de er på vej med første generation af HSDPA, som skulle give hastigheder på op til 2,5 Mb/s. Senere generationer af HSDPA kan tilbyde hastigheder på 8-10 Mb/s.

Allerede nu har mobilbranchen en rimelig stor kundebase, hvilket giver dem en fordel fra starten af.

Gartner nævner også, at mobilbranchen har væsentlig bedre indtægtsmuligheder i form af taletid, beskeder med mere. Wimax er begrænset til at sælge båndbredde.

Wimax bliver en støtteteknologi

Gartner konkluderer at mobilbranchen simpelthen ikke er langt nok bagud, til at det bliver muligt for Wimax at udkonkurrere dem. De skriver, at Wimax vil blive en støtteteknologi til mobilbranchen. Derfor spår Gartner, at mobil Wimax ikke vil komme til at true mobilnettet.

Den bedste mulighed for mobil Wimax bliver at give afsides kunder adgang til hurtige dataforbindelser uden at skulle bygge telefonmaster eller grave kabler ned. Blandt andet i tredje generations lande kan der være marked for det – såfremt udstyret er billigt nok.

Forrige artikel Næste artikel

Få notikationer:

Læs Mobilsidens debatregler her



Om brug af cookies