3’s kunder klager mest

Teleselskabet 3 har relativt flere klager i Teleankenævnet end andre teleselskaber – og 3’s kunder får oftere ret i klagerne.

3’s kunder klager mest

I forhold til selskabets størrelse og antallet af kunder er teleselskabet 3 øverst på listen, som det selskab flest kunder klager over hos Teleankenævnet. Samtidig får kunderne også mere ret i deres klager end tilfældet er med andre selskabers kunder. Det viser den nyeste opgørelse fra Teleankenævnet.

Ser man på det samlede antal mobil-klagesager, som blev behandlet af ankenævnet i 2011, så var mere end hver fjerde en sag fra en 3-kunde – til trods for selskabet kun har en markedsandel på mobilmarkedet på 8,7 procent. Det skriver Comon.dk.

Telenor og Telia er de selskaber, som har mindst klagesager med henholdsvis 24 og 29 klager. TDC havde med 75 sager flest, men også langt den største markedsandel. 3 havde 61 sager, men set på størrelse og antal klager altså klart flest.