Mobilsiden.dk  /   Nyhedsoversigt  /   4G-licenser splitter Sander og mobilselskaberne

4G-licenser splitter Sander og mobilselskaberne

Mobilselskaberne er utilfredse med, at de skal byde på en licens til 4G-netværket, inden videnskabsministerens bredbåndskomite fremlægger sit bud på fremtidens digitale infrastruktur.

Flere danske mobilselskaber er utilfredse med videnskabsminister Helge Sander. I fjerde kvartal skal operatørerne byde på licenser til fremtidens mobilnetværk, der er baseret på LTE-teknologien - også kaldet 4G. Ifølge telebranchen er timingen uheldig, da Helge Sanders bredbåndskomite muligvis ikke vil have et udspil om fremtidens digitale infrastruktur klar inden denne deadline.

Ifølge Computerworld ønsker både Telia og TDC en afklaring fra bredbåndskomiteen, inden de byder på LTE-licensen.

Anders Thomsen, der er chef for public affairs i TDC, mener således, at man bør udskyde licens-auktionen til 2010.

 - "Man skal passe på med vold og magt at gennemtvinge en tidsplan, hvis det viser sig, at der er nogle usikkerhedsmomenter, der gør det klogere at vente," siger Anders Thomsen til Computerworld.

Telias administrerende direktør, Jesper Brøckner, ser også helst, at der er en sammenhæng mellem bredbåndskomiteens udspil og licens-auktionen.

- "Jeg har det håb, at hvis man går ud og laver den her auktion i slutningen af 2009, så er man afklaret inden da," fortalte administrerende direktør Jesper Brøckner, Telia, forleden til Computerworld.

Videnskabsminister Helge Sander er bekendt med teleselskabernes utilfredshed, men han ønsker ikke at afsløre, om det vil resultere i ændringer for den nuværende planlægning.

Forrige artikel Næste artikel

Få notikationer:

Læs Mobilsidens debatregler her



Om brug af cookies