60% billigere sms fra sommerferien

Sms-prisen fra udlandet bliver mere end halveret fra denne sommer. Skal også dataprisen ned, skal teleselskaberne selv blive enige.

60% billigere sms fra sommerferien

Mange har prøvet at komme hjem fra en dejlig ferie, til en astronomisk mobilregning. Årsagen er teleselskabernes overpriser på mobilforbrug på tværs af landegrænserne.

En EU-beslutning betyder nu, at teleselskaberne maksimalt må tage én krone, for en sms, sendt hjem fra rejsen i EU. Det svarer til en nedsættelse på 60 procent.

EU har tidligere været på banen og begrænset priserne på samtaler. Det betød dog blot, at mange teleselskaber ændrede afregningen fra sekund til påbegyndt minut. Dermed endte forbrugerne med at betale langt mere, for deres korte samtaler.

Dataprisen nedsættes måske

Det er ikke lykkedes at få vedtaget en maksimalpris på dataforbrug, men EU indfører tilgengæld et prisloft på én euro, som gælder når teleselskaberne køber trafik af hinanden. Fra 2011 nedsættes samhandelsprisen yderligere.

Ændringen berører umiddelbart ikke slutbrugerne, da det er op til teleselskaberne selv, at lade prisændringerne slå igennem overfor forbrugerne.

I dag koster én megabyte datatrafik mellem EU-lande omkring 55 kroner. Uden for EU er prisen helt oppe over 100 kroner pr. megabyte. Så hvis ikke teleselskaberne ændrer priserne, betyder aftalen blot, at fortjenesten bliver endnu større.

Selve aftalen er ikke endeligt godkendt, men vedtagelsen betragtes som en formalitet.

Alle prisændringer træder i kraft fra 1. juli 2009.

Læs også
Snart store data-prisfald på rejsen