81 kroner for en kamera- og mp3-mobil

Til maj vil en mobil med mp3-afspiller, radio og kamera blive sat til salg for 81 kroner i Venezuela.

81 kroner for en kamera- og mp3-mobil

Venezuela skal til at sælge, hvad der bliver kaldt for en af verdens billigste mobiltelefoner. Det drejer sig om den såkaldte “El Vergatario”, som skal sælges for 30.000 bolivar, hvilket svarer til 81 danske kroner.

Ifølge Digital Lifestyles vil telefonen, der blandt andet har indbygget kamera, radio og mp3-afspiller, blive markedsført på det latinamerikanske marked samt i Caribien.

Det er firmaet Vetelca, der står bag den billige telefon. Staten – med præsident Hugo Chavez i spidsen – kontrollerer 85 procent af selskabet, mens de resterende 15 procent er ejet af kinesiske ZTE.

Ifølge det franske nyhedsbureau AFP forventer Vetelca at producere fire millioner eksemplarer af “El Vergatario” om året.