Mobilsiden.dk  /   Nyhedsoversigt  /   Amazon Fire Phone - Shopping, service og 3D i en telefon

Amazon Fire Phone - Shopping, service og 3D i en telefon

E-handelsgiganten Amazon forsøger sig nu i smartphone-markedet, med spændende nytænkning til følge

Det er 3 år siden at Amazon meldte sig ind i tablet-verdenen med deres relativt populære Kindle Fire tablet. Tabletten med det brandvarme navn formåede på kort tid at blive den markedets mest solgte - næst efter Apples iPad. Siden er blandt andre Google og Samsung kommet stormende til og Kindle lever et mere stille liv.

Nu vil Amazon gentage kunststykket på smartphonescenen. Men hvor Kindle Fire havde en rekordlav pris, hører nylancerede Amazon Fire Phone resolut i high-end segmentet.

Amazon Fire skal derfor konkurrere på ydelse og features. Og de sidste er der masser af.

Specifikationer Amazon Fire Phone

Mål: 139 x 66 x 8,9 mm , 160 gram
Display: 4,7 tommer, HD-opløsning, 312 PPI
Kamera: 13 MP kamera, 4 frontkameraer til 3D ansigtsgenkendelse
Ydelse: Snapdragon 800 quad-core 2,2 Ghz, Adreno 330 grafik, 2GB RAM
Lagerplads: 32GB/64GB
Batteri: 2400 mAh
Software: Amazon Fire OS 3.5 baseret på Android 4.4
Netværk: 3G/4G LTE
Øvrigt: Perspektiv UI, FireFly, Gorilla Glass 3.
Pris: 649$, ca 3600,- kroner

En designcocktail i tre dimensioner

Ved første øjekast er Fire-telefonen en sammensmeltning af design DNA fra Apples iPhone og Googles Nexus 4. Det er Gorilla Glass der pryder for og bagside, mens home-knappen og højtalere giver associationer til Apples mobiler.

Størrelsesmæssigt placerer den sig i smørhullet mellem iPhones og de store Android flagskibe. Displayet er HD på 4,7 tommer og med 312 PPI er den ikke den skarpeste men Amazon lover at det er den mest lysstærke. Motorkraft er der også rigeligt af, for det er en Snapdragon 800 processor på 2,2 Ghz og 2GB RAM driver maskineriet.

Fyrer man op for Amazon Fire Phone skiller oplevelsen sig ud. Selvom Amazons styresystem bygger på Googles Android er der gjort et ihærdigt arbejde i at give en unik oplevelse når man navigerer i telefonen.

Mange af Googles kerneydelser som blandt andet Play Store, Maps eller Chrome er dermed ikke at finde, men erstattet af Amazons pendanter, eller af Nokias HERE maps. Økosystemet er dermed lidt fattigere men til gengæld pumpet med innovative Amazon specialiteter.

Mest iøjnefaldende er Perspective UI, en interface der ved hjælp af hele fire frontkameraer genkender ansigter og simulerer 3D-dybde i skærmen ved at få ikoner, tekst og grafik til at følge brugeren – men kun i brugerfladen og nogle apps. Effekten er subtil men giver en dybde som app- og spil-udviklere vil kunne anvende med stor succes fremover.

Et kamera der søger og finder for dig

På bagsiden er der kun et kamera – men det er et kapabelt et af slagsen. Udover at Amazon lover glimrende billeder fra det 13 megapixel store kamera med optisk billedstabilisering er det også mere end almindeligt intelligent.

Udover de sædvanlige features som HDR og geotagging er kameraet parret med FireFly, et stykke sansende software som ser og hører – og forstår omgivelserne. Peger man på et filmklip, et CD-cover eller lytter til den sidste Michael Jackson genkender Firefly hvad det er og finder den passende IMDB eller Shazam-beskrivelse, eller den relaterede Amazonopslag. Firefly kan i dag genkende 100 millioner forskellige søgninger.

Smilende og hjælpsom

Amazon er kendt for deres service og traditionen lever nu videre i Fire Phone. Mayday er navnet på en 24 timers support-tjeneste hvor teknikkere står klar til at hjælpe indenfor bare 15 sekunder. Via webcam.

Samme grad af omtanke finder man i fysisk grad hvor Amazons Jim Bezos påstår at det årti gamle problem med knudrede headsets nu er løst. Flade kabler og magnetisk opbevaring skulle gøre at det medfølgende headset ikke længere slår knuder.

En anden fin detalje finder man også i Cloud Drive, Amazons sky.lagring. Ens billeder får nemlig uendelig lagerplads – ganske gratis.

Bare ikke til Danmark

Al den nytænkning er indtil videre forbeholdt en enkel operatør på det amerikanske marked. Prisen på 649$ lander i samme boldgade, som det topmodeller fra Samsung og HTC koster, oversøisk. Men Amazon beviser med Fire Phone, at der stadigt er plads til nytænkning i Smartphone-land anno 2014.

Forrige artikel Næste artikel

Få notikationer:

Læs Mobilsidens debatregler her


Kommentar

knudknud3 20-06-2014 08:02:00

En interessant telefon, men den bliver meget dyr, hvis man vælger den med 64GB. 749$ i USA uden abonnement der omregnet med told og moms bliver til ca. 5600kr.

0 0
Alqttin 19-06-2014 16:32:02

Endnu én telefon. Ikke en telefon, der fanger min interesse. Jeg gider forresten slet ikke læse om hvad den byder på, så glad er jeg for min nuværende telefon...

men godt med noget konkurrence...

0 9

Om brug af cookies