Mobilsiden.dk  /   Nyhedsoversigt  /   Amazon lancerer to nye Kindle-e-bogslæsere

Amazon lancerer to nye Kindle-e-bogslæsere

Internetgiganten Amazon er klar med to nye Kindle-e-bogslæsere: En opdateret almindelig og billig Kindle samt en dyrere, tyndere og lettere Kindle Oasis.

Til venstre ses den billige basismodel, Amazon Kindle, mens den dyrere og bedre Amazon Kindle Oasis er til højre.
Til venstre ses den billige basismodel, Amazon Kindle, mens den dyrere og bedre Amazon Kindle Oasis er til højre.

Amazon opdaterer porteføljen af e-bogslæsere med to nye af slagsen. Den helt almindelige Amazon Kindle er blevet opdateret med en ny 8. generationsmodel, der er forbedret på flere punkter samtidig med at prisen forbliver $80 eller hvad der svarer til 525 kroner.

Den første nyhed er designet, hvor den nye Kindle-basismodel er blevet 1,1 mm tyndere samt en smule mindre i højden og bredden. Vægten er røget en hel del ned fra 191 til kun 161 gram, så den er mere behagelig at holde i hånden over en længere periode, når der skal læses e-bøger.

Læs også: Storytel og Telia giver bøger til øjne og ører

Samtidig har Amazon skruet op for mængden af RAM, så den nu er udstyret med 512 MB i stedet for kun 256 MB i 7. generation. Batteritiden er den samme, hvor du kan få helt op til fire ugers batteritid, hvis du læser en halv time dagligt.

Det er takket være e-ink-skærmen, som Amazon benytter i alle Kindle-e-bogslæsere. Disse skærme giver et papirlignende billede med høj kontrast - oftest i sort/hvid - der bruger ufattelig lidt strøm i forhold til en LCD- eller OLED-skærm. Opløsningen er dog ikke synderlig høj - kun 600 x 800 pixels svarende til en pixeltæthed på 167 pixels per tomme fordelt på den 6” store skærm.

Kindle Oasis: Bedre skærm og smart battericover

Det er her, at den anden ’nye’ – eller rettere tre måneder gamle – Amazon Kindle Oasis kommer ind i billedet. Oasis-modellen er topmodellen – fortsat på 6” – men gjort endnu tyndere. Faktisk er den helt ned til 3,4 mm på det tyndeste sted og er gennemsnitligt 30 % tyndere end de øvrige Kindle-modeller.

Vægten er også den laveste set i en Kindle-e-bogslæser med kun 131 gram. Samtidig kan Amazons Kindle Oasis justere tyngdepunktet, så ergonomien altid er i top. Hvis du eksempelvis holder e-bogslæseren i din venstre hold, registrerer den det helt automatisk og flytter tyngdepunktet dertil, så den føles balanceret ved enhåndsbetjening.

Læs også: Danskernes interesse for e-bøger stigende

Hvis opløsningen er for lav i den normale Kindle, kan Oasis-modellen være en bedre løsning. Den har nemlig samme højere opløsning på 1.448 x 1.072 pixels svarende til 300 pixels per tomme lige som Kindle Paperwhite og Kindle Voyage, der giver en mere detaljeret tekst i e-bøgerne. Den er tilmed udstyret med 10 LED-pærer i skærmpanelet, der giver en forøgelse af lysstyrken på 60 %. Dermed er det ikke nogen hindring at læse e-bøger, selv når det er mørkt.

Kindle Oasis kommer med et smart cover udført i læder enten i sort, merlot (bordeaux) eller valnød (brun). I coveret gemmer der sig et ekstra batteri, der automatisk oplader din Kindle Oasis, når det er tilsluttet. Samtidig oplader du både e-bogslæseren og coveret, når det er monteret.

Salget af Oasis-modellen er for ganske få dage siden skudt i gang, men du skal dog af med $310 eller cirka 2.000 kroner for et eksemplar af denne.

Forrige artikel Næste artikel

Få notikationer:

Læs Mobilsidens debatregler her



Om brug af cookies